Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | ÆGTESKABET

Hvordan man tackler irriterende personlighedstræk

Hvordan man tackler irriterende personlighedstræk
  •   Du elsker at være spontan, din ægtefælle har brug for at planlægge alting.

  •   Du er den stille og generte type, din ægtefælle er super ekstrovert og skal altid være festens midtpunkt.

 Har din ægtefælle et personlighedstræk der går dig på nerverne? Hvis du hele tiden fokuserer på det, kan det skade dit ægteskab. Bibelen siger faktisk: “At hænge sig i andres fejl kan skille selv de bedste venner.” – Ordsprogene 17:9, Bibelen på Hverdagsdansk.

 Måske kan du undgå at et irriterende personlighedstræk skaber gnidninger mellem dig og din ægtefælle, hvis du lærer at se det fra en mere positiv vinkel.

Oversigt over artiklen

 En positiv tilgang til irriterende træk

 Det der irriterer dig ved din ægtefælle, kan måske være forbundet med en egenskab du egentlig beundrer hos vedkommende. Tænk over de her tre eksempler:

 “Min mand er ofte langsom til at få tingene gjort eller til at blive klar når vi skal ud ad døren. Men det er det samme karaktertræk der gør ham tålmodig – også over for mig. Nogle gange irriterer hans rolige tempo mig, men det er faktisk også noget af det jeg elsker ved ham.” – Chelsea.

 “Min kone planlægger alting ned til mindste detalje. Hun har brug for at have fuldstændigt styr på tingene, hvilket kan være ret irriterende. Til gengæld betyder det at hun er så detaljeorienteret, at tingene altid er i orden.” – Christopher.

 “Min mand kan godt virke uengageret i nogle ting, og det gør mig frustreret. Men det er også hans afslappede tilgang til tingene der i sin tid gjorde at jeg blev tiltrukket af ham. Jeg beundrer hans evne til at bevare roen i pressede situationer.” – Danielle.

 Som Chelsea, Christopher og Danielle har erfaret, kan en ægtefælles styrker og svagheder ofte være facetter af den samme egenskab. Det vil altså sige at hvis du fjernede din ægtefælles irriterende karaktertræk, ville du også fjerne den positive side af det.

 Der er selvfølgelig også nogle karaktertræk som der ikke er noget positivt ved. For eksempel siger Bibelen at nogle har tendens til ‘let at blive hidsige’. (Ordsprogene 29:22) Hvis det er tilfældet, må personen gøre en bevidst indsats for at ‘aflægge enhver form for ondsindet bitterhed, harme, vrede, skrigeri og sårende ord’. aEfeserne 4:31.

 Men hvis det bare er et karaktertræk du synes er irriterende, må du følge Bibelens råd: “Bliv ved med at bære over med hinanden … selv hvis I har en grund til at klage.” – Kolossenserne 3:13.

 Derudover må du være på udkig efter den positive side af det personlighedstræk, måske noget af det der gjorde at du blev tiltrukket af din ægtefælle i begyndelsen. En ægtemand ved navn Joseph siger: “Hvis man fokuserer på et irriterende træk ved sin ægtefælle, vil det være ligesom at lægge mærke til en diamants hårdhed i stedet for at se hvor smukt den skinner.”

 Forslag til hvordan I kan tale om det

 Prøv først at besvare de følgende spørgsmål hver for sig. Tal derefter sammen om jeres svar.

  •   Er der et træk ved din ægtefælle som du føler skaber gnidninger i jeres ægteskab? Hvis ja, hvilket?

  •   Er det virkelig en personlighedsbrist, eller er det bare noget du synes er irriterende?

  •   Er der et positivt aspekt af det bestemte karaktertræk? Hvis ja, hvad er det så, og hvorfor sætter du pris på det aspekt af din ægtefælles personlighed?