Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad hvis en af mine forældre er stof- eller alkoholmisbruger?

Hvad hvis en af mine forældre er stof- eller alkoholmisbruger?

KAPITEL 23

Hvad hvis en af mine forældre er stof- eller alkoholmisbruger?

„Far sagde at han ville tage ud og ordne noget på bilen, men vi hørte ikke fra ham hele dagen. Mor prøvede at ringe til ham, men han svarede ikke. Lidt senere lagde jeg mærke til at mor så bekymret ud, og at hun gjorde sig klar til at tage af sted. ’Jeg tager ud for at se om jeg kan finde far,’ sagde hun til mig.

Senere kom mor tilbage — alene. ’Far var der ikke, vel?’ spurgte jeg. ’Nej,’ svarede hun.

Så vidste jeg at far igen kørte om hjørner med os. Det var nøjagtig ligesom sidste gang. Min far er nemlig stofmisbruger. Og da han endelig kom hjem, var min mor og jeg de rene nervevrag. Jeg ignorerede ham stort set hele næste dag — og det har jeg det rigtig dårligt med.“ — Karen, 14.

MILLIONER af unge må finde sig i at have en utryg hverdag fordi de har en far eller mor der er afhængig af stoffer eller alkohol. Hvis en af dine forældre er misbruger, er det meget tænkeligt at han eller hun gør dig flov, frustreret eller endda vred.

Mary, for eksempel, voksede op hos en far der virkede flink og rar når han var sammen med andre. Men i det skjulte var han alkoholiker, og derhjemme udsatte han sin familie for sjofelheder og mishandling. „Folk kom hen til os børn og fortalte os hvilken vidunderlig far vi havde, og hvor heldige vi var,“ mindes Mary bittert. *

Hvis en af dine forældre er afhængig af alkohol eller stoffer, hvordan kan du så klare det?

Se bag om misbruget

Først og fremmest hjælper det at få en vis indsigt i din fars eller mors problem. „Forstandig er den der skaffer sig kyndig vejledning,“ siger Ordsprogene 1:5. Det vil derfor være godt for dig at lære noget om hvad afhængighed er, hvilken type mennesker der bliver afhængige af alkohol eller stoffer, og hvorfor.

En alkoholiker er for eksempel ikke blot en der af og til drikker for meget. Han lider derimod af et kronisk drikkeproblem. * Han er konstant optaget af — ja ligefrem besat af — alkohol, og når først han begynder at drikke, kan han ikke styre det. Hans afhængighed forårsager alvorlige problemer der indvirker på hans familie, arbejde og helbred.

Visse mennesker kan være fysisk disponerede for at blive afhængige af alkohol, men det ser ud til at følelsesmæssige faktorer også spiller en rolle. Mange alkoholikere har for eksempel en negativ selvopfattelse. (Ordsprogene 14:13) Nogle af dem er faktisk selv vokset op hos alkoholiserede forældre. For sådanne mennesker kan drikkeriet dulme barndommens følelsesmæssige smerter. De samme faktorer kan gøre sig gældende i forbindelse med stofmisbrug.

Selvfølgelig bliver en persons problemer kun værre af at vedkommende drikker eller tager stoffer; hans tanker og følelser bliver nu endnu mere forkvaklede. Det er derfor din far eller mor har brug for omfattende professionel hjælp for at slippe fri af sit misbrug.

Juster dine forventninger

Det skal indrømmes at problemet ikke forsvinder bare fordi du forstår hvorfor en af dine forældre opfører sig så dårligt. Men alligevel vil lidt indblik i hvad misbruget skyldes, måske hjælpe dig til at have en vis medfølelse med din far eller mor.

Hvis din far for eksempel havde brækket et ben, ville du da forvente at han kom ud og spillede fodbold med dig? Nej, sikkert ikke. Men hvad så hvis du vidste at skaden skyldtes hans egne tåbelige handlinger? Så ville du uden tvivl være skuffet. Men ikke desto mindre ville du være klar over at indtil skaden var helet, ville det være yderst begrænset hvor meget fodbold han ville kunne spille med dig. Den kendsgerning ville hjælpe dig til at justere dine forventninger.

En forælder der er alkoholiker eller stofmisbruger, er også skadet, følelsesmæssigt og mentalt. „Skaden“ er rigtigt nok selvforskyldt. Og du kan have grund til at være vred og bitter over din fars eller mors tåbelige adfærd. Men indtil vedkommende søger hjælp til at komme ud af sit misbrug, vil det være stærkt begrænset hvor meget han eller hun vil kunne tage sig af dig. At betragte misbruget som en invaliderende skade kan hjælpe dig til at justere dine forventninger.

Hvad du kan gøre

Du bliver nødt til at erkende at indtil din far eller mor får rettet op på sit liv, må du leve med konsekvenserne af hans eller hendes opførsel. Hvad kan du gøre i mellemtiden?

Tag ikke ansvaret for misbruget. Din far eller mor — og han eller hun alene — er ansvarlig for sit misbrug. „Enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde,“ siges der i Galaterbrevet 6:5. Det er derfor ikke din opgave at kurere din far eller mor, og du er heller ikke forpligtet til at skåne vedkommende for konsekvenserne af sit misbrug. For eksempel behøver du ikke at lyve på din fars vegne over for hans chef. Og du behøver heller ikke at slæbe din far ind i huset hvis han er faldet døddrukken om foran hoveddøren.

Tilskynd din far eller mor til at få hjælp. Din fars eller mors største problem er måske at indrømme at der er et problem. Når vedkommende ikke er påvirket og er til at tale med, kan det måske være at den anden af dine forældre sammen med dine ældre søskende kan fortælle ham eller hende hvordan misbruget påvirker familien, og hvad han eller hun bliver nødt til at gøre ved det.

Derudover vil det måske være en god idé hvis din misbrugende far eller mor skriver svarene ned på følgende spørgsmål: Hvad vil der ske med mig og min familie hvis jeg bliver ved med at drikke eller tage stoffer? Hvad vil der ske hvis jeg holder op? Hvad skal jeg gøre for at få hjælp?

Hvis der er problemer under opsejling, så gå din vej. „Forsvind . . . før striden bryder ud,“ siges der i Ordsprogene 17:14. Udsæt ikke dig selv for fare ved at blive indblandet i en strid. Hvis det er muligt, så træk dig tilbage til dit værelse, eller tag hen til en af dine venner. Hvis der er trusler om vold, kan det være nødvendigt at få hjælp udefra.

Erkend dine følelser. Børn bebrejder nogle gange sig selv at de har negative følelser over for en forælder der er misbruger. Men hvis du føler en vis vrede, er det helt normalt, især hvis din fars eller mors afhængighed hindrer ham eller hende i at give dig den kærlighed og støtte du har brug for. Sandt nok er du ifølge Bibelen forpligtet til at ære din far og mor. (Efeserne 6:2, 3) Men at du ’ærer’ dine forældre, vil sige at du respekterer deres myndighed, på nogenlunde samme måde som du skal respektere en politibetjent eller en dommer. Det betyder ikke at du siger god for din fars eller mors afhængighed. (Romerne 12:9) Og du er heller ikke et dårligt menneske fordi du væmmes ved misbruget, for det er afskyeligt! — Ordsprogene 23:29-35.

Søg opbyggende selskab. Når tilværelsen derhjemme er kaotisk, kan du miste fornemmelsen af hvad der er normalt. Det er derfor vigtigt at du kommer sammen med nogle der er åndeligt og følelsesmæssigt velfungerende. I den kristne menighed kan du finde nogle der kan opmuntre og støtte dig og give dig et pusterum fra problemerne. (Ordsprogene 17:17) Ved at komme sammen med kristne familier kan du få et godt indtryk af hvordan en sund familie fungerer, et indtryk der kan være en modvægt til det forkvaklede billede af familielivet du får derhjemme.

Søg selv hjælp. At have en moden, pålidelig voksen som du kan betro dig til, er meget værd. De ældste i menigheden er villige til at hjælpe dig når du har brug for dem. Bibelen siger at disse mænd kan være „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:2) Du skal derfor ikke være bange for eller flov over at gå til dem for at få trøst og vejledning.

Skriv her hvilket af de ovennævnte seks forslag du først vil prøve at anvende. ․․․․․

Det er ikke sikkert at du kan ændre situationen derhjemme, men du kan ændre den måde den påvirker dig på. I stedet for at prøve at bestemme over din far eller mor, så koncentrer dig om den eneste person som du kan bestemme over — dig selv. ’Bliv ved med at arbejde på jeres egen frelse,’ skrev apostelen Paulus. (Filipperne 2:12) Når du gør det, vil det hjælpe dig til at bevare et positivt livssyn, og måske vil det endda tilskynde din far eller mor til at søge hjælp til at komme ud af sit misbrug.

NÆSTE KAPITEL

Hvad skal du gøre hvis du synes at dine forældre hele tiden skændes? Hvordan kan du klare det følelsesmæssige pres?

[Fodnoter]

^ par. 7 Hvis du er udsat for mishandling fra en alkoholiseret far eller mor, bør du søge hjælp. Betro dig til en voksen som du har tillid til. Hvis du er et af Jehovas Vidner, kan du henvende dig til en af de ældste i menigheden eller en anden moden kristen.

^ par. 11 Selvom vi nogle steder i dette kapitel omtaler alkoholikeren eller stofmisbrugeren som en mand, gælder de omtalte principper også for kvinder.

NØGLESKRIFTSTED

„Et menneskes indsigt bremser hans vrede.“ — Ordsprogene 19:11.

TIP

I stedet for at hade din far eller mor må du opdyrke et sundt had til hans eller hendes forkerte adfærd. — Ordsprogene 8:13; Judas 23.

VIDSTE DU DET . . .?

I Bibelens sprogbrug kan „ære“ ganske enkelt betyde at anerkende en retmæssig myndighed. (Efeserne 6:1, 2) At ære sin far eller mor kræver derfor ikke at du altid billiger hans eller hendes måde at opføre sig på.

HANDLINGSPLAN!

Hvis min far eller mor griber til verbal eller fysisk vold, vil jeg ․․․․․

Jeg kan opmuntre min far eller mor til at få hjælp ved at ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

Hvad får nogle til at blive afhængige af alkohol eller stoffer?

Hvorfor er du ikke ansvarlig for din fars ellers mors afhængighed?

Hvilke aspekter ved din situation kan du gøre noget ved, og hvordan?

[Tekstcitat på side 192]

„Jeg ved at jeg stadig vil komme ud for situationer hvor jeg vil skamme mig over mine forældre, men jeg ved også at hvis jeg stoler på Jehova, vil han give mig styrke til at holde ud.“ — Maxwell

[Ramme på side 198]

Hvis en af dine forældre holder op med at tjene Jehova

Hvis en af dine forældre holder op med at leve efter Bibelens normer — måske endda meddeler at han eller hun ikke længere ønsker at være en del af den kristne menighed — hvad kan du så gøre?

Husk at Jehova ikke kræver dig til ansvar for dine forældres adfærd. Bibelen siger: ’Hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud.’ — Romerne 14:12.

Undgå tendensen til at sammenligne dig med andre unge der har bedre vilkår. (Galaterne 5:26) En ung mand hvis far forlod familien, siger: „I stedet for at dvæle ved sådanne tanker er det bedre at koncentrere sig om at lære at leve med situationen.“

Bliv ved med at vise respekt for den af dine forældre der er kommet på afveje, og adlyd ham eller hende så længe det ikke strider mod Guds normer. Jehovas påbud til børn om at de skal ære deres forældre, afhænger ikke af om forældrene er troende. (Efeserne 6:1-3) Når du ærer og adlyder dine forældre trods deres fejl, beviser du at du elsker Jehova. — 1 Johannes 5:3.

Hav et nært forhold til den kristne menighed. Der kan du finde trøst i en stor åndelig familie. (Markus 10:30) En ung mand ved navn David frygtede at medlemmerne af menigheden ville undgå ham og andre i hans familie fordi hans far var holdt op med at tjene Jehova. Men David fandt ud af at hans frygt var ubegrundet. „Vi kom ikke til at føle os udenfor,“ fortæller han. „Det overbeviste mig om at menigheden virkelig havde omsorg for os.“

[Illustration på side 194]

At betragte et misbrug som en invaliderende skade kan hjælpe dig til at justere forventningerne til dine forældre