EFTER Samsons tid tjente Samuel som profet og dommer i Israel. Israelitterne blev ved med at sige til ham at de ønskede at være ligesom andre nationer og have en jordisk konge over sig. Selvom denne anmodning var en fornærmelse mod Jehova, befalede han Samuel at bøje sig for folkets ønske. Jehova udvalgte Saul, en ydmyg mand, til at være konge. Saul blev imidlertid hovmodig og ulydig, så Jehova forkastede ham som konge og bad Samuel om at udpege en anden — en ung mand ved navn David. Der skulle dog gå mange år før David kom til at herske som konge.

Mens David sandsynligvis stadig var i teenageårene, besøgte han sine brødre der tjente i Sauls hær. Hele hæren var skrækslagen på grund af en kriger i fjendens hær, nemlig en kæmpe ved navn Goliat, der blev ved med at håne israelitterne og deres Gud. Harmfuld over dette tog David kæmpens udfordring op og mødtes med ham i kamp. Med en slynge og nogle få sten som sin eneste udrustning gik den unge mand ud for at møde sin modstander, der var næsten tre meter høj. Da Goliat spottede David, svarede David at han var den af de to der var bedst udrustet, for han kom imod ham i Jehova Guds navn! David fældede kæmpen Goliat med en enkelt sten og huggede derpå hans hoved af med hans store sværd. Filistrenes hær flygtede i skræk.

Til at begynde med gjorde den unge Davids mod et dybt indtryk på Saul, og han satte ham over sin hær. Men Davids succes gjorde efterhånden Saul grænseløst jaloux. David måtte flygte for livet og levede derefter som flygtning i mange år. Alligevel forblev han loyal over for kongen som prøvede at dræbe ham, for han vidste at kong Saul var udnævnt af Jehova Gud. Til sidst døde Saul i kamp. Inden længe blev David konge, sådan som Jehova havde lovet.

Kong David ønskede inderligt at bygge et tempel til Jehova. Men Jehova meddelte David at det blev en af hans efterkommere der skulle gøre det. Det viste sig at blive Davids søn Salomon. Gud belønnede imidlertid David ved at oprette en særlig pagt med ham: I hans slægtslinje ville der fremstå et kongeligt dynasti som var anderledes end alle andre. Til sidst ville der herfra fremstå den befrier, eller det afkom, der var givet løfte om i Eden. Det ville være Messias, der betyder „den Salvede“, som var udnævnt af Gud. Jehova lovede at Messias ville være herskeren i et kongerige der ville bestå for evigt.

Dybt taknemmelig indsamlede David store mængder byggematerialer og værdifulde metaller til tempelprojektet. Han skrev også tekst og musik til mange inspirerede salmer. Ved slutningen af sit liv erkendte David: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ — 2 Samuel 23:2.

— Baseret på Første Samuelsbog; Anden Samuelsbog; Første Krønikebog; Esajas 9:7; Mattæus 21:9; Lukas 1:32; Johannes 7:42.