Første Mosebog 8:1-22
8 Men Gud tog sig af* Noa og alle de vilde dyr og husdyr der var med ham i arken,+ og Gud lod en vind blæse hen over jorden, og vandet begyndte at synke.
2 Vanddybets kilder og himlens sluser blev lukket til så det holdt op med at regne.*+
3 Vandet begyndte gradvist at trække sig tilbage fra jorden. Efter 150 dage var vandet sunket.
4 På den 17. dag i den syvende måned lagde arken sig på Ararats bjerge.
5 Og vandet aftog gradvist indtil den tiende måned. På den første dag i den tiende måned kom bjergenes toppe til syne.+
6 Efter 40 dage åbnede Noa det vindue+ han havde lavet i arken,
7 og han sendte en ravn ud; den fløj frem og tilbage uden for arken indtil vandet var tørret bort fra jorden.
8 Senere sendte han en due ud for at se om vandet havde trukket sig tilbage fra jorden.
9 Duen fandt ikke noget sted hvor den kunne sætte sig,* for vandet dækkede stadig hele jordens flade,+ og den vendte derfor tilbage til ham i arken. Så han rakte sin hånd ud og tog duen ind i arken.
10 Han ventede syv dage mere, og så sendte han endnu en gang duen ud fra arken.
11 Da duen kom tilbage til ham hen imod aften, så han at den havde et friskplukket olivenblad i næbet. Så vidste Noa at vandet havde trukket sig tilbage fra jorden.+
12 Han ventede yderligere syv dage. Så sendte han duen ud, men den kom ikke tilbage til ham mere.
13 I det år Noa blev 601 år,+ på den første dag i den første måned, var vandet væk fra jorden. Noa fjernede noget af arkens tag* og så at jordens flade var ved at være tør.
14 På den 27. dag i den anden måned var jorden helt tør.
15 Gud sagde nu til Noa:
16 “Gå ud af arken, både du, din kone, dine sønner og dine sønners koner.+
17 Tag alle dyrene* med dig ud,+ både flyvende skabninger og husdyr og vilde dyr og alle jordens krybende dyr, så de kan myldre omkring på jorden og formere sig og blive mange.”+
18 Så gik Noa ud sammen med sine sønner,+ sin kone og sine sønners koner.
19 Alle dyrene, både de krybende dyr og de flyvende skabninger, alt hvad der myldrer omkring på jorden, gik ud af arken gruppe for gruppe.+
20 Derefter byggede Noa et alter+ for Jehova og tog nogle af alle de rene dyr og af alle de rene flyvende skabninger+ og bragte brændofre på altret.+
21 Og duften var behagelig* for Jehova. Så Jehova sagde i sit hjerte: “Aldrig mere vil jeg forbande* jorden+ på grund af mennesket, for menneskehjertets tilbøjeligheder er onde fra ungdommen af;+ og aldrig mere vil jeg udslette alt levende sådan som jeg nu har gjort.+
22 Fra nu af vil såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre på jorden.”+
Fodnoter
^ Bogst.: “huskede”.
^ Eller “så regnen fra himlen blev holdt tilbage”.
^ Bogst.: “hvilested for sin fodsål”.
^ Bogst.: “fjernede arkens dække”.
^ Bogst.: “hvert levende væsen af al slags kød”.
^ Eller “formildende”. Bogst.: “beroligende”.
^ Eller “nedkalde ondt over”.