Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)

Introduktion til Romerne

  • Skribent: Paulus

  • Sted for affattelsen: Korinth

  • Tidspunkt fuldført: ca. 56 e.v.t.

Interessante fakta:

  • Paulus skrev dette brev til både jødiske og ikkejødiske kristne i Rom – hovedstaden i Romerriget, den sjette verdensmagt der er omtalt i Bibelen. Det er det længste af de 14 breve Paulus skrev. – Ro 1:7.

  • Brevet til romerne var ikke det første brev Paulus skrev. Men i de bibler vi har i dag, er det placeret før alle de andre breve, hvilket virker meget passende da det behandler et vendepunkt i forholdet mellem Gud og hans folk. Romerbrevet forklarer at De Hebraiske Skrifter længe havde forudsagt at den gode nyhed også skulle forkyndes for ikkejøder. (Ro 1:16) Paulus, der var “apostel for nationerne”, beskriver udførligt det ligeværdige forhold der opstod mellem jøder og ikkejøder efter at de havde anerkendt Jesus som den lovede Messias. – Ro 11:13; 15:8-12.

  • Hvordan man opnår retfærdighed, eller at blive betragtet som retfærdig i Guds øjne, er hovedtemaet i Paulus’ brev til romerne. Denne retfærdighed opnås ikke som følge af afstamning eller af at man overholder Moseloven. Den opnås derimod gennem tro på Jesus Kristus og er et resultat af Guds ufortjente godhed. (Ro 3:21-24; 4:4, 16) Dette tema kommer til udtryk i Ro 1:16, 17, hvor Paulus citerer profeten Habakkuk: “Den retfærdige vil leve som følge af sin tro.” Han uddyber temaet ved at forklare at Gud ikke viser partiskhed, men giver alle der har tro, mulighed for at blive frelst, uanset om man er jøde eller ikkejøde. – Hab 2:4; Ro 2:10, 11.

  • I forbindelse med at Paulus forklarer at man kan blive erklæret retfærdig på grund af sin tro, bruger han det græske ord for “retfærdighed” mere end 30 gange i Romerbrevet, hvilket er langt flere gange end i nogen anden bog i De Kristne Græske Skrifter. Andre ord der er beslægtet med det at være “retfærdig” eller at blive “erklæret retfærdig”, er desuden ofte brugt i brevet til romerne.

  • I dette brev tilføjer Paulus nogle personlige detaljer der gør at man som læser lærer ham at kende og kommer til at elske ham for at være en oprigtig og helhjertet kristen. Han fortæller for eksempel at han længes efter at se sine trosfæller i Rom (Ro 1:8-12), at han kæmper en indre kamp mod synden (Ro 7:7-25), og at han føler sorg og smerte over at hans jødiske brødre ikke vil tro (Ro 9:1-5; 10:1, 2; 11:13, 14, 25). Han forsøger at motivere sine læsere “på grundlag af Guds inderlige barmhjertighed”. (Ro 12:1) I de sidste kapitler beskriver han sine planer for sin videre forkyndelse såvel som sit ønske om at forkynde for mennesker der endnu ikke har hørt den gode nyhed. (Ro 15:20, 21) I det sidste kapitel sender han personlige hilsner til 26 kristne som han nævner ved navn, samt til mange andre.