Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hjælp fra ’trøstens Gud’

Hjælp fra ’trøstens Gud’

KONG DAVID var en mand som led mange kvaler og havde mange „foruroligende tanker“. Alligevel tvivlede han aldrig på at Skaberen fuldt og helt forstår menneskene. Han skrev: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig. Du ved om jeg sætter mig eller om jeg rejser mig. Du er klar over min tanke på lang afstand. For skønt der ikke er et ord på min tunge, se, ved du, Jehova, det hele.“ — Salme 139:1, 2, 4, 23.

Vi kan også være sikre på at Skaberen forstår os og véd hvilken ødelæggende virkning depression kan have på vores ufuldkomne sind og legeme. Han véd hvad der forårsager depression, og hvordan vi bedst kan tackle lidelsen under de nuværende forhold. Desuden har han åbenbaret hvordan han vil helbrede depression for altid. Vi kunne ikke ønske os nogen bedre til at hjælpe os end vores medfølende Gud, „som trøster dem der er nedslåede“. — 2 Korinther 7:6.

Men de der er deprimerede, spekulerer måske på hvordan Gud kan hjælpe dem når de overvældes af foruroligende følelser.

Er Gud nær hos de nedtrykte?

Gud er så nær sine nedtrykte tjenere at det er som om han bor hos „den knuste og den med ydmyg ånd, for at genoplive de ydmyges ånd og for at genoplive de knustes hjerte“. (Esajas 57:15) Hvor er det trøstende at vide at ’Jehova er nær hos dem med sønderbrudt hjerte og frelser dem der er knust i ånden’. — Salme 34:18.

Hvordan kan den deprimerede få trøst fra Gud?

Guds tjenere kan når som helst nærme sig Gud „som hører bøn“. Han kan hjælpe os til at klare de følelser eller omstændigheder der smerter os. (Salme 65:2) Bibelen tilskynder os til at udøse vort hjerte for ham: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.

Hvad gør man hvis man på grund af lavt selvværd ikke tror at ens bønner bliver hørt?

På grund af en depression konkluderer man måske at ens forsøg på at behage Gud ikke slår til. Vor himmelske Fader forstår imidlertid at vi ikke altid er så stærke rent følelsesmæssigt; han husker „at vi er støv“. (Salme 103:14) Og selvom „vort hjerte . . . måtte fordømme os“, kan vi „overbevise“ det om at „Gud er større end vort hjerte og kender alle ting“. (1 Johannes 3:19, 20, fodnoten) Man kan hente hjælp til sine bønner ved at bruge udtryk fra skriftsteder som Salme 9:9, 10; 10:12, 14, 17; og 25:17.

Hvad nu hvis man ikke kan tænke klart og derfor ikke kan udtrykke sine følelser i ord?

Selvom de smertelige følelser kan være så overvældende at man har vanskeligt ved at udtrykke sig klart, skal man ikke give op. Man kan frit henvende sig til „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“, vel vidende at han forstår ens følelser og behov. (2 Korinther 1:3) Maria, som er omtalt tidligere, siger: „Nogle gange kan jeg slet ikke tænke klart og ved derfor ikke hvad jeg skal bede om. Men jeg er overbevist om at Gud forstår og hjælper mig.“

Hvordan besvarer Gud vores bønner?

Bibelen siger ikke at Gud fjerner alle vores problemer nu. Men han giver os styrke til at kunne udholde „alt“ — deriblandt depression. (Filipperne 4:13) „Første gang jeg fik en depression,“ fortæller Martina, „bad jeg til Jehova og anmodede ham om øjeblikkelig helbredelse fordi jeg ikke syntes at jeg kunne holde det ud længere. Nu er jeg tilfreds med blot at bede om styrke for hver dag.“

Gennem Bibelen kan de der er ramt af depression, få den nødvendige åndelige styrke til at holde ud. Sarah, som har kæmpet med depression i 35 år, har personligt erfaret den praktiske værdi af daglig bibellæsning. Hun siger: „Jeg sætter virkelig pris på alt det som lægerne har gjort for mig. Men frem for alt forstår jeg den åndelige og praktiske værdi det har at læse Guds ord; det er blevet en vane for mig.“

Aldrig mere depression!

Da Jesus var på jorden, viste han at han kunne helbrede smertefulde lidelser ved hjælp af den kraft Gud havde givet ham. Jesus var ivrig efter at bringe lindring til folk som led af alvorlige sygdomme. Desuden har han på egen krop mærket de foruroligende følelser som kan overvælde et menneske. Natten før han skulle dø en pinefuld død, „frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden“. (Hebræerne 5:7) Hvor svært det end var for Jesus dengang, har vi gavn af det nu, for „han [kan] komme dem til hjælp som sættes på prøve“. — Hebræerne 2:18; 1 Johannes 2:1, 2.

Bibelen fortæller at Gud har til hensigt at fjerne alle de ulykkelige forhold som er årsag til depression. Han har givet dette løfte: „Jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. Men I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber.“ (Esajas 65:17, 18) De „nye himle“, Guds rige, vil sørge for at „den nye jord“, retfærdige mennesker på jorden, får et fuldkomment fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt helbred. Al sygdom vil blive fjernet for evigt.

„Jeg råbte dit navn, Jehova, fra gravens nederste dyb. Du må høre min røst. Skjul ikke dit øre for min bøn om lindring, for mit råb om hjælp. Du var nær den dag jeg kaldte på dig. Du sagde: ’Vær ikke bange.’“ — Klagesangene 3:55-57