Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Skal man betale for religiøse ydelser?

Skal man betale for religiøse ydelser?

Hvad siger Bibelen?

Skal man betale for religiøse ydelser?

I MANGE LANDE kræver ledere af både ikkekristne og såkaldt kristne trossamfund betaling for religiøse ydelser. Disse ydelser indbefatter dåbshandlinger, bryllupper eller begravelsesceremonier. Det kan løbe op i tusindvis af kroner.

Nogle præster aflønnes af staten for at udføre officielle og præstelige pligter. Mange værdsætter disse og førnævnte tjenesteydelser, og kirkerne har visse driftsomkostninger. Men støtter Bibelen den praksis at afkræve betaling for religiøse tjenesteydelser, eller at folk presses til at betale?

„Et varehus“?

Da Jesus var på jorden, udnyttede de religiøse ledere de jødiske højtider, især påsken, til at tjene penge. Så Jesus med milde øjne på denne praksis? Nej! Bibelen fortæller os at „han hældte pengevekslernes mønter ud og væltede deres borde“. Han sagde: „Hold op med at gøre min Faders hus til et varehus!“ — Johannes 2:14-16.

Der var en lignende situation på profeten Mikas tid; han levede i det ottende århundrede før vor tidsregning. Bibelen fortæller at Israels religiøse ledere ’afskyede ret’, og at præsterne underviste „for betaling“. Og alligevel hævdede de at have Guds støtte og sagde: „Er Jehova ikke iblandt os?“ (Mika 3:9, 11) Men Jehova støttede dem ikke. Tværtimod afskyede han deres handlinger og gjorde det fuldstændig klart gennem sin profet.

I dag tyr mange begærlige religiøse ledere til den samme taktik og gør således deres tilbedelsessteder til ’varehuse’. Religiøse organisationer som et hele giver sig af med handel — ofte tjener de styrtende med penge ved salg af ikoner og utallige andre religiøse genstande. * — 1 Johannes 5:21.

„I har fået det for intet, I skal give det for intet“

Da Jesus gav sine apostle til opgave at forkynde den gode nyhed, helbrede syge og endda oprejse døde, sagde han: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Mattæus 10:7, 8) Hans sande disciple skulle altså ikke tage betaling for den tjeneste de udførte. Jesus var desuden et eksempel ved at hjælpe andre uden at få penge for det.

Paulus fulgte i Jesu fodspor og udførte sin tjeneste „uden omkostninger“ for andre. (1 Korinther 9:18) Når han havde brug for penge, arbejdede han som teltmager. (Apostelgerninger 18:1-3) Han kunne derfor sige om sig selv og sine ledsagere i missionærtjenesten: „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange er.“ (2 Korinther 2:17) Men hvad med det at indsamle penge til brug i menigheden, måske til køb eller leje af et tilbedelsessted?

„Gud elsker en glad giver“

Jehovas Vidner skaffer de nødvendige midler gennem frivillige bidrag. De følger princippet: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) Derfor kræver Jehovas Vidner ikke betaling for deres publikationer eller religiøse ydelser, som for eksempel forrettelse af dåb, bryllupper eller begravelser. De betaler hverken tiende eller optager kollekt ved deres møder. Enhver der ønsker at bidrage til deres internationale forkyndelsesarbejde, kan diskret lægge et beløb i de opstillede bidragsbøsser på deres tilbedelsessteder.

I hele verden finansierer Jehovas Vidner deres rigssale, stævnehaller, afdelingskontorer og trykkerier, såvel som deres nødhjælpsarbejde, gennem frivillige bidrag. Nogle kan kun give lidt, ligesom den fattige enke som Jesus omtalte rosende. (Lukas 21:2) Andre kan give meget. Uanset hvad, vil de der følger de bibelske principper og giver efter evne, opnå indre tilfredshed, Guds rige velsignelse og ægte lykke. — Apostelgerninger 20:35; 2 Korinther 8:12.

[Fodnote]

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvad sagde Jesus til dem der drev forretning i templet? — Johannes 2:14-16.

● Tog apostelen Paulus imod betaling for den religiøse tjeneste han ydede? — 2 Korinther 2:17.

● Hvordan kan vi give på en måde der glæder Jehova? — 2 Korinther 9:7.

[Tekstcitat på side 23]

„Hold op med at gøre min Faders hus til et varehus!“ — Johannes 2:14-16