HVORFOR skulle du interessere dig for en romersk kejser fra oldtiden? Hvis du har interesse for kristendommen, er det værd at vide at Konstantins politiske og religiøse manøvrer har haft stor indflydelse på mange kirkers læresætninger og skikke helt frem til vor tid. Lad os se hvordan.

I 313 herskede Konstantin over den vestlige del af det romerske rige, mens Licinius og Maximinus regerede over den østlige del. Konstantin og Licinius tilkendte alle deres undersåtter religionsfrihed, deriblandt de kristne. Konstantin værnede om kristendommen, for han mente at den kunne forene hans imperium. *

Konstantin var derfor stærkt utilfreds med at kirkerne var splittet på grund af stridigheder. I sin iver efter at skabe enhed søgte han at få fastslået hvad der var den „rette“ troslære, og derefter at gennemtvinge den. For at kunne opnå hans gunst måtte biskopperne indgå trosmæssige kompromiser, og de der gjorde det, fik skattefrihed og stor økonomisk støtte. „Den ’rette’ udgave af den kristne troslære gav ikke alene adgang til himlen,“ siger historikeren Charles Freeman, „men også til store rigdomme  på jorden.“ Gejstligheden blev derfor en magtfuld aktør i verdslige anliggender. „Kirken havde fået sig en velynder, men også en herre,“ siger historikeren A.H.M. Jones.

Af Konstantins alliance med biskopperne udsprang en religion med læresætninger der var dels kristne, dels hedenske. Det kunne næppe have været anderledes, for kejserens mål var at opnå religiøs pluralisme, ikke at finde frem til en religiøs sandhed. Han var jo trods alt hersker over et hedensk rige. For at gøre begge religiøse lejre tilpas var han „bevidst flertydig i sine gerninger og sin magtudøvelse generelt“, skriver en historiker.

Konstantin erklærede sig som forkæmper for kristendommen, men fortsatte med at stå med det ene ben i hedenskabet. Han praktiserede for eksempel astrologi og spådomskunst — okkulte handlinger der fordømmes i Bibelen. (5 Mosebog 18:10-12) På Konstantinbuen i Rom kan man se ham bringe ofre til hedenske guddomme. Han blev ved med at ære solguden ved at lade præge mønter med billeder af denne gud og fremme dyrkelsen af ham. Senere i livet gav Konstantin også tilladelse til at en lille by i Umbrien, Italien, opførte et tempel til ham selv og hans familie, og til at udnævne præster som skulle tjene der.

Konstantin udsatte sin „kristne“ dåb til han lå på sit dødsleje i 337. Mange historikere mener at det skyldtes at han ville bibeholde politisk støtte fra både kristne og hedenske grupper i sit imperium. Hans livsførelse og det at han lod sig døbe så sent i livet, rejser bestemt tvivl om oprigtigheden af hans tro på Kristus. Én ting er dog sikker: Den kirke Konstantin legaliserede, blev en politisk og religiøs magtfaktor, en der vendte Kristus ryggen og lod sig inddrage i verdens anliggender. Men Jesus havde sagt om sine disciple: „De [er ikke] en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:14) Fra denne kirke — som nu var verdslig — udsprang utallige trosretninger.

Hvilken betydning har alt dette for os? Det betyder at vi ikke blindt bør tro på kirkernes læresætninger, men undersøge dem i lyset af Bibelen. — 1 Johannes 4:1.