Den Vatikanske Kodeks — hvorfor så værdifuld?

VATIKANET er et sandt skatkammer! Dets freskoer, skulpturer og arkitektur lovprises for deres uforlignelige skønhed. Dog har det i mange hundrede år været vanskeligt at få adgang til en af dets største skatte. I Det Vatikanske Bibliotek findes et værdifuldt håndskrift som blev fremstillet for mere end tusind år siden, og som kaster lys over flere dele af Guds ord. Det er Den Vatikanske Kodeks. *

To andre tidlige bibelhåndskrifter som sættes højt af forskerne, er Codex Alexandrinus og Codex Sinaiticus. Mens der knytter sig spændende beretninger til dem om hvordan de blev fundet og reddet fra tilintetgørelse, fortaber oprindelsen til Den Vatikanske Kodeks sig i det dunkle.

En skjult skat

Hvor stammer Den Vatikanske Kodeks fra? Første gang man støder på den, er i en fortegnelse fra det 15. århundrede over bøgerne i Det Vatikanske Bibliotek. Flere forskere mener at kodeksen stammer fra Ægypten, men også Kæsarea og selv Rom er nævnt. Efter at have vurderet disse teorier er professor James Neville Birdsall fra universitetet i Birmingham, England, kommet til følgende slutning: „Kort sagt kan vi ikke med sikkerhed fastslå hvor og hvornår Codex Vaticanus er blevet til, og trods forskernes anstrengelser er det heller ikke muligt at spore kodeksens historie længere tilbage end til det 15. århundrede.“ Ikke desto mindre har man kaldt Den Vatikanske Kodeks for et af de betydeligste bibelhåndskrifter der findes. Hvorfor?

Igennem de hundreder af år hvori bibelteksten er blevet afskrevet, er der sket fejl ved afskrivningen. Når Bibelen senere skulle oversættes, har det derfor været en udfordring for oversætterne at finde pålidelige håndskrifter som har gengivet det der stod i de oprindelige skrifter. Man kan således forestille sig hvor ivrige forskerne har været efter at studere Den Vatikanske Kodeks, som er et græsk håndskrift der dateres til det fjerde århundrede efter vor tidsregning, det vil sige mindre end 300 år efter at Bibelen var fuldført! Denne kodeks indeholder nemlig den komplette tekst til De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter på nær nogle få dele som er gået tabt i tidens løb.

De vatikanske myndigheder har imidlertid i lang tid tøvet med at gøre håndskriftet tilgængeligt for bibeloversættere. Den kendte tekstforsker Sir Frederic Kenyon fortæller: „I 1843 fik [tekstkritikeren og -udgiveren Konstantin von] Tischendorf, efter at have ventet i adskillige måneder, tilladelse til at se det i seks timer . . . I 1845 fik den engelske bibelforsker Tregelles tilladelse til at se det, men ikke til at afskrive et eneste ord.“ Tischendorf ansøgte om at måtte se kodeksen igen, men blev nægtet tilladelse efter at have afskrevet 20 sider. Men, som Kenyon fortæller, „en fornyet ansøgning skaffede ham yderligere seks dages studium, så han i alt fik fjorten dage på  hver tre timer; og ved at udnytte tiden kunne Tischendorf i 1867 offentliggøre den mest fuldkomne udgave af håndskriftet man indtil da havde set.“ Vatikanet offentliggjorde senere en bedre kopi af kodeksen.

’Omhyggeligt bevaret’

Hvilken slags tekst indeholdt Den Vatikanske Kodeks? The Oxford Illustrated History of the Bible siger at den „vidner om både konsekvens i stavemåden og nøjagtighed ved afskrivningen, og at teksten således må siges at være gengivet med den største omhu“. Og samme værk siger videre: „Det er således muligt at fastslå at denne tekst er et produkt af en professionel afskrivertradition.“

To kendte bibelforskere, B.F. Westcott og F.J.A. Hort, lagde mærke til Den Vatikanske Kodeks og dens fortrin, og deres New Testament in the Original Greek, der udkom i 1881, er baseret på denne kodeks og på Det Sinaitiske Håndskrift. Den tekst de udarbejdede, er stadig det vigtigste tekstgrundlag for flere nutidige oversættelser af De Kristne Græske Skrifter, deriblandt The Emphasised Bible af J.B. Rotherham og New World Translation.

Nogle bibelkritikere har imidlertid ment at Westcott og Horts tillid til Den Vatikanske Kodeks ikke var berettiget. Havde man virkelig her en nøjagtig gengivelse af den oprindelige tekst? Offentliggørelsen af Bodmer-papyrusserne i årene 1956 til 1961 vakte forskernes interesse fordi disse papyrusser indeholdt dele af Lukas- og Johannesevangelierne, som stammede fra begyndelsen af det tredje århundrede. Støttede disse papyrusser det der senere stod i Den Vatikanske Kodeks?

„Der er en bemærkelsesværdig lighed mellem teksten i Codex Vaticanus og den tekst vi finder i Bodmer-papyrusserne,“ skriver Philip B. Payne og Paul Canart i Novum Testamentum. „I betragtning af denne lighed er det rimeligt at slutte at den afskriver der oprindelig skrev Vaticanus, skrev af efter et håndskrift der lå Bodmer-papyrusserne meget nær. Afskriveren må derfor have skrevet af efter et meget gammelt håndskrift eller et der var baseret på et meget gammelt håndskrift.“ Professor Birdsall siger: „De to håndskrifter er nært forbundne. . . . [Kodeksen] indeholder en tekst der er afskrevet med stor omhu: Den redigering der ligger til grund for den, vidner om en tradition der har lagt vægt på omhyggeligt at bevare det man har modtaget.“

Nyttig for oversættere

Nu er det ikke altid det ældste håndskrift der ligger originalen nærmest. Men når tekstforskerne har skullet afgøre hvad der stod i originalen, har det været en stor hjælp for dem at sammenligne Det Vatikanske Håndskrift med andre håndskrifter. I den eksisterende del af Det Sinaitiske Håndskrift, som også er fra det fjerde århundrede, mangler for eksempel de fleste af de historiske bøger fra Første Mosebog til Første Krønikebog. Men den omstændighed at de findes i Det Vatikanske Håndskrift bekræfter at de hører med til den bibelske kanon.

Ifølge The Oxford Illustrated History of the Bible har der blandt de lærde hersket strid om „visse passager angående Kristi person og den hellige treenighed“. Hvordan har Den Vatikanske Kodeks været en hjælp til at få klarhed over disse passager?

Her er et eksempel. Ifølge Johannes 3:13 sagde Jesus: „Ingen [er] steget op til himmelen undtagen han som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen.“ Nogle oversættere har efter „Menneskesønnen“ tilføjet ordene „som er i himmelen“ og antyder dermed at Jesus var i himmelen og på jorden samtidig — en tanke der støtter treenighedslæren. Denne tilføjelse findes i nogle få håndskrifter fra det femte og tiende århundrede. Men den omstændighed at den ikke findes i Det Vatikanske og Det Sinaitiske Håndskrift, som er tidligere, har fået mange nutidige oversættere til at udelade den, og dermed er der skabt klarhed over hvem Kristus er, en forståelse som stemmer med de øvrige bibelske skrifter. I stedet for at være to steder på én gang forstår  man at Jesus var kommet fra himmelen og snart ville vende tilbage til himmelen, idet han ville ’stige op’ til sin Fader. — Johannes 20:17.

Den Vatikanske Kodeks kaster også lys over nogle vers der fortæller om Guds hensigt med jorden. For eksempel profeterede apostelen Peter ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1948 at „jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op“. (2 Peter 3:10) Andre oversættelser siger noget tilsvarende, idet de baserer deres oversættelse på Den Alexandrinske Kodeks fra det femte århundrede og senere håndskrifter. Mange bibellæsere har således fået den opfattelse at Gud vil ødelægge jorden.

Men omkring et århundrede før Den Alexandrinske Kodeks havde Den Vatikanske Kodeks (og Det Sinaitiske Håndskrift fra samme tid) ordlyden „jorden og værkerne på den vil blive afdækket“. Stemmer denne ordlyd med hvad der ellers siges i Bibelen? Ja, det gør den. Den bogstavelige jordklode „skal aldrig i evighed rokkes“. (Salme 104:5) Hvordan vil jorden da blive „afdækket“? Andre skriftsteder viser at udtrykket „jorden“ ofte bruges billedligt. „Jorden“ kan tale et sprog og synge sange. (1 Mosebog 11:1; Salme 96:1) Det vil sige at ordet „jorden“ kan bruges om menneskene eller menneskesamfundet på den. Er det ikke dejligt at vide at Gud ikke vil ødelægge vor planet, men vil afsløre og gøre ende på al ondskab og dem der er årsag til den?

„Guds ord vil bestå evindelig“

Det var beklageligt at der var lukket for adgangen til at se Den Vatikanske Kodeks i århundreder, og at den sande betydning af visse skriftsteder således blev forholdt bibellæserne. Men siden offentliggørelsen af Den Vatikanske Kodeks og fremkomsten af nutidige, pålidelige bibeloversættelser er sandhedssøgende mennesker blevet hjulpet til at se hvad Bibelen virkelig lærer.

Tidlige afskrivere af bibelteksten sluttede ofte det de havde afskrevet, med ordene: „Den hånd der skrev [dette], hensmuldrer i graven, men det den skrev, bliver stående.“ Vi værdsætter i høj grad disse anonyme afskriveres utrættelige arbejde. Men æren for Bibelens bevarelse går i sidste ende til dens Forfatter, som for lang tid siden inspirerede sin profet til at skrive: „Det grønne græs er tørret ind, blomsten er visnet; men vor Guds ord vil bestå evindelig.“ — Esajas 40:8.

[Fodnote]

[Ramme på side 20]

Dateringen af gamle håndskrifter

Nogle afskrivere angav datoen for fuldførelsen af deres afskrift, men denne oplysning mangler dog i de fleste græske håndskrifter. Hvordan afgør man så hvornår et bibelhåndskrift er fremstillet? Ligesom der er forskel på sproget og de kunstneriske frembringelser fra generation til generation, er der også forskel på håndskriften. For eksempel brugte man uncialskriften (store bogstaver med afrundede hjørner) og ensartede tekstlinjer fra det fjerde århundrede og fremefter i nogle hundrede år. Forskere der sammenligner udaterede uncialhåndskrifter med lignende dokumenter som er daterede, kan temmelig nøjagtigt sige hvornår et tidligt håndskrift er blevet til.

Denne metode har naturligvis sine begrænsninger. Professor ved Princetons teologiske seminarium Bruce Metzger siger for eksempel: „Eftersom en persons håndskrift ikke ændrer sig nævneværdigt livet igennem, er det urealistisk at datere et håndskrift nærmere end plus/​minus 50 år.“ Baseret på en omhyggelig analyse er der almindelig enighed blandt de lærde om at Den Vatikanske Kodeks er blevet til i det fjerde århundrede.