Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et brev fra Rusland

Skattejagt i de gyldne Altajbjerge

Skattejagt i de gyldne Altajbjerge

DET er en flot dag i maj i republikken Altaj — en region i det sydvestlige hjørne af Sibirien der er kendt for sin betagende skønhed. Fra vores vindue kan vi se en bred stribe mørk nåleskov, og bagved i det fjerne rejser der sig nogle majestætiske bjerge med snedækkede tinder. I dette bjergrige, afsidesliggende land bor altajerne — et asiatisk folk der har sit eget sprog. Deres hjem er Altajbjergene, et navn der er baseret på et tyrkisk-mongolsk ord der betyder „gylden“.

For nogle få år siden begyndte min kone og jeg at lære russisk tegnsprog og at besøge tegnsprogsmenigheder og små grupper af Jehovas Vidner som er døve. I dette land har over 100 etniske grupper og 70 forskellige kulturer et fælles talesprog, russisk. De døve iblandt os har imidlertid et helt andet sprog, russisk tegnsprog. De har deres helt egen sammentømrede kultur, og mange af dem vi møder, vil meget gerne fortælle om deres baggrund og vise os gæstfrihed. Det gælder også i Altaj.

I byen Gorno-Altajsk finder vi ud af at der bor nogle få døve i en lille landsby 250 kilometer borte. Der bor godt nok nogle få Jehovas Vidner i landsbyen, men ingen af dem kan tegnsprog. Vi vil meget gerne hjælpe disse døve altajer og beslutter at køre ud for at finde dem. Vores begejstring smitter af på Jurij og Tatjana, et døvt ægtepar der indvilliger i at tage med os. Vi tager tegnsprogsdvd’er og en dvd-afspiller med i vores minibus. Desuden medbringer vi en stor termoflaske, rugbrødssandwich med røget pølse og nybagte pirogger — lækre russiske dejpakker fyldt med kål og kartofler. Til sidst sprayer vi os selv, vores tøj og vores sko grundigt med et middel mod skovflåter eftersom flåtbåret hjernebetændelse er almindeligt udbredt i området.

Den vej vi kører ad, snor sig gennem storslåede bjerglandskaber. Duften af jasmin og syren fylder luften. Det virker oplivende. Vi glæder os over synet af en flok sibiriske kronhjorte der går og græsser i ro og mag. Altajernes bebyggelser består af klynger af træhuse med pæne bliktage. Ved siden af mange af husene står der en træhytte kaldet ail, som regel en sekskantet hytte med kegleformet tag. Nogle af dem minder om indianertelte der er belagt med bark. Mange altajer bor i deres ail fra maj til september og flytter så ind i huset om efteråret og vinteren.

I landsbyen bliver vi budt hjertelig velkommen af de lokale Jehovas Vidner, som viser os vej til et døvt altaisk ægtepar. De er glade for at se os og er nysgerrige efter at vide hvor vi kommer fra, og hvad vi laver. Det viser sig at de har en computer, så da vi tager en dvd frem, insisterer de på at afspille den. Straks ophører al samtale; det er som om vi slet ikke er til stede. Deres blik er fæstnet til skærmen, og indimellem gentager de nogle af de tegn de ser på dvd’en, og nikker anerkendende. Med besvær får vi igen deres opmærksomhed så vi kan stoppe dvd’en og gå tilbage til indledningen, der skildrer et smukt paradis på jorden. Ved et af billederne trykker vi på pauseknappen og drøfter hvad Gud vil gøre for menneskene, og hvem der kan komme til at leve evigt under sådanne forhold. Det er opmuntrende at mærke deres interesse, og da vi skal til at gå, fortæller de os om et døvt ægtepar der bor i en anden landsby nogle få timers kørsel derfra.

Vi fortsætter turen og kører gennem et betagende bjergpas der skærer sig dybt ind i bjergene, og følger serpentinevejen til en meget mindre landsby. Dér finder vi den døve familie — manden, konen, konens mor og parrets lille søn — som glæder sig over at få uventede gæster. Vi træder ind gennem den lille dør til deres ail, som dufter dejligt af træ og kærnemælk. I toppen af det kegleformede tag er der et rundt hul hvor lyset kan slippe ind. I et af hjørnerne står der et hvidkalket stenkomfur, og væggene er beklædt med røde tæpper. Parret byder på en altaisk ret — små friturestegte boller og te i små asiatiske skåle. Vi spørger dem om de nogen sinde har tænkt på om man kan blive Guds ven. De tænker over spørgsmålet. Konens mor fortæller at hun som barn engang bragte noget mad op til et sted i bjergene som et offer til guderne. „Jeg ved egentlig ikke hvorfor,“ siger hun med et smil og trækker på skuldrene. „Det var bare skik og brug.“

Vi viser en dvd om emnet, og deres ansigter lyser op. De vil meget gerne fortsætte drøftelsen, men hvordan? Normalt er det let at holde kontakten med døve ved hjælp af sms’er, men der er ikke en eneste mobiltelefonmast i området. Vi lover derfor at skrive til dem pr. brev.

Solen er allerede ved at gå ned da vi tager en varm afsked med dem og begiver os den lange vej tilbage til Gorno-Altajsk, trætte men glade. Nogen tid senere spørger vi de lokale Jehovas Vidner om hvordan det går med familien. Vi får at vide at manden hver anden uge tager til en større by, hvor han studerer Bibelen og overværer et møde med hjælp fra en lokal søster som kan tegnsprog. Hvor er vi glade for at vores bestræbelser bar frugt!

Vores søgen efter døve der er retsindige, kan sammenlignes med at lede efter skjulte skatte langt inde i bjergene. Mange timers søgen belønnes når vi finder en skjult juvel, som ved et tilfælde. I vores øjne vil Altajbjergene altid bringe gyldne minder om de sandhedssøgende mennesker vi mødte mellem de forrevne bjerge.