Jeg er født i Riga, hovedstaden i Letland. Min søster og jeg voksede op hos vores mor. Min mor er katolik, men vi gik kun i kirke ved de religiøse højtider. Jeg har altid troet på en højere magt, men som ung var der så meget andet der optog mig.

Under min opvækst lagde min mor mærke til at jeg var dygtig til at skille ting ad og samle dem igen. Eftersom der var meget i huset som kunne skilles ad, var hun altid bekymret når jeg var alene hjemme. Så hun forærede mig et byggesæt i metal, som jeg elskede at samle og skille ad. Den interesse gik godt i spand med en anden af mine lidenskaber — motorcykler. Min mor meldte mig til et racerløb der hed Zelta Mopēds (Den Gyldne Knallert). Først kørte jeg racerløb på knallerter, siden hen på motorcykler.

Jeg var lærenem og fik snart stor succes inden for denne hurtige og farlige sport. Tre gange vandt jeg det lettiske mesterskab i forskellige motorcykelklasser, og to gange vandt jeg det baltiske mesterskab.

Da jeg var på toppen af min karriere, kom min kæreste, Evija, som jeg senere blev gift med, i kontakt med Jehovas Vidner. Hun havde fundet noget af deres litteratur som indeholdt en kupon man kunne indsende hvis man ville have et bibelstudium. Hun udfyldte den og sendte den. Kort efter blev hun besøgt af to Jehovas Vidner, og hun begyndte at studere Bibelen sammen med dem. Det var helt i orden for mig, men på det tidspunkt var jeg ikke selv særlig interesseret i åndelige spørgsmål.

En dag spurgte Vidnerne om jeg havde lyst til at sidde og lytte mens de og Evija studerede Bibelen sammen. Det sagde jeg ja til, og jeg kunne godt lide det jeg hørte. Noget der især gjorde indtryk på mig, var Bibelens løfte om  et paradis på jorden. De viste mig for eksempel denne passage i Salme 37:10, 11: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ Det løfte tiltalte mig meget.

Jeg fik større og større interesse for åndelige spørgsmål. Det gik efterhånden op for mig at der fandtes mange religiøse løgne, og at Bibelens lære var meget logisk og klar.

Gennem mit fortsatte studium af Bibelen lærte jeg hvor højt Jehova sætter livet, og hvor dyrebart det er i hans øjne. (Salme 36:9) Det fik indflydelse på mit engagement i racerløb — jeg ønskede ikke længere at sætte livet på spil. Jeg ville hellere bruge mit liv til ære for Jehova. Berømmelsen, æren og spændingen ved at deltage i motorcykelløb betød ikke længere noget for mig.

I 1996 var jeg til et af Jehovas Vidners internationale stævner i Tallinn, Estland, ikke langt fra det sted hvor jeg ofte havde kørt racerløb. Ved dette stævne så jeg mennesker fra forskellige lande forsamlet i fred og harmoni. Da et kvindeligt Jehovas Vidne mistede sin taske på stævnepladsen, troede jeg ikke at hun nogen sinde ville få den at se igen. Men kort efter fandt et andet Jehovas Vidne tasken, og hun afleverede den med hele indholdet. Jeg var fuldstændig målløs! Nu kunne jeg se at Vidnerne virkelig lever efter Bibelens høje normer. Evija og jeg fortsatte med at gøre åndelige fremskridt, og i 1997 blev vi døbt som Jehovas Vidner.

Nogle af mine venner er døde på grund af deres vilde og farlige motorcykelliv. Mit studium af Bibelen hjalp mig til at indse at jeg står Jehova, livets Giver, til ansvar. Den erkendelse har uden tvivl reddet mit liv.

Evija og jeg havde i fire år den forret at tjene på heltidsbasis på Jehovas Vidners afdelingskontor i Riga. I dag glæder vi os over at tage os af vores lille datter, Alise, og hjælpe hende til at få kærlighed til Jehova. Jeg har også det privilegium at tilbringe en dag om ugen med at reparere biler og andre ting for dem der tjener på oversættelseskontoret. Jeg er rigtig glad for at jeg kan gøre god brug af de færdigheder jeg lærte som barn. Ja, jeg skiller stadig ting ad og samler dem igen!

Jeg er meget glad for at kunne forkynde om den eneste sande Gud sammen med min familie — takket være det jeg har lært ud fra Bibelen. Løftet om et paradis på jorden ændrede mit liv!