Gå direkte til indholdet

Små sedler under vaskemaskinen

Små sedler under vaskemaskinen

 Zarina blev døbt som et af Jehovas Vidner og vendte efterfølgende tilbage fra Rusland til sit hjemland i Centralasien. Hun var besluttet på at hendes to døtre skulle lære om hendes tro. På grund af hendes økonomiske situation måtte hun dele en etværelseslejlighed med sine forældre og sin bror og svigerinde. Forældrene forbød Zarina at undervise børnene i sandheden fra Bibelen, og de sagde også til børnene at de ikke måtte tale med deres mor om hendes tro.

 Zarina tænkte grundigt over hvordan hun kunne lære sine piger om Jehova. (Ordsprogene 1:8) Hun bad inderligt til Jehova om hjælp og visdom og handlede i overensstemmelse med sine bønner – hun begyndte at gå ture med sine døtre og tale med dem om det smukke skaberværk. Disse små ture gjorde at pigerne blev nysgerrige og ønskede at vide mere om Skaberen.

 Efterfølgende udviklede Zarina en metode som hjalp hende til at lære sine piger mere ud fra bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? a Hun skrev paragraffer og spørgsmål fra bogen ned ord for ord på små stykker papir. Hun tilføjede også selv nogle sætninger for at hjælpe sine døtre til at få en bedre forståelse af det der stod. Derefter gemte hun sedlerne sammen med en blyant under vaskemaskinen på badeværelset. Når døtrene var på badeværelset, læste de så paragrafferne og skrev deres egne svar ned.

 Ved hjælp af denne metode nåede Zarina at studere to kapitler i bogen Hvad Bibelen lærer med sine døtre inden de tre fandt et andet sted at bo. I deres nye hjem kunne hun frit opdrage sine børn som hun ville. I oktober 2016 blev begge piger døbt, og de er meget taknemmelige for at deres mor på en klog og forsigtig måde havde været i stand til at lære dem sandheden om Gud.

a Mange bruger nu bogen Et håb om en lys fremtid