Gå direkte til indholdet

17. JUNI 2015
NEPAL

Jehovas Vidner koordinerer international nødhjælp til jordskælvsofre i Nepal

Jehovas Vidner koordinerer international nødhjælp til jordskælvsofre i Nepal

KATHMANDU, Nepal – Jehovas Vidner fra Bangladesh, Indien, Japan, Schweiz, Tyskland og USA koordinerer hjælpen til ofrene for det ødelæggende jordskælv der ramte Nepal den 25. april 2015, og som dræbte tusinder, deriblandt et Jehovas Vidne og hendes to børn. Et andet jordskælv ramte Nepal den 12. maj 2015. Det er dog blevet bekræftet at ingen Jehovas Vidner led større personskade eller skade på ejendom, og der var heller ingen af dem der mistede livet i det sidste jordskælv.

Jehovas Vidner laver mad til trosfæller og andre jordskælvsofre to gange om dagen.

Dagen efter det første jordskælv besøgte repræsentanter for Jehovas Vidners kontor i Nepal alle menigheder i Kathmandudalen, et område der blev hårdt ramt af skælvet, for at vurdere hvad ofrene havde behov for. Jordskælvet havde ødelagt 38 af Jehovas Vidners private hjem, og 126 var blevet beskadiget. De der måtte forlade deres hjem, fik husly hos deres trosfæller, i deres mødesale der kaldes rigssale, og i telte der blev sat op i åbne områder. Kontoret i Nepal gik også i gang med at sørge for mad, som snart blev suppleret med forsyninger fra Bangladesh og Indien samt de nepalesiske byer Birganj, Byas, Mahendranagar og Pokhara. En nødhjælpskomité samarbejder med frivillige Jehovas Vidner fra Indien, Japan og Nepal om at sørge for midlertidigt husly.

Frivillige fra Jehovas Vidners kontor i Nepal opmagasinerer nødhjælpsforsyninger som er ankommet fra byen Birganj i Nepal.

En talsmand for Jehovas Vidner i Nepal, Reuben Thapaliya, udtaler: “Vi er ikke kun bekymrede for ofrenes fysiske behov, men også for deres åndelige velbefindende. Samtidig med at vi sørger for mad, vand og husly, har vi også sørget for at man kan få besøg af trosfæller der kan give åndelig hjælp og støtte.” En repræsentant fra Jehovas Vidners Hovedkontor, Gary Breaux, rejste gennem det berørte område fra 2. til 5. maj 2015 og besøgte menigheder og familier. Den 4. maj 2015 holdt bror Breaux et foredrag ved et særligt bibelsk arrangement der blev transmitteret direkte til andre menigheder i området. Derudover ankom Kenji Chichii den 5. maj 2015 som repræsentant for Jehovas Vidners Afdelingskontor i Japan. Han besøgte også familier i området og holdt opmuntrende, bibelske foredrag.

Gary Breaux (til højre), en repræsentant fra Jehovas Vidners Hovedkontor, besigtiger skaderne på et hus.

Jehovas Vidners Afdelingskontor i Tyskland samlede et lægeteam bestående af en narkoselæge, en kirurg, en sygeplejerske og en paramediciner. Udstyret med lægemidler som trosfæller fra Bangladesh, Indien og Japan havde sørget for, såvel som mobilt udstyr til operation og intensiv behandling samarbejdede dette team fra Europa med nødhjælpskomitéen i Nepal om at behandle patienter i rigssale i jordskælvsområdet.

Nødhjælpsteamet har base i en rigssal i Kathmandu hvor ofre der er Jehovas Vidner, kan få mad og husly.

J.R. Brown, der er international talsmand for Jehovas Vidner, siger: “Vores nødhjælp fortsætter fordi vi erkender at ofre for katastrofer har brug for mere end blot at komme sig rent fysisk. Vores trosfæller og andre jordskælvsofre i Nepal kan være sikre på at vi både vil hjælpe dem åndeligt og materielt. Vi bliver ved med at tænke på dem og bede for dem.”

Presseansvarlige:

Internationalt: J.R. Brown, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000

Japan: Ichiki Matsunaga, tlf. +81 46 233 0005

Nepal: Reuben Thapaliya, tlf. +977 9813469616

Tyskland: Wolfram Slupina, tlf. +49 6483 41 3110