Gå direkte til indholdet

Bygningen hvor Højesteretten holdt de mundtlige høringer

18. DECEMBER 2019
SVERIGE

Sverige fastslår at Jehovas Vidner er et trossamfund der bidrager positivt til samfundet

Sverige fastslår at Jehovas Vidner er et trossamfund der bidrager positivt til samfundet

Siden 1. januar 2000 har den svenske regering givet økonomisk støtte til religiøse organisationer, hvilket er baseret på “Lov (1999:932) om støtte til trossamfund”. Denne støtte gives kun til et trossamfund som “bidrager til at opretholde og styrke de grundlæggende værdier som samfundet hviler på”, og som “er stabilt og bidrager positivt til samfundet”.

Sverige har godkendt at give støtte til de fleste religioner, men fra 2007 har regeringen op til flere gange afslået at give støtte til Jehovas Vidner og kritiseret vores religiøse overbevisning og politiske neutralitet.

Vores trosfæller fandt ingen anden mulighed end at bringe det for en domstol. Så ved tre forskellige lejligheder var brødrene i retten mod de svenske myndigheder. Hver gang lød afgørelsen fra Højesteretten at regeringen brød loven ved at nægte vores organisation støtte, og at sagen skulle genoptages.

Til sidst, den 24. oktober 2019, valgte de svenske myndigheder at ændre deres afgørelse og sagde at Jehovas Vidner “opfylder alle de juridiske krav” til statsstøtte.

Det samme spørgsmål blev for nylig rejst i Norge, hvor myndighederne rutinemæssigt har givet tilskud til alle trossamfund, også Jehovas Vidner. Men for nogle måneder siden blev myndighederne bedt om at revurdere grundlaget for at give støtte til Jehovas Vidner på grund af vores politiske neutralitet. Vores brødre har derfor givet de norske myndigheder nøjagtig information om vores syn på politik og årsagen til at vi er neutrale. De gjorde også myndighederne opmærksomme på den positive afgørelse der blev truffet i Højesteretten i Sverige, samt lignende sager der er blevet behandlet ved domstole og andre instanser i Italien og Tyskland.

Vi er glade for at de norske myndigheder den 18. november 2019 besluttede at Jehovas Vidner fortsat skal modtage statsstøtte. I afgørelsen lød det: “Det at stemme ved valg er en grundlæggende rettighed for norske borgere, men ikke en pligt. At afstå fra denne rettighed er åbenbart en del af Jehovas Vidners trosgrundlag ... [men de norske myndigheder] kan ikke se at dette ... giver et juridisk holdbart grundlag for at trække statsstøtten tilbage.”

Bror Dag-Erik Kristoffersen fra Afdelingskontoret i Skandinavien siger om disse afgørelser: “Vi er glade for at blive anerkendt som en positiv kraft i samfundet. Vi håber at andre lande som har lignende ordninger, vil lægge mærke til denne afgørelse.” Frem for alt takker vi Jehova, den højeste Lovgiver. – Esajas 33:22.