Gå direkte til indholdet

Melody Iwuchukwu på seks år leder et bibelstudie på Zoom med tre af sine klassekammerater

7. DECEMBER 2020
USA

Børn der forkynder under pandemi

Børn der forkynder under pandemi

Mike Iwuchukwu hørte den velkendte lyd af sin datter, Melody, der løb ned ad trapperne i sit spisefrikvarter fra fjernundervisningen. Han besluttede at finde ud af hvorfor hans seksårige datter havde så meget fart på, og regnede med at hun ville sidde og spise eller lege med sit legetøj. Men det han så, overraskede ham.

“Hun sad med sin computer og Min bog om Bibelen og forkyndte for tre af sine klassekammerater,” siger Mike. “Melody sagde til mig: ‘Jeg er ved at studere med dem, far!’”

Siden september 2020, da Melodys skole i Houston, Texas, begyndte på fjernundervisning på grund af coronapandemien, har hun haft som mål at oprette et bibelstudie. Så hun bad til Jehova og var opmærksom på om der opstod en mulighed.

Melodys forældre, Mike og Octavia, er utroligt stolte af deres datter. Mike siger: “Melody fortæller tit sine klassekammerater om Jehova. Men ligefrem se hende sidde og lede et bibelstudie – det var virkelig rørende!”

Melody studerer stadig med sine klassekammerater. Hun fortæller: “Indtil videre har jeg lært dem om Paradiset og Jesus. Jeg vil gerne have de bliver Jehovas Vidner!”

Samuel Molnar på ni år, der bor i Ingleside i Illinois, har også forkyndt for andre.

Efter at have hørt om en bror der havde forkyndt for en nabo over hegnet, besluttede Samuel sig for at prøve det samme. Da han så naboens barnebarn lege i haven på den anden side af hegnet, spurgte han ham om han havde lyst til at høre om Paradiset. Det ville han gerne, så Samuel løb ind for at hente sin bibelhistoriebog.

Samuel Molnar på ni år med sin bibelhistoriebog

Samuel siger: “Jeg fortalte ham at i fremtiden vil han kunne lege med dyrene uden at skulle være bange for dem. Jeg læste også historien om Daniel i løvekulen for ham.”

Men Samuel gjorde også noget andet. Han sendte et brev til drengen hvor han fortalte om de aktiviteter og videoer der er på jw.org. De to drenge aftalte at læse en ny bibelhistorie sammen næste gang de mødes.

Samuel er meget glad for sin oplevelse og arbejder nu på at nå sit næste mål. “Jeg vil gerne vide hvad der står i alle folderne i Forkynderens værktøjskasse, så jeg kan bruge dem når jeg forkynder for andre,” siger han.

Tre unge søstre i Houston nåede for nylig deres mål om at være hjælpepionerer i deres sommerferie.

I august måned mødtes Joselyn Horta på 13, Melanie Alvarez på 12 og Chloe Rodriguez på 10 via videoopkald for at skrive breve. Det gjorde de op til fem gange om ugen og endda fra klokken syv om morgenen.

Søster Chloe Rodriguez (nederst til venstre), søster Melanie Alvarez (øverst til venstre) og søster Joselyn Horta (til højre)

“Vi snakkede og spiste sammen,” fortæller Joselyn, “og klokken halv otte begyndte vi så at skrive breve.” Nogle gange skete det at en af dem sov over sig. Men så sendte de to andre søde beskeder hvor der stod: “Godmorgen! Tid til at stå op! Vi skal i tjenesten!”

Pigernes flittige indsats havde ikke kun en god indvirkning på dem selv, men også på deres venner og familie. Joselyns mor, Alicia, siger: “Nogle gange følte jeg ikke at jeg havde overskud til at være med i tjenesten. Men når jeg så Joselyn sidde dér og skrive breve, tænkte jeg: ‘Jeg vil også være med i forkyndelsen!’”

Jehovas hjerte glæder sig over alle de trofaste børn og unge der gør alt hvad de kan, i tjenesten under den her pandemi. – Ordsprogene 27:11.