Gå direkte til indholdet

Hvem eller hvad er “Alfa og Omega”?

Hvem eller hvad er “Alfa og Omega”?

Hvad Bibelen siger

 “Alfa og Omega” sigter til Jehova Gud, den Almægtige. Udtrykket nævnes tre gange i Bibelen. – Åbenbaringen 1:8; 21:6; 22:13. a

Hvorfor kalder Gud sig selv “Alfa og Omega”?

 Alfa og Omega er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet, det sprog som den del af Bibelen der almindeligvis bliver kaldt Det Nye Testamente, er skrevet på, og som også indeholder Åbenbaringens Bog. Den plads disse to bogstaver har i det græske alfabet, viser at Jehova alene er begyndelsen og enden. (Åbenbaringen 21:6) Han var den Almægtige Gud i den evige fortid, og han vil for evigt blive ved med at være den Almægtige Gud. Han er den eneste der er “fra evighed til evighed”. – Salme 90:2.

Hvem er “den første og den sidste”?

 Bibelen bruger dette udtryk både om Jehova Gud og om hans Søn, Jesus, men det har forskellige betydninger. Tænk over disse to eksempler.

  •   I Esajas 44:6 siger Jehova: “Jeg er den første, og jeg er den sidste. Der er ingen anden Gud end mig.” Her understreger Jehova at han er den evige og sande Gud; ud over ham findes der ingen anden. (5. Mosebog 4:35, 39) I dette tilfælde har udtrykket “den første og den sidste” samme betydning som “Alfa og Omega”.

  •   Udtrykket “Den Første [protos, ikke alfa] og Den Sidste [eskhatos, ikke omega]” forekommer desuden i Åbenbaringen 1:17, 18 og i 2:8. Af sammenhængen i disse vers fremgår det at den der sigtes til, døde, men senere vendte tilbage til livet. Disse vers kan altså ikke sigte til Gud, for han har aldrig været død. (Habakkuk 1:12) Men Jesus døde og blev oprejst. (Apostlenes Gerninger 3:13-15) Han var det første menneske der blev oprejst til udødeligt åndeligt liv i himlen, hvor han nu lever “i al evighed”. (Åbenbaringen 1:18; Kolossenserne 1:18) Derefter er det Jesus der oprejser alle andre fra døden. (Johannes 6:40, 44) Han var altså den sidste der blev oprejst direkte af Jehova. (Apostlenes Gerninger 10:40) I den forstand kan Jesus med rette kaldes “Den Første og Den Sidste”.

Beviser Åbenbaringen 22:13 at Jesus er “Alfa og Omega”?

 Nej. Den der taler i Åbenbaringen 22:13, bliver ikke specifikt identificeret, og der er flere der taler i dette kapitel. Om denne del af Åbenbaringen har Professor William Barclay skrevet: “Tingene er ikke nedfældet i nogen indlysende rækkefølge; ... og det er ofte meget svært at vide hvem der taler.” (The Revelation of John, Volume 2, Revised Edition, side 223) Den “Alfa og Omega” der er tale om i Åbenbaringen 22:13, kan derfor udmærket være den samme som den der har denne titel de andre steder i Åbenbaringen – Jehova Gud.

a Et fjerde sted udtrykket forekommer, er i Åbenbaringen 1:11 i King James-oversættelsen af Bibelen. De fleste moderne oversættelser udelader udtrykket dette sted fordi det ikke findes i de ældste græske bibelhåndskrifter, men åbenbart blev føjet til senere afskrifter af Bibelen.