De usyrnede brøds fest, der kaldes påske: Strengt taget var påsken, som blev fejret den 14. nisan, adskilt fra de usyrnede brøds fest, som varede fra den 15. nisan til den 21. nisan. (3Mo 23:5, 6; 4Mo 28:16, 17; se Tillæg B15). Men på Jesus’ tid var disse to højtider blevet så nært knyttet at alle otte dage, også den 14. nisan, blev betragtet som en sammenhængende højtid. Josefus omtaler “en otte dage lang fest som kaldes de usyrnede brøds fest”. De begivenheder der beskrives i Lu 22:1-6, fandt sted den 12. nisan år 33 e.v.t. – Se Tillæg B12.

Iskariot: Betyder muligvis “mand fra Kerijjot”. Judas’ far, Simon, kaldes også “Iskariot”. (Joh 6:71) Navnet er almindeligvis blevet forstået sådan at Simon og Judas kom fra Kerijjot-Hesron i Juda. (Jos 15:25) Hvis det forholder sig sådan, var Judas den eneste judæer blandt de 12 apostle, resten var galilæere.

Iskariot: Se studienote til Mt 10:4.

tempelkommandanterne: Her står der bogstaveligt på græsk “kommandanterne”, men Lu 22:52 tilføjer ordet “tempel” for at vise hvilken slags kommandanter der var tale om. Ordet “tempel” er altså tilføjet for tydelighedens skyld. Det er kun Lukas der nævner disse myndighedspersoner. (ApG 4:1; 5:24, 26) De stod over tempelvagterne. De kan have været inddraget i samtalen med Judas for at give den planlagte arrestation af Jesus et lovligt skær.

sølvpenge: Bogst.: “sølv”, dvs. sølv anvendt som penge. Ifølge Mt 26:15 var der tale om et beløb på “30 sølvstykker”. Matthæus er den eneste evangelieskribent der oplyser det beløb Jesus blev forrådt for. Der er sandsynligvis tale om 30 sølvsekel der var fremstillet i Tyrus. Beløbet afslørede tydeligvis de øverste præsters foragt for Jesus, for ifølge Loven var det den pris man betalte for en træl. (2Mo 21:32) Noget lignende skete for profeten Zakarias da han bad de utro israelitter om at udbetale ham hans løn for hans profetiske gerning blandt Guds folk og de betalte ham “30 sølvstykker” og dermed viste at han i deres øjne ikke var mere værd end en træl. – Zak 11:12, 13.

De usyrnede brøds fest, der kaldes påske: Strengt taget var påsken, som blev fejret den 14. nisan, adskilt fra de usyrnede brøds fest, som varede fra den 15. nisan til den 21. nisan. (3Mo 23:5, 6; 4Mo 28:16, 17; se Tillæg B15). Men på Jesus’ tid var disse to højtider blevet så nært knyttet at alle otte dage, også den 14. nisan, blev betragtet som en sammenhængende højtid. Josefus omtaler “en otte dage lang fest som kaldes de usyrnede brøds fest”. De begivenheder der beskrives i Lu 22:1-6, fandt sted den 12. nisan år 33 e.v.t. – Se Tillæg B12.

Så kom den dag under de usyrnede brøds fest: Som nævnt i studienoten til Lu 22:1 var påsken (14. nisan) og de usyrnede brøds fest (15. til 21. nisan) på Jesus’ tid blevet så nært forbundet at alle otte dage, også den 14. nisan, nogle gange blev omtalt som “de usyrnede brøds fest”. (Se Tillæg B15). Dagen der nævnes her, henviser til den 14. nisan fordi der siges at det var dagen hvor påskeofret skulle bringes. (2Mo 12:6, 15, 17, 18; 3Mo 23:5; 5Mo 16:1-7) Det der bliver beskrevet i vers 7-13, fandt sandsynligvis sted om eftermiddagen den 13. nisan i forbindelse med forberedelserne til påskemåltidet om aftenen, dvs. efter solnedgang hvor den 14. nisan begyndte. – Se Tillæg B12.

Da tiden var inde: Dvs. om aftenen, hvor den 14. nisan begyndte. – Se Tillæg A7 og B12.

tog imod et bæger: Det bæger der nævnes, hørte med til at fejre påsken på Jesus’ tid. (Lu 22:15) Bibelen siger ikke noget om at der blev brugt vin i forbindelse med påsken i Egypten, og Jehova havde heller ikke befalet at der skulle bruges vin under højtiden. Den skik at byde flere bægre med vin rundt til dem der var til stede ved påskemåltidet, blev åbenbart indført senere. Jesus fordømte ikke brugen af vin under måltidet. Nej, han takkede Gud i bøn og drak så påskevinen sammen med sine apostle. Han gav dem senere et bæger med vin at drikke af da han indstiftede Herrens aftensmåltid. – Lu 22:20.

tog et brød ... brækkede det i stykker: De brød man almindeligvis spiste i oldtidens Mellemøsten, var flade og, hvis de var bagt uden surdej, sprøde. Der lå ikke nogen symbolsk betydning bag det at Jesus brækkede brødet i stykker, det var bare den normale måde at dele den type brød på. – Se studienote til Mt 14:19.

er et symbol på: Det græske ord estin (der bogstaveligt betyder “er”) har her betydningen “betegner; symboliserer; står for; skildrer”. Den betydning af ordet var indlysende for apostlene, for ved denne lejlighed var Jesus’ fuldkomne krop lige foran dem, og det var det usyrnede brød som de skulle til at spise, også. Derfor kunne brødet ikke have været hans bogstavelige krop. Det er værd at bemærke at det samme græske ord bruges i Mt 12:7, og her gengiver mange bibeloversættelser det med “betyder”.

tog et brød ... brækkede det i stykker: Se studienote til Mt 26:26.

er et symbol på: Se studienote til Mt 26:26.

aftensmåltidet: Henviser åbenbart til det påskemåltid som Jesus spiste sammen med sine disciple før han indstiftede Herrens aftensmåltid. Jesus fejrede altså påske i overensstemmelse med almindelig skik og brug dengang. Han hverken ændrede måltidet eller afkortede det for at indføre noget nyt. Som jøde overholdt han dermed Loven. Men da påsken var fejret efter forskrifterne i Moses’ Lov, kunne Jesus indføre et nyt aftensmåltid til minde om sin død, der ville finde sted den samme påskedag.

nye pagt i kraft af mit blod: Lukas er den eneste evangelieskribent der nævner at Jesus ved denne lejlighed refererede til ‘en ny pagt’, en hentydning til Jer 31:31. Den nye pagt, mellem Jehova og de salvede kristne, blev gjort gyldig ved Jesus’ offer. (He 8:10) Jesus bruger her udtrykkene “pagt” og “blod” ligesom Moses brugte dem da han optrådte som mellemmand og indstiftede Lovpagten med Israel på Sinaj Bjerg. (2Mo 24:8; He 9:19-21) Ligesom blod af tyre og geder gyldiggjorde Lovpagten mellem Gud og nationen Israel, gyldiggjorde Jesus’ blod den nye pagt som Jehova ville indgå med det åndelige Israel. Pagten trådte i kraft på pinsedagen år 33. – He 9:14, 15.

... udgydes for jer: Ordene fra midten af vers 19 (“som skal ofres ...”) til slutningen af vers 20 mangler i nogle håndskrifter, men eftersom de findes i tidlige pålidelige håndskrifter, er der stærke grunde til at medtage passagen her. – For flere oplysninger om hvordan gamle håndskrifter anvendes til at fastslå ægtheden af den græske tekst, se Tillæg A3.

Men se, den der forråder mig, er sammen med mig: Det der beskrives i vers 21-23, er åbenbart ikke i strengt kronologisk orden. En sammenligning af Mt 26:20-29 og Mr 14:17-25 med Joh 13:21-30 viser at Judas gik før Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid. Judas må have forladt de øvrige da Jesus roste dem for ‘at være blevet hos ham i hans prøvelser’, noget der ikke kunne passe på Judas; og han ville heller ikke være blevet taget med i ’pagten om et rige’. – Lu 22:28-30.

går bort: Ifølge nogle bibelkyndige er dette en eufemisme for det at dø.

velgørere: Det græske ord euergetes (“en der gør godt mod [andre]”) blev ofte brugt som en ærestitel man gav fyrster eller fremtrædende folk, især dem der var kendt for at bidrage til samfundet i form af gaver eller tjenester. De “der fører an” blandt Kristus’ disciple, bør ikke betragte sig selv som “velgørere”, nogle deres trosfæller på en eller anden måde står i gæld til, for de skal ikke være som herskerne i denne verden. – Lu 22:26.

den der fører an: Det græske ord hegeomai der bruges her, anvendes også i He 13:7, 17, 24 til at beskrive den opgave tilsynsmænd har i den kristne menighed.

tjener: Her bruges det græske udsagnsord diakoneo som er beslægtet med navneordet diakonos (en tjener), der bruges om en person der ydmygt og vedholdende betjener andre. Navneordet bruges om Kristus (Ro 15:8), om tjenere for Kristus der forkynder om ham, både mænd og kvinder (Ro 16:1; 1Kt 3:5-7; Kol 1:23), om menighedstjenere (Flp 1:1; 1Ti 3:8), om tjenere i en husholdning (Joh 2:5, 9) og om myndighedspersoner. – Ro 13:4.

tjener: Her bruges det græske udsagnsord diakoneo som er beslægtet med navneordet diakonos (en tjener), der bruges om en person der ydmygt og vedholdende betjener andre. Navneordet bruges om Kristus (Ro 15:8), om tjenere for Kristus der forkynder om ham, både mænd og kvinder (Ro 16:1; 1Kt 3:5-7; Kol 1:23), om menighedstjenere (Flp 1:1; 1Ti 3:8), om tjenere i en husholdning (Joh 2:5, 9) og om myndighedspersoner. – Ro 13:4.

serverer: Eller “tjener”. Det græske ord diakoneo forekommer to gange i dette vers. – Se studienote til Lu 22:26.

jeg indgår en pagt med jer om et rige: Det græske udsagnsord diatithemai, som her er gengivet “indgår en pagt”, er beslægtet med navneordet diatheke, “pagt”. I ApG 3:25, He 8:10 og 10:16 bruges både verbet og navneordet i udtrykket “at indgå [eller “slutte” (bogst.: “pagt”)] en pagt”. Jesus taler om to pagter i verset. Den ene pagt er mellem ham og hans far, og den anden er mellem ham og hans salvede disciple, der skal herske sammen med ham i Riget.

spise og drikke ved mit bord: At spise et måltid sammen med andre var et udtryk for venskab og fred. Den der regelmæssigt spiste ved kongens bord, var derfor særligt privilegeret og havde et meget nært forhold til regenten. (1Kg 2:7) Det var sådan et forhold Jesus lovede sine disciple at de ville få til ham. – Lu 22:28-30; se også Lu 13:29; Åb 19:9.

kasteskovl: Sandsynligvis lavet af træ og brugt til at kaste det tærskede korn op i luften så vinden kunne blæse strået og avnerne bort.

at sigte jer som hvede: På Bibelens tid blev hvede sigtet, rystet kraftigt gennem en sigte, efter at det var blevet tærsket og renset. Denne sigtning adskilte de sidste strå og avner fra kernerne. (Se studienote til Mt 3:12). Jesus sammenlignede den prøve som hans disciple skulle gennemgå efter de prøvelser han selv måtte igennem, med sigtningen af hvede.

vendt om: Eller “vendt tilbage”. Jesus refererer sandsynligvis til det at Peter vendte tilbage eller kom på fode igen efter sit fald der især var forårsaget af at han stolede for meget på sig selv og havde menneskefrygt. – Se også Ord 29:25.

før daggry: Bogst.: “når hanen galer”. Ifølge den græske og romerske inddeling af natten var det den tredje nattevagt, fra midnat til kl. 3. (Se tidligere studienoter til dette vers). Det var sikkert i dette tidsrum at ‘hanen galede’. (Mr 14:72) Det er almindeligt kendt at hanegal har været brugt og stadig bruges som tidsangivelse i landene Ø for Middelhavet. – Se studienoterne til Mt 26:34; Mr 14:30, 72.

hanen: I alle fire evangelier nævnes det at en hane ville gale, men det er kun Markus’ beretning der tilføjer den detalje at hanen ville gale to gange. (Mt 26:34, 74, 75; Mr 14:30, 72; Lu 22:60, 61; Joh 13:38; 18:27) Ifølge Mishnah ser det ud til at man opdrættede haner i Jerusalem på Jesus’ tid, og det understøtter den bibelske beretning. Dette hanegal lød sandsynligvis meget tidligt om morgenen. – Se studienote til Mr 13:35.

Fortsæt med at bede: Eller “Bliv ved med at bede”. Det ser ud til at det kun er Lukas der har denne tilskyndelse med i sin beretning, og den bliver tilsyneladende givet til de 11 trofaste apostle. (Se også parallelberetningen i Mt 26:36, 37). En anden tilskyndelse der minder om den her, er nedskrevet i Lu 22:46, der er parallel med Mt 26:41 og Mr 14:38. Sidstnævnte tilskyndelse blev kun givet til de tre disciple der var sammen med Jesus da han bad inde i haven. (Mt 26:37-39; Mr 14:33-35) Det faktum at Lukas nævner begge tilskyndelser (Lu 22:40, 46), er endnu et eksempel på at han i sit evangelium lægger stor vægt på bøn. Andre tilfælde hvor det kun er Lukas der omtaler bøn, eller at Jesus beder, finder vi i Lu 3:21; 5:16; 6:12; 9:18, 28; 11:1; 23:46.

Tag dette bæger fra mig: I Bibelen bruges ordet “bæger” ofte som et symbol på Guds vilje for en person, eller det Gud har tildelt ham. (Se studienote til Mt 20:22). Jesus var uden tvivl stærkt berørt af den skam det kunne kaste på Gud at han døde som en der var anklaget for blasfemi og oprør, og derfor bad han om at Gud måtte tage dette “bæger” fra ham.

tag dette bæger fra mig: Se studienote til Mr 14:36.

en engel: Lukas er den eneste af de fire evangelieskribenter der nævner at en engel viste sig fra himlen og styrkede Jesus.

hans sved blev som bloddråber: Lukas kan have draget en sammenligning ved at sige at Kristus’ sved fik form som bloddråber eller dryppede som blodet drypper fra et sår. På den anden side mener nogle at Jesus’ blod kan have sivet ud gennem hans hud og blandet sig med hans sved. Denne tilstand har man efter sigende observeret i visse tilfælde hos nogle der har været udsat for ekstrem følelsesmæssig belastning. Ved en tilstand der kaldes diapedese, siver blod eller blodbestanddele ud gennem intakte karvægge. Og ved en tilstand der kaldes hæmatidrose, udskiller legemet sved der er farvet af blodpigment eller blod, eller kropsvæske blandet med blod, hvilket kaldes “blodsved”. Det er naturligvis kun nogle mulige forklaringer på hvad der kan være sket i Jesus’ tilfælde.

... der faldt på jorden: Vers 43 og 44 forekommer i nogle tidlige håndskrifter, men er udeladt i andre. Men de findes i de fleste bibeloversættelser.

slog ud efter ypperstepræstens træl: Denne hændelse bliver beskrevet af alle fire evangelieskribenter, og deres beretninger supplerer hinanden. (Mt 26:51; Mr 14:47; Lu 22:50) Det er kun Lukas, “den elskede læge” (Kol 4:14), der nævner at Jesus “rørte ved trællens øre og helbredte ham”. (Lu 22:51) Johannes er den eneste evangelieskribent der nævner at det var Simon Peter der trak sværdet, og at trællen hvis øre blev hugget af, hed Malkus. Johannes var åbenbart den discipel der “var en bekendt af ypperstepræsten” og ypperstepræstens husstand. (Joh 18:15, 16) Så det er naturligt at hans evangelium nævner navnet på den mand der blev såret. At Johannes var en bekendt af ypperstepræstens husstand, fremgår også af Joh 18:26, hvor Johannes forklarer at den træl der beskyldte Peter for at være en discipel af Jesus, “var i familie med ham som Peter havde hugget øret af”.

slog ud efter ypperstepræstens træl: Denne hændelse bliver beskrevet af alle fire evangelieskribenter, og deres beretninger supplerer hinanden. (Mt 26:51; Mr 14:47; Lu 22:50) Det er kun Lukas, “den elskede læge” (Kol 4:14), der nævner at Jesus “rørte ved trællens øre og helbredte ham”. (Lu 22:51) Johannes er den eneste evangelieskribent der nævner at det var Simon Peter der trak sværdet, og at trællen hvis øre blev hugget af, hed Malkus. Johannes var åbenbart den discipel der “var en bekendt af ypperstepræsten” og ypperstepræstens husstand. (Joh 18:15, 16) Så det er naturligt at hans evangelium nævner navnet på den mand der blev såret. At Johannes var en bekendt af ypperstepræstens husstand, fremgår også af Joh 18:26, hvor Johannes forklarer at den træl der beskyldte Peter for at være en discipel af Jesus, “var i familie med ham som Peter havde hugget øret af”.

En af dem: Parallelberetningen i Joh 18:10 viser at det var Simon Peter der slog ud efter ypperstepræstens træl, og at trællens navn var Malkus. – Se studienote til Joh 18:10.

slog ud efter ypperstepræstens træl: Se studienote til Joh 18:10.

og helbredte ham: Lukas er den eneste af de fire evangelieskribenter der nævner at Jesus helbredte ypperstepræstens træl. – Mt 26:51; Mr 14:47; Joh 18:10.

time: Det græske ord hora bruges her i overført betydning om en forholdsvist kort periode.

mørket har magten: Eller “mørkets magt”. Med mørket sigtes der til dem der er i åndeligt mørke. (Se også Kol 1:13). I ApG 26:18 nævnes mørke sammen med “Satans myndighed”. Satan gjorde brug af sin myndighed og påvirkede mennesker til at gøre de mørkets gerninger der førte til at Jesus blev henrettet. For eksempel siges der i beretningen i Lu 22:3 at ‘Satan fór i Judas, ham der blev kaldt Iskariot’, som derefter forrådte Jesus. – 1Mo 3:15; Joh 13:27-30.

galede hanen: Alle fire evangelier nævner dette, men kun Markus’ beretning har den detalje med at hanen galede anden gang. (Mt 26:34, 74, 75; Mr 14:30; Lu 22:34, 60, 61; Joh 13:38; 18:27) Mishnah indikerer at man opdrættede haner i Jerusalem på Jesus’ tid, og den bekræfter derfor det Bibelen fortæller. Hanen galede sikkert på et tidspunkt før daggry. – Se studienote til Mr 13:35.

galede en hane: Se studienote til Mr 14:72.

Profetér ... Hvem slog dig?: Her henviser ordet “profetér” ikke til det at komme med en forudsigelse, men til at Jesus ved hjælp af en åbenbaring fra Gud skulle identificere hvem der havde slået ham. Parallelberetningerne i Mr 14:65 og Lu 22:64 viser at Jesus’ modstandere havde dækket hans ansigt til, og det forklarer hvorfor de hånligt bad ham om at udpege dem der havde slået ham.

Profetér!: Her henviser ordet “profetér” ikke til det at komme med en forudsigelse, men til at Jesus ved hjælp af en åbenbaring fra Gud skulle identificere hvem der havde slået ham. Sammenhængen viser at Jesus’ modstandere havde dækket hans ansigt til. De udfordrede altså Jesus, som ikke kunne se dem, til at fortælle hvem der havde slået ham. – Se studienote til Mt 26:68.

den øverste domstol: Hele Sanhedrinet – den domstol der var i Jerusalem, og som bestod af ypperstepræsten og 70 ældste og skriftlærde. Jøderne anså dens kendelser for at være endegyldige. – Se Ordforklaring: “Sanhedrinet”.

forsamling af ældste: Eller “ældsteråd”. Det græske ord presbyterion som er brugt i verset, er beslægtet med ordet presbyteros (bogst.: “ældre mand”), som i Bibelen hovedsageligt henviser til dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25 og ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Udtrykket “forsamling af ældste” refererer åbenbart her til Sanhedrinet, den jødiske højesteret i Jerusalem, som bestod af de øverste præster, de skriftlærde og de ældste. Disse tre grupper nævnes ofte sammen. – Mt 16:21; 27:41; Mr 8:31; 11:27; 14:43, 53; 15:1; Lu 9:22; 20:1; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand” og studienote til deres sanhedrinsal i dette vers.

deres sanhedrinsal: Eller “deres sanhedrin”. Sanhedrinet var den jødiske højesteret i Jerusalem. Det græske ord der er oversat med “sanhedrinsal” eller “sanhedrin” (synedrion), betyder bogstaveligt “sidde sammen med”. Selvom det var en almindelig betegnelse for en forsamling eller et møde, kunne det også henvise til en religiøs domstol i Israel. Det græske ord kan referere til de mennesker der udgjorde domstolen, eller til bygningen eller det sted hvor den havde sæde. – Se studienote til Mt 5:22 og Ordforklaring: “Sanhedrinet”; se også Tillæg B12 for at se hvor sanhedrinsalen muligvis lå.

Menneskesønnen: Dette udtryk forekommer omkring 80 gange i evangelierne. Jesus anvendte dette udtryk om sig selv, tydeligvis for at understrege at han i enhver henseende var et menneske, født af en kvinde, og at han som menneske svarede til Adam og havde kraften til at løskøbe menneskeheden fra synd og død. (Ro 5:12, 14, 15) Udtrykket identificerede også Jesus som Messias, eller Kristus. – Da 7:13, 14; se Ordforklaring.

kraftens højre hånd: At være ved en herskers højre hånd betød at man var den næstmest betydningsfulde person, kun overgået af herskeren selv. (Sl 110:1; ApG 7:55, 56) I denne sammenhæng kan det græske ord for “kraft” hentyde til Gud selv, og det kan gengives “Kraften” eller “Den Mægtige”. Det græske udtryk for “kraftens højre hånd” findes også i parallelberetningen i Lu 22:69, men der er det sat sammen med ordet “Gud” og er oversat med: “Guds magtfulde højre hånd”. Udtrykket “kraftens højre hånd” kan også antyde at Jesus ville blive fyldt med kraft, eller myndighed, fordi han befandt sig ved Den Mægtiges højre hånd, dvs. Guds.

Menneskesønnen: Se studienote til Mt 8:20.

ved Guds magtfulde højre hånd: Eller “ved Guds kraftfulde højre hånd”. At være ved en herskers højre hånd betød at man var den næstmest betydningsfulde person, kun overgået af herskeren selv. (Sl 110:1; ApG 7:55, 56) Det græske udtryk for “magtfulde højre hånd” findes også i parallelberetningerne i Mt 26:64 og Mr 14:62, hvor det er gengivet “kraftens højre hånd”. Det at Sønnen skulle sidde “ved Guds magtfulde højre hånd”, kan antyde at Jesus ville blive fyldt med kraft, eller myndighed. – Mr 14:62; se studienote til Mt 26:64.