påske: Jesus begyndte at forkynde efter sin dåb i efteråret 29 e.v.t., så denne henvisning til en påske tidligt i hans tjeneste må gælde den der blev fejret i foråret 30 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:1 og Tillæg A7). En sammenligning af de fire evangelieberetninger viser at påskehøjtiden blev fejret fire gange i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. Deraf kan man konkludere at hans tjeneste varede tre og et halvt år. I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet (ofte kaldet de synoptiske evangelier) nævnes ikke nogen anden påske end den sidste, den hvor Jesus døde. Johannes’ beretning nævner helt specifikt tre påskehøjtider (Joh 2:13; 6:4; 11:55), og den henviser højst sandsynligt til en fjerde med udtrykket “en af jødernes højtider” i Joh 5:1. Dette eksempel understreger værdien af at sammenligne evangelieberetningerne for at få et mere fuldstændigt billede af Jesus’ liv. – Se studienoter til Joh 5:1; 6:4; 11:55.

påskehøjtiden: Dvs. påsken i 33 e.v.t. – Se studienote til Joh 2:13.

elskede han sine egne ... lige til det sidste: Det græske udtryk der bliver brugt her, henviser tilsyneladende til afslutningen på Jesus’ liv som menneske. Men andre mener at det græske udtryk betyder “elskede dem fuldstændigt (helt); elskede dem fortsat”.

havde elsket: Kærlighed bliver et af hovedtemaerne i de resterende kapitler af Johannesevangeliet. I de første 12 kapitler af Johannes’ beretning bliver det græske udsagnsord agapao (at elske) og navneordet agape (kærlighed) brugt otte gange i alt. Men i Johannes, kapitel 13 til 21, findes disse udtryk 36 gange i alt. Den dybe kærlighed Jesus havde til sin Far og til sine disciple, er tydeligere i de sidste kapitler af Johannesevangeliet end nogen andre steder. For eksempel viser alle fire evangelier Jesus’ kærlighed til Jehova, men det er kun i Johannes’ beretning at Jesus direkte siger: “Jeg elsker Faren.” (Joh 14:31) Og i den vejledning Jesus gav sine disciple før han måtte forlade dem, sagde han ikke kun at Jehova elskede ham, men forklarede også hvorfor. – Joh 15:9, 10.

bandt det om livet: Eller “bandt det om sig”. Det var normalt en træls arbejde at vaske og tørre andres fødder. (Joh 13:12-17) Ved at udføre dette ydmyge arbejde gav Jesus sine disciple en stærk lektion i den indstilling Jehova kræver at hans tjenere har. Apostlen Peter, som var til stede den aften, har måske tænkt på dette da han tilskyndede sine trosfæller: “I skal alle opføre jer ydmygt [eller “iføre jer ydmyghed”].” – 1Pe 5:5; fdn.

vaske disciplenes fødder: I det gamle Israel var sandaler det mest almindelige fodtøj. De bestod ikke af meget andet end en sål bundet om foden og anklen, så en rejsende ville uundgåeligt få snavsede fødder på grund af de støvede og mudrede veje og marker. Det var derfor skik og brug at en person tog sine sandaler af når han gik ind i et hus, og en gæstfri vært ville sørge for at gæsternes fødder blev vasket. Bibelen indeholder flere eksempler på denne almindelige praksis. (1Mo 18:4, 5; 24:32; 1Sa 25:41; Lu 7:37, 38, 44) Da Jesus vaskede sine disciples fødder, benyttede han sig af denne skik til at give dem en lektion i ydmyghed og i at betjene andre.

han havde bundet om sig: Se studienote til Joh 13:4.

bandt det om livet: Eller “bandt det om sig”. Det var normalt en træls arbejde at vaske og tørre andres fødder. (Joh 13:12-17) Ved at udføre dette ydmyge arbejde gav Jesus sine disciple en stærk lektion i den indstilling Jehova kræver at hans tjenere har. Apostlen Peter, som var til stede den aften, har måske tænkt på dette da han tilskyndede sine trosfæller: “I skal alle opføre jer ydmygt [eller “iføre jer ydmyghed”].” – 1Pe 5:5; fdn.

I er rene: Disciplene havde lige fået deres fødder vasket af deres Herre og var ‘helt rene’ fysisk set. En af dem var dog åndeligt uren. Ligesom de hykleriske farisæere der rensede det udvendige af et bæger eller et fad, men lod indersiden være snavset, var Judas Iskariot fysisk ren, men i åndelig forstand var han uren. – Mt 23:25, 26.

han vidste: Jesus kunne bedømme tankerne og indstillingen hos dem der var omkring ham, og det er derfor klart at Judas ikke havde en forræderisk indstilling da han blev udvalgt til at være en apostel. (Mt 9:4; Mr 2:8; Joh 2:24, 25) Men da Judas senere begyndte at udvikle en dårlig indstilling, var Jesus i stand til at identificere hvem der ville forråde ham. Selvom Jesus vidste at Judas ville forråde ham, vaskede han alligevel fødderne på denne forræder. – Se studienoter til Joh 6:64, 70.

bagvasker: Eller “djævel”. Det græske ord diabolos, som oftest bruges med reference til Djævelen, betyder “bagvasker”. Ud over “bagvasker” oversættes det med “bagtalere” (2Ti 3:3) og “bagtale” (1Ti 3:11; Tit 2:3) de få steder hvor det ikke henviser til Djævelen. På græsk vil der når ordet bruges om Djævelen, næsten altid stå en bestemt artikel foran. (Se studienote til Mt 4:1 og Ordforklaring: “Bestemt artikel”). Her bruges betegnelsen om Judas Iskariot, som havde udviklet en dårlig egenskab. Det er muligt at Jesus på dette tidspunkt fornemmede at Judas var slået ind på en forkert kurs, en der senere førte til at Satan kunne bruge ham til at få Jesus dræbt. – Joh 13:2, 11.

Jesus vidste ... hvem den ene var der ville forråde ham: Jesus sigtede her til Judas Iskariot. Jesus tilbragte en hel nat i bøn til sin Far før han udvalgte de 12 apostle (Lu 6:12-16), så til at begynde med var Judas trofast mod Gud. Men Jesus vidste også ud fra profetier i De Hebraiske Skrifter at han ville blive forrådt af en nær ven. (Sl 41:9; 109:8; Joh 13:18, 19) Da Judas begyndte at udvikle en ond tankegang, lagde Jesus, som kunne læse hjerter og tanker, mærke til forandringen. (Mt 9:4) Gud havde ved hjælp af sin forudviden set at en af dem der stod Jesus meget nær, ville blive forræder. Men det ville ikke være i harmoni med Guds egenskaber og tidligere handlinger at mene at Judas var forudbestemt til at skulle være den der ville svigte, som om hans skæbne var fastlagt på forhånd.

skal I også: Eller “er I også forpligtet til at”. Det græske udsagnsord der er anvendt her, bruges ofte i forbindelse med pengesager, og det betyder egentlig “at stå i gæld til nogen; at skylde nogen noget”. (Mt 18:28, 30, 34; Lu 16:5, 7) Her og i andre sammenhænge bliver det brugt i en bredere forstand, nemlig at være forpligtet til at gøre noget. – 1Jo 3:16; 4:11; 3Jo 8.

vaske hinandens fødder: Når man ser denne udtalelse i sin sammenhæng, er det tydeligt at Jesus her lærte sine trofaste disciple at de ydmygt skulle tage sig af deres brødre, ikke kun med tanke på deres fysiske behov, men også deres åndelige behov. Han havde lige givet disciplene en lektion i ydmyghed og i at betjene hinanden da han, deres Herre, vaskede deres fødder. Derefter sagde han: “I er rene, men det gælder ikke jer alle,” og med disse ord indikerede han at han ikke blot talte om bogstavelig fodvaskning. (Joh 13:10) I Ef 5:25, 26 står der at Jesus rensede den kristne menighed “ved at vaske den i Guds ords vand”. Disciplene kunne efterligne Jesus ved at hjælpe hinanden til at holde sig rene og fri af de daglige fristelser og tillokkelser som en kristen kunne blive besmittet af i denne verden. – Ga 6:1; He 10:22; 12:13.

apostle: Eller “nogle der sendes ud”. Det græske ord apostolos kommer af udsagnsordet apostello, der bruges i slutningen af verset, og som er gengivet med “sende ... ud”. – Se studienote til Mt 10:2.

apostle: Eller “nogle der sendes ud”. Det græske ord apostolos kommer af udsagnsordet apostello, der betyder “at sende, sende ud”. (Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32) Grundbetydningen kommer tydeligt til udtryk i det Jesus siger i Joh 13:16, hvor det gengives “en der er sendt”.

en der er sendt: Eller “et sendebud; en apostel”. Det græske ord apostolos (der kommer af udsagnsordet apostello, som betyder “at sende ud”) bliver gengivet med en form af ordet “apostel” i 78 af de 80 gange det står i De Kristne Græske Skrifter. (I Flp 2:25 bliver det græske ord gengivet med “ham I sendte til mig”). Den eneste gang det græske ord forekommer i Johannesevangeliet, er i dette vers. – Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32; se studienoter til Mt 10:2; Mr 3:14 og Ordforklaring: “Apostel”.

spiste af mit brød: At spise brød sammen med nogen var et symbol på venskab, det viste at gæsten havde fred med sin vært. (1Mo 31:54; se også 2Mo 2:20 og 18:12, hvor det hebraiske udtryk “spise brød” er gengivet med “spise”). En person der spiste brød sammen med sin vært og bagefter gjorde ham noget ondt, blev anset for at være den værste forræder. – Sl 41:9.

har vendt sig imod mig: Eller “har løftet sin hæl imod mig”. Jesus citerer her de profetiske ord fra Sl 41:9, som bogstaveligt lyder “har løftet sin hæl imod mig”. David bruger disse ord i overført betydning om en forræderisk ven, måske henviser han til Akitofel, “Davids rådgiver”. (2Sa 15:12) Jesus bruger disse ord om Judas Iskariot. I denne sammenhæng indikerer udtrykket derfor en forræderisk handling der kunne udgøre en fare for den person som hælen er “løftet” imod.

Johannes: Dvs. Johannes Døber. Skribenten af dette evangelium, apostlen Johannes, omtaler Johannes Døber 19 gange, men i modsætning til de andre evangelieskribenter bruger han aldrig tilnavnet “Døber”. (Se studienoter til Mt 3:1; Mr 1:4). Apostlen Johannes skelner dog mellem de tre kvinder der hed Maria. (Joh 11:1, 2; 19:25; 20:1) Men han behøvede ikke at præcisere at det var Johannes Døber der var tale om, for apostlen nævner ikke på noget tidspunkt sig selv ved navn, så ingen kunne være i tvivl om hvilken Johannes det drejede sig om. Det bekræfter også at det var apostlen Johannes der skrev dette evangelium. – Se “Introduktion til Johannes” og studienote til Joh Titel.

Johannes: Det danske navn der svarer til det hebraiske Jehohanan eller Johanan, som betyder “Jehova har vist godhed; Jehova har været nådig”. Skribenten af dette evangelium oplyser ikke sit navn, men i det andet og tredje århundrede e.v.t. var det almindeligt anerkendt at skribenten var apostlen Johannes. Når navnet Johannes forekommer i dette evangelium, henviser det til Johannes Døber, undtagen i Joh 1:42 og 21:15-17, hvor Jesus omtaler Peters far, Johannes. (Se studienoter til Joh 1:42 og 21:15). Apostlen Johannes bliver ikke nævnt ved navn, men han og hans bror Jakob bliver omtalt som “Zebedæus’ sønner”. (Joh 21:2; Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10; se studienote til Joh 1:6). I de sidste vers i evangeliet omtaler skribenten sig selv som “den discipel Jesus elskede” (Joh 21:20-24), og der er gode grunde til at forbinde dette udtryk med apostlen Johannes. – Se studienote til Joh 13:23.

den discipel Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den sidste af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10; Joh 21:2) Som sammenhængen i Joh 21:20-24 viser, var “den discipel Jesus elskede” også “den discipel ... som har skrevet det”, dvs. den der har skrevet Johannesevangeliet. – Se studienoter til Joh Titel; 1:6; 13:23.

ved siden af Abraham: Bogst.: “til Abrahams bryst”. At ligge op mod nogens bryst var forbundet med en særlig ære, og var et udtryk for at man havde et nært venskab. (Se studienote til Joh 1:18). Udtrykket er hentet fra den skik at man lå til bords på divaner ved måltiderne sådan at man kunne læne sig tilbage mod en særlig vens bryst. – Joh 13:23-25.

ved siden af ham: Eller “ved hans bryst”. – Se studienote til Lu 16:22.

ved Farens side: Eller “på pladsen op mod Farens bryst”. Dette udtryk hentyder til en særligt ærefuld plads og til et nært fællesskab. Det er en talemåde der sikkert er hentet fra den måde man indtog måltider på; gæsterne lå på divaner på en sådan måde at man kunne læne sig tilbage mod en nær vens bryst. (Joh 13:23-25) Jesus bliver på den måde beskrevet som Jehovas nærmeste ven, den der bedre og mere fyldestgørende end nogen anden kunne forklare Gud. – Mt 11:27.

den Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den første af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10) En af grundene er at der ikke henvises til apostlen Johannes ved navn i dette evangelium, undtagen da han omtales som en af “Zebedæus’ sønner” i Joh 21:2. En anden indikation er i Joh 21:20-24, hvor udtrykket “den discipel Jesus elskede”, bruges om ham der skrev dette evangelium. Desuden sagde Jesus om den apostel: “Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?” Det antyder at den der henvises til, ville leve meget længere end Peter og de andre apostle, hvilket passer på apostlen Johannes. – Se studienoter til Joh Titel og Joh 1:6; 21:20.

lige ved siden af Jesus: Bogst.: “op mod Jesus’ bryst”. Dette udtryk henviser til den måde man lå på når man skulle spise på Jesus’ tid. Gæsterne lå på deres venstre side med en pude der støttede deres venstre albue. En gæst kunne læne sig tilbage mod brystet hos en ven der lå ved siden af ham, og tale fortroligt med ham. (Joh 13:25) At ligge lige ved siden af nogen eller op mod nogens bryst var forbundet med en særlig ære, og var et udtryk for at man havde et nært venskab. Denne skik er åbenbart baggrunden for de udtryk der bruges i Lu og Joh. – Se studienoter til Lu 16:22, 23; Joh 1:18.

til højtiden: Henviser åbenbart til de usyrnede brøds fest, der begyndte efter påsken.

Kære børn: Bogst.: “Små børn”. Det er første gang i evangelierne at Jesus tiltaler sine disciple med dette kærlige udtryk. Det græske ord der er gengivet med “kære børn”, teknion, er diminutivformen af ordet teknon (barn). I De Kristne Græske Skrifter bruges diminutiv ofte for at angive kærlighed eller fortrolighed. (Se Ordforklaring: “Diminutiv”). Udtrykket kan derfor også gengives med “kære børn” eller “elskede børn”. Det forekommer ni steder i De Kristne Græske Skrifter og bruges altid i overført betydning om disciple. – Ga 4:19; 1Jo 2:1, 12, 28; 3:7, 18; 4:4; 5:21.

nyt bud: Moseloven krævede at man elskede sit medmenneske som sig selv. (3Mo 19:18) Man skulle have næstekærlighed men ikke nødvendigvis selvopofrende kærlighed i en sådan grad at man endda ville give sit liv for sit medmenneske. Jesus’ bud var “nyt”, eller uden fortilfælde, fordi han sagde: Ligesom jeg har elsket jer. Han gav sine disciple et fuldkomment eksempel i kærlighed og uselviskhed over for andre, en kærlighed der ville kunne få en person til at dø for andres skyld. Både Jesus’ liv og død viste hvilken type kærlighed det nye bud krævede at man havde. – Joh 15:13.

mit liv: Eller “min sjæl”. Betydningen af det græske ord psyche, der ofte oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. Her sigter det til Peters liv, som han siger han er villig til at give for Jesus. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

dit liv: Eller “din sjæl”. Betydningen af det græske ord psyche, der ofte oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. Her sigter det til Peters liv. – Se studienote til Joh 13:37 og Ordforklaring: “Sjæl”.

Hanen: I alle fire evangelier nævnes det at en hane ville gale, men det er kun Markus’ beretning der tilføjer den detalje at hanen ville gale to gange. (Mt 26:34, 74, 75; Mr 14:30, 72; Lu 22:34, 60, 61; Joh 18:27) Ifølge Mishnah ser det ud til at man opdrættede haner i Jerusalem på Jesus’ tid, og det understøtter den bibelske beretning. Dette hanegal lød sandsynligvis meget tidligt om morgenen.

mit liv: Eller “min sjæl”. Betydningen af det græske ord psyche, der ofte oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. Her sigter det til Peters liv, som han siger han er villig til at give for Jesus. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.