Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 HOVEDARTIKEL

Hvordan kan man slutte fred?

Hvordan kan man slutte fred?

Martin og Danny var gode naboer — lige indtil Danny holdt en fest til langt ud på natten. * Da Martin klagede over støjen, blev Danny stødt over hans måde at gøre det på. De kom op at skændes, og efter den episode undgik de hinanden.

MARTIN og Danny stod over for et almindeligt kendt problem. Når to bliver uenige, går de ofte hver til sit i vrede og giver måske hinanden skylden. Hvis de ikke gør noget ved problemet, kan det blive enden på deres venskab.

Måske har du oplevet noget lignende. I så fald syntes du sikkert ikke at det var særlig rart. De fleste af os vil jo gerne leve i fred og fordragelighed med vores venner og naboer. Men hvordan kan vi gøre det — også når der fra tid til anden kommer en kurre på tråden? Er det muligt at ændre vores negative holdning og at tilgive andre når de sårer os? Kan vi løse uoverensstemmelser på en fredelig måde?

Lad os kort se på den ubehagelige situation Martin og Danny stod i. Egentlig begyndte deres venskab at smuldre da de greb flere ting forkert an: (1) Danny viste ikke hensyn, (2) Martin gav udtryk for sin irritation på en måde der fik Danny til at fare op, (3) de mistede begge besindelsen, og (4) begge nægtede at give sig.

Med tiden sejrede fornuften dog. De to mænd løste deres problem og sluttede fred. Hvad hjalp dem? De fulgte nogle praktisk anvendelige principper der har hjulpet mange venner til ikke alene at bevare venskabet trods uoverensstemmelser, men også til at blive knyttet endnu stærkere sammen.

Disse principper findes i verdens mest udbredte bog, Bibelen. Den tilskynder os til at opdyrke egenskaber der fremmer freden og lindrer sårede følelser — egenskaber som dømmekraft, indsigt, venlighed, kærlighed og tålmodighed. — Ordsprogene 14:29; 1 Korinther 13:4, 5.

 Martin og Danny er blot to eksempler på hvordan kraften i Bibelen kan forandre folks liv til det bedre. Der er mange andre eksempler, deriblandt nogle der har overvundet dybt rodfæstede negative karaktertræk. Robert, der bor i Australien, overvandt sin indgroede vrede. Nelson, der bor i Østtimor, lagde et årelangt fjendskab bag sig og knyttede et nært venskab med en tidligere fjende. Hvordan var Bibelen til gavn for disse to mænd? Vågn op! har interviewet dem for at få svaret.

INTERVIEW 1

ROBERT, fortæl os lidt om din baggrund.

Jeg kommer fra et ulykkeligt hjem. Min far havde et voldsomt temperament, og jeg fik ofte tæsk. Nogle gange efterlod han mig blødende og bevidstløs. Det førte til at jeg blev mere og mere vred og voldelig. Mens jeg var teenager, tilbragte jeg to år på et ungdomshjem for kriminelle. Senere begik jeg et brutalt overfald og endte i et topsikret fængsel. Da jeg langt om længe blev løsladt, flyttede jeg til Australien i håb om at kunne begynde på en frisk.

Robert var vred og voldelig under sin opvækst og kom endda i fængsel

Hjalp flytningen dig til at ændre dit liv?

Det var ikke så meget selve flytningen der forandrede mig, men Bibelen, som jeg læste sammen med Jehovas Vidner. Når det er sagt, var det stadig en kamp for mig at styre mit temperament, og jeg følte mig ofte frustreret og værdiløs. En dag funderede jeg over ordene i Ordsprogene 19:11, hvor der står: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Jeg ville meget gerne have en sådan indsigt, så jeg begyndte at tænke over hvad det er der ligger til grund for vores følelser, ord og handlinger. Efterhånden blev jeg mere forstående, tålmodig og tilgivende.

Kunne du give os et eksempel?

Engang kom jeg til at fornærme en ven, og han skældte mig voldsomt ud mens andre hørte på det. Det var mildest talt ydmygende! Men jeg kom i tanker om Bibelens råd om ’ikke at gengælde nogen ondt med ondt’ og sagde hurtigt undskyld. (Romerne 12:17) Da min ven var faldet ned igen, talte jeg med ham under fire øjne og fandt ud af at han havde familieproblemer. Vi sluttede fred, og senere forærede han mig en pæn frakke. Jeg gyser ved tanken om hvad der kunne være sket hvis jeg havde været mit gamle jeg da han skældte mig ud.

Hvordan tackler du problemer i familien?

Min kone og jeg har en søn på 20 år, og ligesom andre familier har vi indimellem vores uoverensstemmelser. Men jeg har lært en masse ud fra Bibelen, blandt andet hvor vigtigt det er at sige „undskyld“. Det er utroligt hvordan disse ord, når den anden kan mærke at de er ærligt ment, kan hindre eller tage gassen af en konflikt.

 INTERVIEW 2

NELSON, du har et varmt smil og en venlig udstråling. Men engang var du fyldt med had. Er det ikke rigtigt?

Jo. Som ung sluttede jeg mig til en politisk gruppe der var modstander af regeringen. Jeg nærede også had til et rivaliserende politisk parti der søgte at få kontrollen over vores område. For at blive bedre til at slås lærte jeg kampsport, og jeg gennembankede alle der generede mig.

Som ung sluttede Nelson sig til en politisk oppositionsgruppe

Hvad motiverede dig til at gøre en forandring?

Jeg begyndte at studere Bibelen og at følge dens lære. Især to bibelske principper gjorde et særligt indtryk på mig. Det første er: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Det andet lyder: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Jeg lagde mærke til at de Jehovas Vidner der underviste mig i Bibelen, viste den form for kærlighed, uanset race eller etnisk baggrund. Jeg ønskede at være ligesom dem. Det lykkedes åbenbart, for mine gamle bekendte var forbløffede, og snart var de ikke længere bange for mig.

Har du nogen sinde fået et tilbagefald?

Ikke offentligt. Men nogle gange har jeg måttet kæmpe med at styre mit temperament derhjemme. Engang blev jeg vred og slog min kone, og det fortryder jeg bittert. Hun var dog sød nok til at tilgive mig, og det gjorde mig endnu mere besluttet på at få kontrol over mine følelser.

Du sagde at folk holdt op med at være bange for dig. Kan du give et eksempel?

Ja. En dag stødte jeg på et fremtrædende medlem af den rivaliserende politiske gruppe som jeg omtalte tidligere, en mand der hedder Augusto. Til at begynde med var han meget varsom og forbeholden. Men jeg hilste varmt på ham, foreslog at vi lagde vores uoverensstemmelser bag os, og inviterede ham til at komme og besøge mig. Han tog imod tilbuddet og var imponeret over de forandringer jeg havde gjort — så imponeret at han også begyndte at undersøge Bibelen. Nu er Augusto og jeg ikke blot nære venner, men også åndelige brødre, trosfæller.

 „Hold fred med alle mennesker“

Der kan være mange forskellige og komplekse årsager til konflikter, og ikke alle vil reagere positivt når man forsøger at slutte fred. Derfor giver Bibelen dette realistiske råd: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Romerne 12:18.

De der er nævnt i denne artikel, er levende beviser på at den visdom der findes i Bibelen, virkelig duer. Den har kraft til at nedrive negative holdninger, der kan være ligesom „fæstningsværker“, forudsat at vi gør brug af den. (2 Korinther 10:4) Om denne visdom siges der i Ordsprogene 3:17, 18: „Dens veje er liflige veje, og alle dens stier er fred. Den er et livets træ for dem der griber fat i den, og de der holder den fast prises lykkelige.“

Nelson og Augusto er nu gode venner

Kunne du tænke dig at blive mere lykkelig og bedre til at holde fred med andre? Vil du gerne have venskaber som ikke går i stykker når der opstår problemer? I så fald vil du ikke blive skuffet hvis du lader Bibelen vise dig hvordan det kan lade sig gøre.

^ par. 3 Navnene er ændret.