Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

AKTUELLE VISDOMSORD FRA GAMLE DAGE

Vær ikke bekymret

Vær ikke bekymret

BIBELSK PRINCIP: “Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl.” – Mattæus 6:25.

Hvad betyder det? Det var Jesus der sagde disse ord i sin bjergprædiken. Ifølge et bibelleksikon kan det græske ord der er oversat med “at nære bekymring”, henvise til “et menneskes naturlige reaktion på fattigdom, sult og andre problemer som det rammes af i dagligdagen”. Bekymring eller ængstelse er ofte noget man nærer i forbindelse med ting der måske vil indtræffe i fremtiden. Det er normalt og helt berettiget at man bekymrer sig om sine materielle behov og sin families trivsel. (Filipperne 2:20) Men da Jesus sagde: “Vær ... aldrig bekymrede”, tilskyndede han sine disciple til at lade være med at bekymre sig unødigt – at have en overdreven frygt for morgendagen som kan berøve en glæden over livet i dag. – Mattæus 6:31, 34.

Er det praktisk anvendeligt i dag? Vi gør klogt i at følge Jesu råd. Hvorfor? Nogle opslagsværker hævder at alvorlig bekymring medfører at folks sympatiske nervesystem kommer i en tilstand af konstant beredskab, og at denne tilstand “er forbundet med helbredsproblemer som mavesår, hjertesygdomme og astma”.

Jesus kom med et overbevisende argument for at man bør undgå unødig bekymring: Det er formålsløst. “Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde?” spurgte han. (Mattæus 6:27) At fokusere på bekymringer vil ikke kunne forlænge vores liv med en brøkdel af et sekund eller forbedre det på nogen måde. Desuden går det sjældent så galt som vi frygtede. En forsker har udtrykt det på denne måde: “Bekymring for fremtiden er spildte kræfter, og den reelle fremtid bliver sjældent så slem som den fremtid vi havde frygtet.”

Hvordan kan vi undgå bekymringer? For det første, stol på Gud. Hvis Gud sørger for mad til fuglene og for at blomsterne er smukt klædt, vil han så ikke også sørge for at mennesker som prioriterer tilbedelsen af ham højt, får det de har behov for? (Mattæus 6:25, 26, 28-30) For det andet, tag en dag ad gangen. “Vær ... aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer,” sagde Jesus. Er du ikke enig i at “hver dag har nok i det der er dårligt den dag”? – Mattæus 6:34.

Vi kan undgå mange fysiske problemer ved at følge Jesu kloge råd. Derudover kan vi opnå en indre ro – det Bibelen kalder “Guds fred”. – Filipperne 4:6, 7.