“DET var som om hele min verden brød sammen da det blev læst op at vores søn var blevet udelukket,” fortæller Julian. “Han var vores ældste søn, og vores forhold var meget nært; vi lavede alt muligt sammen. Han havde altid opført sig meget eksemplarisk, men pludselig begyndte han at skeje ud. Min kone græd og græd, og jeg vidste simpelt hen ikke hvordan jeg skulle trøste hende. Mange gange spurgte vi os selv om vi på en eller anden måde havde svigtet som forældre.”

Hvordan kan man i betragtning af al den smerte som det medfører at udelukke en person, kalde det for en kærlig ordning? Hvilke bibelske grunde er der til at gøre noget så drastisk? Og hvad er det helt nøjagtigt der kan føre til at en kristen bliver udelukket?

Der er to faktorer som begge må være til stede før et Jehovas Vidne bliver udelukket. Den første er at et døbt Vidne begår en alvorlig synd. Den anden er at han ikke angrer synden.

Jehova forventer ganske vist ikke at hans tjenere er fuldkomne, men han har dog en norm for hellighed, som han forlanger at vi lever op til. For eksempel kræver Jehova at vi undgår alvorlige synder som sex uden for ægteskabet, afgudsdyrkelse, tyveri, afpresning, mord og spiritisme. – 1 Kor. 6:9, 10; Åb. 21:8.

Mener du ikke også at Jehovas normer for renhed er rimelige og kan beskytte os? Foretrækker vi ikke alle at omgås fredelige og ordentlige mennesker som vi kan stole på? Det er netop hvad vi oplever blandt vores åndelige brødre og søstre takket være det løfte vi alle aflægger når vi indvier os til Gud og lover at leve efter retningslinjerne i hans ord.

Hvad nu hvis et døbt Jehovas Vidne begår en alvorlig synd på grund af menneskelig svaghed? Det skete for nogle af de trofaste tjenere i fortiden, men det fik ikke Jehova til at forkaste dem fuldstændigt. Tag for eksempel kong David. På trods af at han begik så alvorlige synder som ægteskabsbrud og mord, sagde Natan til ham: ‘Jehova har båret over med din synd.’ – 2 Sam. 12:13.

Jehova tilgav David fordi han angrede oprigtigt og ændrede sind. (Sl. 32:1-5) Noget lignende gør sig gældende i dag: En overtræder bliver ikke udelukket hvis han angrer og ændrer sin forkerte adfærd. (Apg. 3:19; 26:20) Men hvis det ikke er tydeligt for ældstebrødrene i det dømmende udvalg at overtræderen angrer oprigtigt, er de nødt til at udelukke vedkommende.

Umiddelbart føler vi måske at det er en meget drastisk eller ligefrem ukærlig beslutning at udelukke overtræderen, især hvis vi er nært knyttet til ham. Ikke desto mindre indeholder Jehovas ord nogle gode grunde til at betragte en sådan beslutning som et udtryk for kærlighed.

Jesus påpegede at “visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger”, altså af det den resulterer i. (Matt. 11:19) Det er et udtryk for visdom at udelukke en overtræder der ikke ændrer sind, og beslutningen ’retfærdiggøres’ af resultaterne. Overvej disse tre:

Udelukkelse er med til at ære Jehovas navn. Eftersom vi er Jehovas Vidner, vil vores opførsel uundgåeligt falde tilbage på Jehovas navn. (Es. 43:10) Ja, ligesom en søns opførsel enten kan ære eller bringe skam over forældrene, kan vores handlinger til en vis grad påvirke den måde folk betragter Jehova på. Når de der tjener Jehova, gør hans normer til deres egne, ophøjer de Guds store navn. Noget lignende gjorde sig gældende på Ezekiels tid, hvor folk fra nationerne forbandt Jehovas navn med jøderne. – Ez. 36:19-23.

Vi ville bringe skam over Guds hellige navn hvis vi gjorde noget umoralsk. Apostlen Peter gav de kristne følgende anvisning: “Som lydige børn skal I ophøre med at lade jer forme efter de ønsker I før havde i jeres uvidenhed, men I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ‘I skal være hellige, for jeg er hellig.’” (1 Pet. 1:14-16) En ren og hellig adfærd er til ære for Guds navn.

Hvis et af Jehovas Vidner derimod har en dårlig adfærd, vil hans venner og bekendte højst sandsynligt finde ud af det. En udelukkelse vil vise andre at Jehovas tjenere udgør et rent og helligt folk der følger Bibelens retningslinjer for at bevare renheden. En mand kom en dag ind i en rigssal i Schweiz og sagde at han gerne ville være en del af menigheden. Han forklarede at hans søster var blevet udelukket på grund af umoralitet, og tilføjede at han gerne ville være tilsluttet en organisation der “ikke tolererer en dårlig opførsel”.

Udelukkelse er med til at beskytte menighedens renhed. Paulus advarede korintherne om faren ved at lade en der med vilje overtræder Guds bud, blive i menigheden. Han sammenlignede en sådan persons dårlige indflydelse med surdej der får en klump dej til at hæve. “Lidt surdej gennemsyrer hele dejen,” sagde han og gav dem derefter denne vejledning: “Fjern det onde menneske fra jer selv.” – 1 Kor. 5:6, 11-13.

Alt tyder på at “det onde menneske” som Paulus omtalte, åbenlyst levede umoralsk. Og andre i menigheden var endda begyndt at forsvare det han gjorde. (1 Kor. 5:1, 2) Hvis man havde set gennem fingre med en så alvorlig synd, ville andre kristne måske også begynde at tillægge sig en umoralsk livsstil, som jo var helt almindelig i den fordærvede by de boede i. Ignorerer man at en begår synder med fuldt overlæg, kan det give andre en slap holdning til Jehovas normer. (Præd. 8:11) Desuden kan nogle der ikke angrer deres forkerte handlinger, blive som “skjulte klippeskær” der får andre i menigheden til at lide åndeligt skibbrud. – Jud. 4, 12.

Udelukkelse kan hjælpe overtræderen til at komme til fornuft. Ved en lejlighed fortalte Jesus om en ung mand der forlod sin fars hjem for at slå sig løs. Den fortabte søn spildte hele sin arv og lærte på den hårde måde at livet uden for farens hjem var tomt og ubarmhjertigt. Til sidst kom sønnen til fornuft. Han angrede og vendte tilbage til sin familie. (Luk. 15:11-24) Jesu beskrivelse af hvor glad faren blev da sønnen vendte om, hjælper os til at forstå Jehovas følelser. Jehova giver os selv denne forsikring: “Jeg finder ikke behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin vej og bliver i live.” – Ez. 33:11.

På samme måde kan det også være at nogle der er blevet udelukket af den kristne menighed – deres åndelige familie – med tiden indser hvor meget de har mistet. De bitre følger af deres ubibelske livsstil og minderne fra den tid hvor de havde et godt forhold til Jehova og hans folk, kan måske få dem til at komme til fornuft.

For at opnå det ønskede resultat er det imidlertid nødvendigt med kærlighed og fasthed.  “Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed,” skrev salmisten David, “og retleder han mig, er det olie for hovedet.” (Sl. 141:5) Man kunne illustrere det med to der er på bjergvandring en kold vinterdag. Pludselig dejser den ene om af udmattelse. Efter et stykke tid bliver han nedkølet, og han begynder at døse hen. Hvis han falder i søvn i sneen, kan det koste ham livet, så mens de venter på et redningshold, slår hans makker ham indimellem på kinden for at holde ham vågen. Måske er det ubehageligt, men det kan redde hans liv! Svarende hertil sagde David at en retfærdig måske ville være nødt til at give ham en vejledning der gjorde ondt, men at den ville være til hans eget bedste.

I mange tilfælde har det vist sig at udelukkelse var lige netop den form for tugt som overtræderen havde brug for. Sådan var det for Julians søn, der blev nævnt i indledningen. Efter omkring ti år begyndte han at rette sit liv ind, han blev genoptaget, og nu er han ældste. “Som udelukket fik jeg øjnene op for konsekvenserne af min livsstil,” fortæller han. “Jeg havde virkelig brug for den tugt.” – Hebr. 12:7-11.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det er tragisk når en bliver udelukket, men det behøver ikke at ende der. Vi kan alle bidrage til at udelukkelsen tjener sit formål.

Ældste der har den triste opgave at fortælle en overtræder at han vil blive udelukket, gør deres yderste for at genspejle Jehovas kærlighed. På en klar og venlig måde vil de forklare hvad han specifikt må gøre for at blive genoptaget. Ældste vil med jævne mellemrum besøge udelukkede der viser tegn på sindsændring, for at minde dem om hvordan de kan vende tilbage til Jehova. *

Familiemedlemmer kan vise deres kærlighed til menigheden og til overtræderen ved at respektere udelukkelsen. Som Julian siger: “Han var stadig min søn, men hans måde at leve på havde skabt en barriere imellem os.”

Alle i menigheden kan vise principbetonet kærlighed ved at undgå at komme sammen med eller tale med den udelukkede. (1 Kor. 5:11; 2 Joh. 10, 11) På den måde støtter de op om den tugt som Jehova har givet ham gennem de ældste. Det er også vigtigt at huske at den udelukkedes familiemedlemmer har det meget svært og kunne få en følelse af at menigheden heller ikke vil være sammen med dem. Alle må derfor vise dem ekstra kærlighed og støtte dem. – Rom. 12:13, 15.

“Udelukkelse er en nødvendig ordning som hjælper os til at leve i overensstemmelse med Jehovas normer,” slutter Julian. “Det kan være smertefuldt, men fører i det lange løb til gode resultater. Hvis jeg bare havde tolereret min søns dårlige opførsel, ville han aldrig være kommet tilbage.”