Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gode råd til familier

Hvordan man genopbygger tilliden

Hvordan man genopbygger tilliden

Steve *: „Jeg havde aldrig forestillet mig at Jodi ville være mig utro. Jeg mistede al tillid til hende. Jeg kan slet ikke beskrive hvor svært det var for mig at tilgive hende.“

Jodi: „Jeg kan godt forstå hvorfor Steve mistede tilliden til mig. Det tog mig mange år at bevise at jeg havde angret.“

HVIS en ægtefælle har været den anden utro, siger Bibelen at den uskyldige part kan vælge enten at lade sig skille eller at blive i ægteskabet. * (Mattæus 19:9) Steve, som er citeret ovenfor, besluttede at han ikke ville søge skilsmisse. Både han og Jodi ville gerne redde deres ægteskab. Men de opdagede hurtigt at det betød langt mere end bare at blive boende sammen. Hvorfor det? Fordi Jodis utroskab, som nævnt i indledningen, havde ødelagt tilliden mellem dem. Og da gensidig tillid er en betingelse for et lykkeligt ægteskab, havde de virkelig noget at arbejde på.

Hvis du og din ægtefælle kæmper for at redde jeres ægteskab efter det hårde slag som et ægteskabsbrud er, står I helt klart over for en vanskelig udfordring. De første måneder efter at man har fået at vide hvad der er sket, kan være særlig svære. Men det kan lykkes for jer! Hvordan kan I genopbygge tilliden til hinanden? Den visdom vi finder i Bibelen, kan hjælpe. Her følger fire forslag.

1 Vær ærlige over for hinanden.

„Nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed,“ skrev apostelen Paulus. (Efeserne 4:25) Løgn, halve sandheder, ja, selv tavshed, kan undergrave tilliden. I må være åbne og ærlige over for hinanden.

I den første tid er du og din ægtefælle måske for oprevne til at kunne tale om utroskaben. Men før eller siden bliver I nødt til at tale åbent om hvad der er sket. Man vil måske vælge ikke at drøfte alle detaljer, men det er ikke klogt at undgå emnet fuldstændig. „I begyndelsen syntes jeg at det var utrolig svært og frastødende at tale om den affære jeg havde haft,“ siger Jodi. „Det var noget jeg fortrød dybt, noget jeg helst ville gemme væk og glemme alt om.“ Men den manglende kommunikation skabte problemer. Steve siger: „Fordi Jodi ikke ville tale om sin utroskab, blev jeg ved med at være mistænksom.“ Nu hvor Jodi tænker tilbage, erkender hun: „Helingsprocessen blev hæmmet af at jeg ikke talte med min mand om det.“

Enhver samtale om det svigt der er sket, vil helt sikkert være smertelig. Debbie, hvis mand, Paul, begik utroskab med sin sekretær, siger: „Jeg havde en masse spørgsmål. Hvordan? Hvorfor? Hvad snakkede de om? Jeg tænkte på det hele tiden og blev næsten et nervevrag, ja, stillede flere og flere spørgsmål efterhånden som ugerne gik.“ Paul siger: „Forståeligt nok blev de samtaler Debbie og jeg havde, somme tider ret ophedede. Men vi sagde altid undskyld til hinanden bagefter. De åbenhjertige samtaler bragte os tættere sammen.“

Hvordan kan man gøre sådanne drøftelser mindre anspændte? Husk at formålet ikke er at straffe din partner, men at lære af tragedien og at styrke jeres ægteskab. Efter at Chul Soo havde været utro mod sin hustru, Mi Young, analyserede de deres forhold i lyset af det skete. „Jeg opdagede at jeg havde haft for travlt med mine egne interesser,“ indrømmer han. „Jeg havde også været for optaget af at gøre andre tilfredse og leve op til deres forventninger. Følgen blev at jeg brugte alt for lidt tid sammen med min kone.“ Denne erkendelse hjalp både Chul Soo og Mi Young til at foretage nogle forandringer som med tiden gjorde deres ægteskab stærkere.

PRØV DETTE: Hvis du er den skyldige part, så lad være med at komme med undskyldninger eller give din ægtefælle skylden. Tag ansvaret for det du har gjort, og den skade du har forvoldt. Hvis du er den ikkeskyldige part, så lad være med at tale nedsættende eller råbe ad din ægtefælle. Derved opmuntrer du den anden til at blive ved med at tale åbent til dig. — Efeserne 4:32.

2 Arbejd som et team.

„To er bedre stillet end én,“ siger Bibelen. Hvorfor? „De får en god løn for deres møje. For hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op.“ (Prædikeren 4:9, 10) Det princip gælder ikke mindst når man arbejder på at genopbygge tilliden.

I fællesskab kan du og din ægtefælle gøre front mod den mistillid der er kommet ind i jeres forhold. I må begge to være besluttede på at redde ægteskabet. Hvis I prøver at klare det hver for sig, udsætter I jer måske for flere problemer. I må betragte hinanden som partnere.

Det fandt Steve og Jodi ud af. „Det tog sin tid,“ siger Jodi, „men Steve og jeg arbejdede sammen som et team for at skabe et stærkt forhold. Jeg var besluttet på at jeg aldrig ville udsætte ham for det samme igen. Og selvom Steve havde det svært, besluttede han at vores ægteskab ikke skulle gå i stykker. Hver eneste dag ledte jeg efter anledninger til at forvisse ham om min trofasthed, og han blev ved med at vise at han elskede mig. Det vil jeg altid være ham taknemmelig for.“

PRØV DETTE: Beslut at I vil arbejde sammen som et team for at genopbygge tilliden i jeres ægteskab.

3 Erstat gamle vaner med nye.

Efter at have advaret sine tilhørere mod ægteskabsbrud gav Jesus dette råd: „Hvis nu dit højre øje dér bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig.“ (Mattæus 5:27-29) Hvis du er den skyldige part, kan der da være holdninger eller handlinger som du må ’rive ud og kaste fra dig’ for at bevare dit ægteskab?

Det siger sig selv at du må afbryde kontakten med den person du begik ægteskabsbrud med. * (Ordsprogene 6:32; 1 Korinther 15:33) Paul, som vi citerede tidligere, lavede om på sin arbejdstid og ændrede nummeret på sin mobiltelefon for at undgå kommunikation med den anden kvinde. Men det lykkedes ikke at afbryde al kontakt på denne måde. Paul var så besluttet på at genvinde sin kones tillid at han skiftede job. Han skaffede sig også af med sin mobiltelefon og brugte kun sin kones. Har det været ulejligheden værd? Debbie siger: „Nu er der gået seks år, og en gang imellem er jeg stadig bange for at hun vil prøve at genoptage kontakten til min mand. Men nu stoler jeg på at Paul ikke vil falde for fristelsen.“

Hvis du er den skyldige part, kan du også blive nødt til at ændre noget i din personlighed. Måske har du en flirtende måde at være på, eller du har for vane at fantasere om romantiske forhold til andre. Så må du ’afføre dig den gamle personlighed sammen med dens forehavender’. Erstat gamle vaner med nye vaner som vil styrke din ægtefælles tillid til dig. (Kolossenserne 3:9, 10) Har din opdragelse gjort det svært for dig at udtrykke varme følelser? Vær rundhåndet med at bekræfte din kærlighed til din ægtefælle, også selvom det føles akavet i begyndelsen. Steve husker: „Jodi viste tit sin hengivenhed ved en lille berøring med hånden, og hun sagde mange gange: ’Jeg elsker dig.’“

Det kan være klogt at du i et stykke tid fortæller helt åbent hvad du foretager dig dag for dag. Mi Young, som vi tidligere har omtalt, fortæller: „Chul Soo var meget bevidst om hver dag at fortælle mig hvad der skete, også helt uvæsentlige ting. Det var for at vise at han ikke havde noget at skjule.“

PRØV DETTE: Spørg hinanden hvilke skridt der kan medvirke til at genopbygge tilliden. Skriv dem op, og følg dem. Begynd også på nogle aktiviteter som I kan glæde jer over sammen.

4 Forstå hvornår det er tid at komme videre.

Tro ikke alt for hurtigt at tiden er inde til at leve som om alt var ved det gamle. Ordsprogene 21:5 advarer: „Enhver der har hastværk styrer mod armod.“ Det vil tage sin tid — måske flere år — at genopbygge tilliden.

Hvis det er dig der er blevet bedraget, så giv dig selv tid til at tilgive helt og fuldt. Mi Young tænker tilbage: „Før i tiden syntes jeg det var mærkeligt hvis en hustru ikke kunne tilgive sin utro ægtemand. Jeg forstod ikke at hun kunne blive ved med at være så vred. Men da min mand var utro mod mig, forstod jeg hvorfor det er så svært at tilgive.“ Tilgivelsen — og tilliden — vil sandsynligvis komme gradvis.

Ikke desto mindre er der „en tid til at helbrede“, som der står i Prædikeren 3:1-3. I begyndelsen føler du dig måske mest tryg ved at isolere dig følelsesmæssigt fra din ægtefælle. Men hvis du bliver ved med at gøre dette, hjælper det dig ikke til at genopbygge tilliden til din partner. Hvis du skal hele bruddet, må du tilgive den anden part og udtrykke din tilgivelse ved at dele dine inderste tanker og følelser med ham eller hende. Tilskynd også din ægtefælle til at fortælle dig om sine glæder og bekymringer.

Lad være med at pleje din bitterhed. Arbejd på at overvinde den. (Efeserne 4:32) Det kan være en hjælp for dig at tænke på Guds eget eksempel. Det sårede ham dybt da hans tilbedere i det gamle Israel vendte sig bort fra ham. Jehova Gud sammenlignede endda sig selv med en bedraget ægtefælle. (Jeremias 3:8, 9; 9:2) Men han var ikke „fortørnet for stedse“. (Jeremias 3:12) Da hans folk vendte tilbage til ham i ægte anger, tilgav han det.

Når I begge på et tidspunkt føler jer overbeviste om at der er sket de nødvendige forandringer i jeres forhold, vil I få en følelse af tryghed. Så kan I begynde at tænke på nye mål i stedet for at ofre al jeres opmærksomhed på bare at redde ægteskabet. Men planlæg alligevel nogle fast tilbagevendende stunder hvor I vil bedømme jeres fremskridt. Lad ikke stå til. Forekommer der små nederlag, så tag dem op, og bekræft jeres indbyrdes forhold. — Galaterne 6:9.

PRØV DETTE: I stedet for at prøve at føre jeres ægteskab tilbage til den måde det var på før, se da sådan på det at I er ved at opbygge et forhold som er nyt og stærkere.

Det kan lykkes

Når I føler jer usikre, så husk på at ægteskabet er indstiftet af Gud. (Mattæus 19:4-6) Når han hjælper jer, kan I få det til at lykkes. Alle de par vi har nævnt, anvendte Bibelens gode råd og var i stand til at redde deres ægteskab.

Der er nu gået over 20 år siden Steve og Jodi havde en krise i deres forhold. Steve beskriver hvad det var der hjalp dem: „De væsentligste fremskridt skete efter at vi var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Den hjælp vi fik, var uvurderlig. På grund af den lykkedes det os at komme igennem den svære tid.“ Jodi siger: „Jeg føler det som en stor velsignelse at vi var i stand til at holde ud i den forfærdelige tid. Takket være vores fælles studium af Bibelen — og en masse hårdt arbejde — har vi nu et fantastisk ægteskab.“

^ par. 3 Navnene i artiklen er ændret.

^ par. 5 En hjælp til at træffe denne beslutning kan findes i Vågn op! for 22. april 1999, side 6, og 8. august 1995, side 10 og 11.

^ par. 17 Hvis du i en periode ikke kan undgå kontakt med vedkommende (for eksempel på arbejdspladsen), så begræns dette til det absolut nødvendige. Lad andre være til stede når du har kontakt med personen, og lad din ægtefælle være fuldt informeret.

SPØRG DIG SELV . . .

  • Hvorfor besluttede jeg at holde fast ved mit ægteskab til trods for at min ægtefælle havde været utro?

  • Hvilke positive egenskaber kan jeg se hos min ægtefælle nu?

  • Hvilke små udtryk for kærlighed viste jeg dengang vi kom sammen, og hvordan kan jeg gøre det igen?