Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sand kristen og god samfundsborger — kan man være begge dele?

Sand kristen og god samfundsborger — kan man være begge dele?

Sand kristen og god samfundsborger — kan man være begge dele?

JESU tjeneste havde to særlige kendetegn. Hvilke? For det første: Det han søgte at forandre, var det enkelte menneskes hjerte, ikke de politiske institutioner. Læg for eksempel mærke til hvad han understregede i sin bjergprædiken. Lige før han talte om at være som salt og som lys, sagde han at den sande lykke tilhører dem som „erkender deres åndelige behov“. Han tilføjede: „Lykkelige er de der har et mildt sind, . . . de rene af hjertet, . . . de som stifter fred.“ (Mattæus 5:1-11) Jesus hjalp sine disciple til at forstå hvor vigtigt det er at rette sin tankegang og indstilling ind efter Guds normer for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og hvor meget det betyder at tjene Gud af hele sit hjerte.

For det andet: Når Jesus så menneskers lidelser, viste han sin store medfølelse ved at afhjælpe deres elendighed. Men han gjorde det ikke til sit mål at fjerne alle lidelser. (Mattæus 20:30-34) Han helbredte syge, men sygdom blev ved med at være en del af livet. (Lukas 6:17-19) Han lindrede de undertryktes byrder, men uretfærdighed blev ved med at volde lidelser. Han gav sultne mad, men hungersnød plagede stadig menneskeheden. — Markus 6:41-44.

At ændre hjerter og lindre lidelser

Hvorfor lagde Jesus hovedvægten på at ændre hjerter i stedet for at forandre institutioner og lindre nøden i stedet for at fjerne lidelserne? Jo, han vidste at der ville komme en tid hvor Gud ved sit rige ville lade alle de jordiske regeringer forsvinde og fjerne årsagerne til alle lidelser. (Lukas 4:43; 8:1) Da hans disciple på et tidspunkt foreslog ham at bruge mere tid på at kurere de syge, sagde Jesus derfor til dem: „Lad os gå et andet sted hen, til småbyerne heromkring, så jeg også kan forkynde dér, for det er med det formål jeg er gået ud.“ (Markus 1:32-38) Jesus lindrede mange menneskers fysiske lidelser, men det vigtigste for ham var at forkynde og at undervise i Guds ord.

I den forkyndelse Jehovas Vidner udfører i dag, har de som mål at efterligne Jesus. De søger at lindre andres lidelser ved at give praktisk hjælp til enkeltpersoner som har behov. Men Jehovas Vidner prøver ikke på at fjerne al uretfærdighed i verden. De tror på at Guds rige vil udslette årsagerne til alle lidelser. (Mattæus 6:10) Ligesom Jesus søger de at ændre hjerter, ikke politiske institutioner. Denne virkemåde er realistisk, for menneskenes største problemer er ikke politiske men moralske.

Gode samfundsborgere

Jehovas Vidner ser det imidlertid også som deres kristne pligt at være gode samfundsborgere. De viser staten og dens repræsentanter respekt. Både i deres publikationer og i deres forkyndelse opfordrer de andre til at være lovlydige. Men hvis en myndighed forlanger noget der strider imod Guds bud, kan Jehovas Vidner ikke følge dens krav. De vil ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’. — Apostelgerninger 5:29; Romerne 13:1-7.

Jehovas Vidner besøger alle der bor i deres lokalsamfund, og tilbyder dem gratis bibelundervisning. Denne undervisning, som taler til de enkeltes hjerte, har fået millioner af mennesker til at forandre deres liv. Hvert år er der flere hundrede tusind mennesker som får hjælp til at overvinde rygning, misbrug af alkohol og stoffer, hasardspil, seksuel promiskuitet og andet der kan skade dem. De er blevet gode og moralsk ansvarlige samfundsborgere fordi de har lært at anvende Bibelens principper i deres liv. — Se artiklen „Bibelen forandrer folks liv“ på side 18 i dette blad.

Denne bibelundervisning hjælper desuden de enkelte i en familie til at få større respekt for hinanden og kommunikere bedre — det gælder mellem ægtefæller, mellem forældre og børn og mellem børnene indbyrdes. Disse faktorer giver stærkere sammenhold i familierne. Og når familierne bliver styrket, bliver samfundet også styrket.

Efter at have set de punkter vi har gennemgået i disse artikler, hvad mener du da: Støtter Bibelen dem der blander religion og politik? Svaret er klart nej. Men skal sande kristne være gode samfundsborgere? Ja, det skal de. Hvordan kan de blive det? Ved at følge Jesu bud om at være som salt og som lys for verden.

De der bestræber sig for at følge de gode og praktiske råd Jesus gav, vil gavne både sig selv, deres familie og det samfund de bor i. De lokale Jehovas Vidner vil med glæde give dig flere oplysninger om den bibelundervisning der i øjeblikket tilbydes der hvor du bor. *

[Fodnote]

^ par. 12 Hvis du foretrækker det, kan du også kontakte Jehovas Vidner på www.watchtower.org

[Tekstcitat på side 10]

Jesus søgte at forandre menneskers hjerte, ikke politiske institutioner

[Tekstcitat på side 11]

Jehovas Vidner ser det som deres pligt at være gode samfundsborgere