Mette: Hej, Charlotte. Det var skønt at se dig i sidste uge ved højtiden til minde om Jesu død. * Hvad syntes du om mødet?

Charlotte: Jeg var glad for at være med, men jeg må indrømme at jeg ikke forstod alt hvad der blev sagt. Jeg ved at mange mennesker fejrer Jesu fødsel i julen og hans opstandelse når det er påske, men jeg har aldrig hørt om at nogen mindes hans død.

Mette: Du har ret i at jul og påske er populære højtider i hele verden. Men Jehovas Vidner mener det er vigtigt at mindes Jesu død. Hvis du har et par minutter, vil jeg meget gerne vise dig grunden til det.

Charlotte: Jo, selvfølgelig har jeg tid til det.

Mette: Den vigtigste grund til at Jehovas Vidner mindes Jesu død, er at han befalede sine disciple at de skulle gøre det. Tænk på det der skete aftenen før Jesus døde. Du har sikkert hørt om et særligt måltid som Jesus spiste sammen med sine trofaste disciple, ikke?

Charlotte: Du mener den sidste nadver?

Mette: Netop. Den bliver også kaldt Herrens aftensmåltid. Under det måltid gav Jesus sine disciple en klar vejledning. Kunne jeg få dig til at læse det der står her i Lukas 22:19?

Charlotte: Okay. “Og han tog et brød, takkede, brækkede det i stykker og gav det til dem, idet han sagde: ‘Dette betyder mit legeme, som skal gives til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.’”

Mette: Tak. Læg mærke til den vejledning Jesus kom med i den sidste sætning i verset: “Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.” Lige inden Jesus befalede sine disciple at de skulle mindes ham, gjorde han det klart hvad det var de skulle mindes. Han sagde at hans liv ville blive givet til gavn for hans disciple. Jesus gav udtryk for den samme tanke i Mattæus 20:28. Som du kan se, står der her at “Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange”. I korte træk er det grunden til at Jehovas Vidner hvert år samles på årsdagen for Jesu død – for at mindes det offer han bragte. Hans død kan betyde livet for alle mennesker der adlyder ham.

Charlotte: Jeg har hørt folk sige at Jesus døde for at vi kunne blive frelst. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig rigtigt forstået hvad der ligger i det.

Mette: Det er du ikke ene om, Charlotte. Læren om at Jesus gav sit liv som et offer, er et af de dybere  emner. Men denne lære indeholder også en af de smukkeste sandheder i Guds ord. Men har du mere tid?

Charlotte: Ja, jeg har da nogle minutter mere.

Mette: Fint. Jeg har netop repeteret spørgsmålet vedrørende den løsesum Jesus betalte, og jeg skal prøve at forklare det på en enkel måde.

Charlotte: Okay.

Mette: For at forstå dette spørgsmål må vi først gøre os klart hvad der skete da Adam og Eva syndede i Edens Have. Lad os for at forstå hvad det kom til at betyde, læse Romerbrevet 6:23. Kunne jeg få dig til at læse det vers?

Charlotte: Ja. Der står: “Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.”

Mette: Tak. Lad os analysere det der står. Læg mærke til hvordan verset begynder: “Den løn synden betaler er døden.” Denne enkle regel opstillede Gud i begyndelsen af menneskehedens historie – lønnen, eller straffen, for synd er døden. I begyndelsen var der naturligvis ingen der syndede. Adam og Eva blev skabt fuldkomne, og alle deres børn ville blive født fuldkomne. Der ville altså ikke være grund til at nogen skulle dø. Adam og Eva og alle deres efterkommere kunne se frem til et evigt og lykkeligt liv. Men som vi ved, kom det jo ikke til at gå sådan, vel?

Charlotte: Nej. Adam og Eva spiste af den forbudte frugt.

Mette: Det er rigtigt. Og da de gjorde det – da de valgte at være ulydige mod Gud – syndede de. De valgte faktisk at blive ufuldkomne, at blive syndere. Det valg fik katastrofale følger, ikke bare for Adam og Eva selv, men for alle deres efterkommere.

Charlotte: Hvad mener du med det?

Mette: Måske kan jeg forklare det med en illustration. Kan du lide at bage?

Charlotte: Ja! Jeg elsker at bage.

Mette: Lad os forestille os at du har fået en ny flot bageform til brød. Før du overhovedet når at bruge den, taber du den imidlertid på gulvet, og den får en stor bule. Hvad vil der ske med alle de brød du bager i den form? Mon ikke de vil få en bule alle sammen?

Charlotte: Jo, selvfølgelig.

Mette: Da Adam og Eva valgte at være ulydige mod Gud, fik de på tilsvarende måde en “bule”, eller defekt, på grund af synden og ufuldkommenheden. Og fordi de syndede før de fik børn, ville alle deres børn blive født med den samme defekt. De ville alle blive født som syndere. I Bibelen refererer ordet “synd” ikke kun til selve handlingen, men også til den tilstand vi har arvet fra Adam og Eva. Og resultatet er at til trods for at du og jeg ikke havde gjort noget forkert – ja, vi var slet ikke født – dengang Adam og Eva syndede, dømte de alle deres fremtidige efterkommere, altså også dig og mig, til et liv i ufuldkommenhed og synd som ville ende med døden. Som det stod i Romerbrevet 6:23, er døden straffen for at synde.

Charlotte: Jamen, det er da uretfærdigt. Hvorfor skulle alle mennesker lide på grund af den synd Adam og Eva begik?

Mette: Du har ret – det virker ikke retfærdigt. Men der ligger mere i det. I sin fuldkomne retfærdighed besluttede Gud at lade Adam og Eva dø på grund af deres synd, men samtidig at give deres efterkommere et håb. Gud gav os en mulighed for at slippe ud af denne svære situation. Og det er her Jesu offer kommer ind i billedet. Lad os igen se Romerbrevet 6:23. Efter ordene “den løn synden betaler er døden”, står der: “Men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor  Herre.” Det er altså Jesu død der giver os mulighed for at blive befriet fra synd og død. *

Mette: Der er noget andet i verset jeg gerne vil gøre dig opmærksom på.

Charlotte: Hvad er det?

Mette: Læg mærke til at der står: “Den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.” Hvis det var Jesus der led døden for os, ofrede sit liv for os, hvorfor taler verset så om “den gave Gud giver”? Hvorfor siges der ikke “den gave Jesus giver”? *

Charlotte: Hm. Det ved jeg ikke.

Mette: Det var jo Gud der skabte Adam og Eva, og det var ham de syndede imod da de var ulydige i Edens Have. Han må have følt sig dybt såret da de to første mennesker gjorde oprør mod ham. Men Jehova sørgede øjeblikkeligt for en løsning. * Han besluttede at sende en af sine åndeskabninger ned til jorden for at leve her som et fuldkomment menneske og til sidst ofre sit liv som en løsesum. I virkeligheden var hele ordningen i forbindelse med løskøbelsen altså en gave fra Gud. Og den var også en gave fra Gud på en anden måde. Har du nogen sinde tænkt på hvordan Gud må have følt det da Jesus blev slået ihjel?

Charlotte: Næh, det har jeg nok ikke.

Mette: Der ligger noget legetøj her i forhaven. Du har altså børn.

Charlotte: Ja, to – en dreng og en pige.

Mette: Prøv engang som forælder at tænke over hvordan Jesu himmelske Far, Jehova Gud, må have følt det den dag Jesus døde. Hvordan tror du han har haft det da han fra himlen var vidne til at hans elskede søn blev arresteret, latterliggjort og slået med knytnæver? Og hvordan har det været for ham at se sin søn blive naglet til en pæl og efterladt dér for at dø en langsom, pinefuld død?

Charlotte: Det må have været forfærdeligt for ham. Det har jeg aldrig tænkt på før.

Mette: Det er selvfølgelig umuligt for os at vide nøjagtigt hvordan Gud har følt det den dag. Men vi véd at han har følelser, og vi ved også hvorfor han tillod at alt dette skete. Det er meget smukt beskrevet i et velkendt skriftsted, nemlig Johannes 3:16. Vil du læse det?

Charlotte: Ja, der står: “For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.”

Mette: Tak. Kig igen på begyndelsen af verset. Der står: “Gud elskede verden.” Her har du nøgleordet – elskede. Det var kærlighed der fik Gud til at sende sin søn til jorden for at dø til gavn for os. I virkeligheden er dette det største udtryk for kærlighed der nogen sinde er blevet vist. Og det er grunden til at Jehovas Vidner hvert år samles på årsdagen for Jesu død for at mindes denne begivenhed. Synes du denne samtale har været en hjælp for dig?

Charlotte: Ja, bestemt. Mange tak fordi du tog dig tid til at gennemgå det med mig.