Jordskælvet i Haiti — tro og kærlighed vist i gerning

Tirsdag den 12. januar 2010, klokken 16.53, hørte Evelyn en stigende rumlen under sig ligesom lyden af en enorm flyvemaskine, og jorden begyndte at ryste. I nærheden kunne hun tydeligt høre betonelementer revne og bygninger styrte sammen. Da rystelsen hørte op, klatrede Evelyn op til et højere punkt hvor hun bedre kunne se hvad der var sket. Overalt hørte hun folk klage sig. En sky af cementstøv steg op over Haitis hovedstad, Port-au-Prince.

PÅ FÅ øjeblikke forsvandt huse, regeringsbygninger, banker, hospitaler og skoler. Folk fra alle samfundslag døde — flere end 220.000. Omkring 300.000 blev kvæstet.

Mange overlevende sad chokerede ved resterne af deres hjem. Andre gravede hektisk i murbrokkerne med de bare hænder for at redde familie og naboer. Elforsyningen svigtede, og mørket faldt hurtigt på. Redningsfolkene måtte derfor arbejde i skæret af lommelygter og stearinlys.

I byen Jacmel lå den 11-årige Ralphendy fastklemt under en delvis sammenstyrtet bygning. I flere timer arbejdede et redningshold febrilsk på at grave ham fri. Gentagne efterskælv tvang dem til at opgive deres bestræbelser fordi de frygtede at de ødelagte øverste etager ville styrte ned over dem. Philippe, en af Jehovas Vidners missionærer, nægtede at give op. Han forklarer: „Jeg kunne ikke bare lade Ralphendy dø.“

Philippe og tre andre pressede sig igennem en snæver passage under den ødelagte bygning og krøb langsomt frem mod det sted hvor Ralphendy lå. Hans fødder var fastklemt under de sammenstyrtede brokker. Fra midnat og fremefter arbejdede de forsigtigt på at fjerne murbrokkerne. Ved hver rystelse hørte de betonen over deres hoveder give sig og slå revner. Klokken 5.00, mere end 12 timer efter jordskælvet, kunne de trække Ralphendy ud i sikkerhed.

Sørgeligt nok endte ikke alle bestræbelser lige så lykkeligt. I den hårdt ramte by Léogâne undslap Roger og hans ældste søn, Clid, da deres hus styrtede sammen. Hans yngste søn, Clarence, mistede livet. Rogers hustru, Clana, var i live og i stand til at tale, men hendes hoved var fastklemt under det sammenstyrtede loft. Roger og en ven kæmpede for at befri hende. „Skynd jer!“ tryglede hun under ruinerne. „Jeg har næsten ikke flere kræfter! Jeg kan snart ikke få vejret!“ Tre timer senere ankom et redningshold. Men da de løftede hende ud, var hun død.

Onsdag den 13. januar, dag 2

Daggryet afslørede omfanget af ødelæggelserne. Store dele af Port-au-Prince lå i ruiner. Efterhånden som nyheden om katastrofen nåede jorden rundt, tog både nødhjælpsorganisationer og mange selvopofrende privatpersoner initiativ til at yde hjælp. I Den Dominikanske  Republik, omkring 300 kilometer væk, havde frivillige medarbejdere på Jehovas Vidners afdelingskontor også mærket jordskælvet. Da Jehovas Vidner i Den Dominikanske Republik fandt ud af at epicentret var i nærheden af Haitis tætbefolkede hovedstad, Port-au-Prince, hjem for næsten en tredjedel af Haitis befolkning på ni millioner, gik de straks i gang med at planlægge nødhjælpen.

Det var 150 år siden Haiti sidst havde haft et stort jordskælv. Derfor var man næsten gået væk fra at opføre bygninger der kunne modstå jordskælv, og var i stedet begyndt at opføre bygninger der ydede beskyttelse mod orkaner og oversvømmelser. Af den grund var det de færreste mure og betontage der var i stand til at klare rystelsen, der blev målt til 7,0 på Richterskalaen. Men Jehovas Vidners afdelingskontor i Haiti, der stod færdigt i 1987, var bygget efter anerkendte standarder for jordskælvsområder. Skønt det ligger nær den østlige udkant af Port-au-Prince, blev det praktisk talt ikke beskadiget.

Fra den ene dag til den anden blev afdelingskontoret i Haiti forvandlet til et travlt nødhjælpscenter. Eftersom de internationale telefon- og internetforbindelser var ustabile, kørte man to gange til den dominikanske grænse for at sende rapporter ud. I mellemtiden strømmede i hundredvis af ofre, hvoraf mange var hårdt sårede, ind på afdelingskontorets grund. Mange andre blev bragt til de få hospitaler i området der stadig fungerede, men hurtigt blev overfyldte.

Uden for hospitalerne lå ofrene på jorden — blødende og skrigende. Blandt dem lå Marla, som i otte timer havde været begravet under murbrokkerne fra en sammenstyrtet bygning. Hun kunne hverken mærke eller bevæge sine ben. Naboer havde gravet hende fri og bragt hende til et hospital, men hvilket? Evan, et Jehovas vidne der er læge og tidligere var ankommet fra Den Dominikanske Republik, satte sig for at finde hende, selvom han kun kendte hendes navn.

Der var nu gået over et døgn siden jordskælvet, og mørket var igen faldet på. Evan måtte  træde hen over de mange lig der lå uden for et hospital, alt imens han stille bad til Gud og blev ved med at kalde på Marla. Endelig hørte han nogen svare: „Ja!“ Marla så op på ham med et stort smil. Forundret spurgte Evan: „Hvorfor smiler du?“ Hun svarede: „Fordi jeg nu er sammen med min åndelige broder!“ Evan kunne ikke holde tårerne tilbage.

Torsdag den 14. januar, dag 3

Jehovas Vidners hovedkontor, som ligger i USA, koordinerede nødhjælpen — i samarbejde med afdelingskontorerne i Canada, Den Dominikanske Republik, Frankrig, Guadeloupe, Martinique, Tyskland og andre lande — for at gøre bedst mulig brug af de materialer, transportmuligheder, kommunikationsforbindelser, økonomiske midler og frivillige hjælpere der var til rådighed. I alt kom der 78 læger og sygeplejersker som var Jehovas Vidner, sammen med mange andre frivillige. Klokken 2.30 kørte den første lastbil med nødhjælp fra det dominikanske afdelingskontor mod Haiti, læsset med omkring 6,8 tons fødevarer, vand, medicin og andet der var behov for.

Da forsendelsen nåede frem senere samme morgen, gik staben på afdelingskontoret i Haiti i gang med at organisere uddelingen af forsyningerne. For at afholde tyve fra at stjæle lasten og sælge den camouflerede man fødevarerne. Frivillige arbejdede dag og nat med at pakke mad og andre forsyninger i mindre portioner til henholdsvis familier og enkeltpersoner. I løbet af de følgende måneder uddelte Jehovas Vidner gratis over 450 tons materialer der var blevet skænket til formålet, blandt andet mere end 400.000 måltider.

Fredag den 15. januar, dag 4

Ved middagstid ankom 19 læger og sygeplejersker som alle var Jehovas Vidner, fra Den Dominikanske Republik og Guadeloupe. De etablerede straks en skadestue. Blandt dem der blev behandlet, var der flere tilskadekomne fra et stort børnehjem. Desuden forsynede afdelingskontoret børnehjemmet med mad og presenninger der kunne yde dem beskyttelse. „Jeg er meget taknemmelig for Jehovas Vidners hjælp,“ siger Étienne, som leder børnehjemmet. „Jeg ved ikke hvad vi skulle have gjort uden dem.“

Fundet igen

Da jordskælvet ramte, så syvårige Islande fra sit hjem luftledninger der bristede i en byge af gnister. Indenfor gav væggene efter, og murbrokker væltede ned over hende så hun brækkede benet og kom alvorligt til skade. Efter at hun var blevet reddet fra ruinerne, kørte hendes far, Johnny, hende til et hospital lige på den anden side af den dominikanske grænse. Herfra blev hun fløjet til et hospital i landets hovedstad, Santo Domingo. Men da Johnny senere ringede til hospitalet, var Islande der ikke.

I to dage ledte Johnny alle vegne efter Islande, men forgæves. Hun var blevet overført til et andet hospital. Her hørte en kvinde blandt de frivillige hjælpere hende bede til Jehova. (Salme 83:18) „Elsker du Jehova?“ spurgte hun. „Ja,“ svarede en grådkvalt Islande. „Så skal du ikke være bange,“ trøstede kvinden hende. „Jehova skal nok hjælpe dig.“

Johnny bad Jehovas Vidners afdelingskontor i Den Dominikanske Republik om hjælp til at finde Islande. Et Jehovas vidne ved navn Melanie tilbød at lede efter hende. Da Melanie  spurgte sig for på et hospital, stod kvinden som havde hørt Islande bede, tilfældigvis ved siden af og kunne udpege den lille pige for hende. Det varede ikke længe før Islande var genforenet med sin familie.

Behandling og genoptræning

Mange af de tilskadekomne havde kun modtaget lidt eller slet ingen lægehjælp inden de ankom til den skadestue der var etableret på afdelingskontoret i Haiti, og hos mange var der gået koldbrand i deres sårede lemmer. I alt for mange tilfælde var amputation det eneste der kunne redde patientens liv. De første dage efter jordskælvet var der mangel på både kirurgisk udstyr, medicin og bedøvelsesmidler. Selv for lægerne var det en traumatisk situation. En sagde: „Der er billeder og lyde som jeg ville ønske at Gud ville slette fra min hukommelse.“

I løbet af den anden uge efter jordskælvet begyndte læger som var Jehovas Vidner, at ankomme fra Europa. De havde den fornødne erfaring og det nødvendige udstyr til at foretage de omfattende kirurgiske indgreb der var så hårdt brug for. Lægeholdet foretog 53 operationer og udførte i tusindvis af andre behandlinger. Wideline, et 23-årigt Jehovas vidne, var ankommet til Port-au-Prince dagen før jordskælvet. Under rystelsen blev hendes højre arm knust, og den måtte amputeres på et lokalt hospital. Slægtninge bragte hende senere til et hospital i nærheden af deres hjem i Port-de-Paix,  syv timer væk. Men Widelines tilstand forværredes, og hospitalspersonalet opgav at behandle hende i den tro at hun var døende.

Da et af Jehovas Vidners lægehold hørte om Widelines tilstand, rejste de fra Port-au-Prince for at behandle hende og bringe hende med tilbage så hun kunne få yderligere pleje. De øvrige patienter begyndte at klappe da de så at hendes åndelige brødre var kommet for at tage sig af hende. Med hjælp fra sin familie og menighed er Wideline nu ved at tilpasse sig sine nye omstændigheder.

I Den Dominikanske Republik lejede Jehovas Vidner huse der kunne fungere som rehabiliteringscentre for de patienter der blev sendt dertil. Husene blev bemandet med frivillige Jehovas Vidner der arbejdede i skiftehold — læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andet plejepersonale. De tog sig gladelig af patienternes behov under behandlingen.

Et udtryk for tro, håb og kærlighed

Kun 6 ud af Jehovas Vidners 56 rigssale i jordskælvsområdet blev alvorligt beskadiget. De fleste af de Jehovas Vidner der var hjemløse på grund af jordskælvet, boede i de intakte rigssale eller på åbne områder. Vidnerne, som i forvejen var vant til at mødes i større grupper, organiserede sig som de ville gøre til et af deres stævner.

„Vi opretholdt menighedens normale åndelige program,“ forklarer Jean-Claude, en af Jehovas Vidners lokale tilsynsmænd, „og det gav en vigtig stabilitet for unge såvel som ældre.“ Med hvilket resultat? „Jeg er så glad for at se at  Jehovas Vidner stadig går rundt og forkynder,“ sagde en mand. „Hvis vi ikke så jer, ville det hele føles meget værre.“

Jehovas Vidner bragte folk trøst. „Næsten alle vi møder, tror at jordskælvet er en straf fra Gud,“ fortalte et Jehovas vidne. „Vi forsikrer dem om at jordskælvet var en naturkatastrofe og ikke forårsaget af Gud. Vi viser dem Første Mosebog 18:25, hvor Abraham erklærer at det er utænkeligt at Gud skulle lade gode mennesker dø sammen med onde. Vi viser dem også Lukas 21:11, hvor Jesus forudsagde at store jordskælv skulle kendetegne vor tid, og vi forklarer at han snart vil oprejse dem af vores kære som vi har mistet i døden, og fjerne al lidelse. Mange giver udtryk for dyb taknemmelighed for denne viden.“ *

Der er dog stadig udfordringer. „Den første katastrofe, jordskælvet, er overstået. Nu må vi kæmpe med eftervirkningerne,“ bemærkede Jean-Emmanuel, en læge som er et af Jehovas Vidner. „Én ting er truslen om at sygdomme spreder sig i de overfyldte, uhygiejniske og regnvåde lejre — noget andet er de følelsesmæssige traumer som er blevet undertrykt, men ikke uden videre forsvinder.“

Nogle uger efter jordskælvet kom et Jehovas vidne til skadestuen på afdelingskontoret og klagede over vedvarende hovedpine og søvnløshed, noget som er meget almindeligt efter en katastrofe. „Var der noget der ramte dit hoved?“ spurgte en sygeplejerske, som er et Jehovas vidne. „Nej,“ svarede han roligt. „Min hustru gennem 17 år blev dræbt. Men vi forventede at noget sådant ville indtræffe. Det var jo det Jesus forudsagde.“

Sygeplejersken, der kunne gennemskue den mulige årsag til problemet, sagde: „Men du har mistet din livsledsager. Det er forfærdeligt! Det er helt i orden at sørge, at græde. Jesus græd da hans ven Lazarus døde.“ Derpå brast den hårdt ramte mand i gråd.

Ud af de mere end 10.000 Jehovas Vidner der er i området, døde 154 som følge af jordskælvet. Det anslås at over 92 procent af indbyggerne i Port-au-Prince mistede en eller flere af deres kære. For at hjælpe de sørgende har Jehovas Vidner aflagt gentagne besøg hos folk der var fysisk og følelsesmæssigt traumatiserede, for at give dem mulighed for at udøse deres hjerte for nogle de kunne have tillid til. De Jehovas Vidner der sørgede, kendte allerede Bibelens løfte om en opstandelse og et jordisk paradis, men også de havde behov for et lyttende øre og for trøst fra medfølende trosfæller.

Tiden nu — og fremtiden

Apostelen Paulus skrev: „Nu forbliver . . . tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ (1 Korinther 13:13) Disse egenskaber sætter de mange Jehovas Vidner i Haiti i stand til at holde modet oppe, opmuntre andre og se fremtiden i møde uden frygt. Sand tro, enhed og varme kendetegner tydeligvis det igangværende internationale nødhjælpsarbejde. „Jeg har aldrig før oplevet et så omfattende udtryk for kærlighed,“ sagde Petra, et Jehovas vidne der er læge, og som var kommet fra Tyskland for at hjælpe. „Jeg har grædt så mange tårer, men de fleste har været glædestårer.“

The Wall Street Journal skrev at jordskælvet i Haiti i begyndelsen af 2010 „efter visse kriterier er den mest ødelæggende naturkatastrofe et enkelt land er blevet ramt af“. Siden da har vi været vidne til både naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer andre steder. Vil sådanne tragiske begivenheder nogen sinde høre op? Jehovas Vidner i Haiti og i hele verden har tillid til at den dag snart kommer hvor Gud vil opfylde Bibelens løfte: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 15]

„Jeg kunne ikke bare lade Ralphendy dø“

[Tekstcitat på side 19]

„Jeg er så glad for at se at Jehovas Vidner stadig går rundt og forkynder“

[Ramme/​illustration på side 17]

DER BYGGES HUSE TIL OFRENE

Inden der var gået en måned efter jordskælvet, begyndte nogle Jehovas Vidner der er civilingeniører, at undersøge hvilke huse der ville være sikre at flytte tilbage til. Mange som havde mistet deres hjem, havde behov for midlertidig indkvartering indtil de kunne finde mere permanente boliger.

„Baseret på internationale nødhjælpsorganisationers erfaringer tegnede vi en bolig der var billig og let at samle, og på omtrent samme størrelse som de huse mange tidligere havde boet i,“ forklarer John, som arbejder på Jehovas Vidners afdelingskontor i Haiti. „Boligen yder beskyttelse mod vind og vejr, og beboerne behøver ikke at frygte for at huset styrter sammen over dem ved nye rystelser.“ Blot tre uger efter jordskælvet begyndte et hold frivillige fra Haiti og andre dele af verden at bygge de midlertidige boliger.

Folk i gaderne jublede ved synet af de forbipasserende lastbiler med de præfabrikerede elementer til disse huse. Mens en haitiansk tolder godkendte indførselen af byggematerialerne, bemærkede han: „Jehovas Vidner var blandt de første der krydsede grænsen for at få hjælp frem. De taler ikke kun om at hjælpe, de gør virkelig noget ved det.“ I løbet af de første få måneder efter jordskælvet havde Jehovas Vidner allerede bygget 1500 nye huse.

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HAITI

PORT-AU-PRINCE

Léogâne

Epicenter

Jacmel

DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK

[Illustration på side 16]

Marla

[Illustration på side 16]

Islande

[Illustration på side 16]

Wideline

[Illustration på side 18]

En gruppe Jehovas Vidner i Haiti på vej ud for at trøste ofrene for katastrofen

[Illustration på side 18]

En læge behandler en dreng på skadestuen der blev etableret af Jehovas Vidner