Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Står der en designer bag?

Gedehamsens instinktive evner som ingeniør

Gedehamsens instinktive evner som ingeniør

● Gedehamsene, især de der tilhører slægten Polistes, er blevet kaldt mesterlige ingeniører. Hvorfor er det en passende beskrivelse?

Tænk over dette: Disse insekter anvender noget særligt papir til at bygge og vedligeholde deres bo, og de fremstiller selv papiret. * Gedehamsen opsamler fibre fra planter og dødt træ — såsom træstammer, hegnspæle, telefonpæle og byggematerialer. Derefter tygger den det celluloseholdige materiale og blander det med klæbrigt spyt som er rigt på protein. Den klæbrige masse tørrer, og derved fremkommer der papir som er let og dog stærkt. Desuden har spyttet nogle særlige egenskaber som bevirker at papiret kan absorbere varme og afgive varme som har hobet sig op, og derved holde den rette temperatur i boet på kølige dage.

Gedehamsen bygger sit bo mundfuld for mundfuld. Det færdige produkt er en gruppe sekskantede celler af vandtæt papir med en paraplylignende overdækning. Den sekskantede form kombinerer styrke med effektiv udnyttelse af pladsen. Gedehamse der lever i fugtige omgivelser, blander blot fibrene med mere spyt på grund af dets vandafvisende egenskaber. Dog vælger insekterne alligevel steder hvor der er et beskyttende udhæng. Fra et sådant udhæng lader de boet som har indgang for neden, hænge fra en stilk. Herudover kan tilføjes at disse gedehamse ikke skader miljøet — til forskel fra vores metoder til fremstilling af papir der forurener jorden, vandet og luften!

Man kan godt forstå at arkitekter og forskere studerer gedehamsens produkter for at kunne designe byggematerialer der er lettere, stærkere, mere fleksible og bionedbrydelige.

Hvad mener du? Har dette insekt, hvis hjerne omtrent er på størrelse med to sandskorn, selv fundet ud af at fremstille papir og bygge et arkitektonisk bo? Eller er dens evner som kemi- og bygningsingeniør et vidnesbyrd om at der står en designer bag?

[Fodnote]

^ par. 4 Adskillige arter af gedehamse bygger deres bo af papir. Cellerne i boet er kamre for æggene, som udvikler sig til larver.