Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Stjernernes glans

Stjernernes glans

Stjernernes glans

HAR du nogen sinde stået og beundret de tusinder af stjerner som er synlige på en klar nattehimmel? Mens du kiggede på disse blinkende prikker, lagde du måske mærke til at de havde forskellig lysstyrke og endda forskellige farver. „Stjerne er forskellig fra stjerne i glans,“ siger Bibelen meget rigtigt. — 1 Korinther 15:41.

Hvorfor har stjerner forskellig stråleglans? Hvorfor er der for eksempel nogle der forekommer hvide og andre blå, gule eller røde? Og hvorfor blinker de?

I en stjernes kerne foregår der nukleare processer som danner enorme mængder energi. Denne energi bevæger sig ud til stjernens ydre lag, hvor den forsvinder ud i rummet, hovedsagelig som synligt lys og infrarøde stråler. Det vil måske overraske dig at varmere stjerner er blå, mens køligere stjerner er røde. Hvorfor har de forskellig farve?

Lys kan opfattes som en strøm af partikler, kaldet fotoner, der også opfører sig som bølger. Stjerner med høje temperaturer udsender fotoner med høj energi. Sådanne fotoner har korte bølgelængder, som findes i den blå ende af lysspektret. Modsat afgiver kølige stjerner fotoner med lavere energi, som findes i den røde ende af spektret. Vores egen stjerne, Solen, ligger hen imod midten af spektret fordi den udsender en stor mængde lys i det gul-grønne område. Hvorfor har den så ikke et grønt skær? Fordi den også udsender en stor mængde lys i de andre synlige bølgelængder. Resultatet er en hvid sol når man betragter den fra rummet.

Jordens atmosfære giver Solen kulør

Vi ser Solen gennem atmosfæren, der virker som et filter, og alt afhængigt af tidspunktet på dagen ændrer det Solens udseende. For eksempel har Solen ved middagstid normalt et klart gulligt skær. Men ved solopgang og solnedgang, når den står lavt i horisonten, kan den synes orange eller endda rød. Denne forandring i farven skyldes luftmolekyler, vanddamp og forskellige mikroskopiske partikler i Jordens atmosfære.

Atmosfæren spreder som følge af sin sammensætning det blå og violette sollys, og på en klar dag giver det en smuk, blå himmel. Uden de blå og violette farver i Solens synlige spektrum får det resterende sollys en dominerende gullig farve ved middagstid. Når Solen derimod står meget lavt i horisonten, skal lyset trænge igennem atmosfæren i en skarp vinkel inden det når frem til os. Det betyder at sollyset skal bevæge sig gennem en større del af atmosfæren, der nu spreder endnu mere lys i det blå såvel som i det grønne område af spektret. Derfor kan Solen når den er ved at gå ned, se ud som en prægtig rød eller højrød kugle.

Den farverige nattehimmel

Hvor meget vi kan se på nattehimmelen, afhænger i høj grad af øjnenes lysfølsomhed. Vores øjne modtager lys gennem to slags sensorer — tappe og stave. Tappene kan skelne farver, men de holder op med at fungere i meget svagt lys. Stavene, som ikke er så farvefølsomme, er dog ekstremt gode fotoreceptorer. Ja, under ideelle forhold kan en stav opfange en enkelt foton! Stavenes lysfølsomhed er forskudt mod de korte bølgelængder, der ligger i den blå ende af spektret. Derfor vil vi sandsynligvis se de blå stjerner og ikke de røde når vi med det blotte øje iagttager svagtlysende stjerner med samme lysstyrke. Heldigvis er der mere end det blotte øje vi kan rette mod nattehimmelen.

Kikkerter og teleskoper giver os større mulighed for at se lyssvage objekter på nattehimmelen, som for eksempel stjerner, galakser, kometer og stjernetåger. Alligevel er vores udsyn delvis begrænset af atmosfæren. En løsning på det problem er Hubble-teleskopet som er i kredsløb om Jorden. Teleskopet, som er et teknologisk vidunder, kan registrere objekter der er ti milliarder gange svagere i lysstyrke end de svagest lysende stjerner der er synlige for det blotte øje! Det har medført at man med Hubble-teleskopet har fået nogle fabelagtige billeder af objekter langt ude i rummet, deriblandt galakser og skyer af interstellart støv og gas kaldet stjernetåger.

Når det er sagt, kommer nye jordbaserede teleskoper nu på højde med Hubble-teleskopet, og på visse områder er de endda bedre. Blandt andet giver disse nye teleskoper astronomerne mulighed for at se billeder i større opløsning, eller flere detaljer, fordi man nu benytter sindrige teknikker der korrigerer for atmosfærens forstyrrelser. Et eksempel på dette er Keck I-teleskopet, som er et af de største optiske teleskoper i verden. Det er opstillet i W.M. Keck-observatoriet på øen Hawaii. Astronomen Peter Tuthill fra Sydney-universitet i Australien har med dette teleskop opdaget støvskyer der bliver slynget ud af et dobbelt stjernesystem i stjernebilledet Skytten nær det der for os ser ud til at være midten af vores galakse, Mælkevejen.

Jo længere ud i rummet astronomerne kigger, jo flere stjerner og galakser finder de. Hvor mange er der derude? Det kan vi kun gisne om. Men det er ikke nødvendigt for Skaberen, Jehova Gud. „Han har tal på stjernernes mængde; han kalder dem alle ved navn,“ står der i Salme 147:4.

Profeten Esajas kom med lignende udtalelser. Ja, han gik endda et skridt videre og sagde noget der i bemærkelsesværdig grad er videnskabeligt korrekt, nemlig at det fysiske univers er et produkt af Guds umådelige energi. Esajas skrev: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ — Esajas 40:26.

Hvordan kunne Esajas, der levede for cirka 2700 år siden, vide at universet er et produkt af Guds umådelige energi? Det var bestemt ikke noget han selv fandt ud af! Nej, han nedskrev det som Jehova inspirerede ham til at skrive. (2 Timoteus 3:16) Derfor kunne han, såvel som andre bibelskribenter, gøre noget som ingen videnskabelig lærebog eller intet teleskop kan. De gjorde opmærksom på hvem der gav stjernerne deres glans og skønhed.

[Ramme/​illustration på side 16]

HVORFOR BLINKER STJERNERNE?

Stjerner blinker eller ser ud til at ændre sig ganske lidt med hensyn til lysstyrke og placering på grund af forstyrrelser i Jordens atmosfære. Lad os illustrere det på følgende måde: Forestil dig nogle bitte små lamper i bunden af et svømmebassin. Hvad sker der med lamperne når krusninger passerer hen over dem? Så virker det som om de blinker, ligesom stjernerne. Lyset fra større lamper bliver derimod ikke så let forstyrret. Planeter kan sammenlignes med sådanne store lamper, ikke fordi de er større end stjernerne, men fordi de er meget tættere på Jorden, og derfor ser større ud.

[Ramme/​illustrationer på side 17]

ER FARVERNE RIGTIGE ELLER FORKERTE?

Takket være Hubble-teleskopet har du højst tænkeligt set imponerende og farvestrålende billeder af galakser, stjernetåger og stjerner. Men har de i virkeligheden sådanne farver? Sandheden er at gengivelsen af farverne er en blanding af kunst og videnskab. De billeder man modtager fra Hubble-teleskopet er sort-hvide, men de bliver taget gennem farvefiltre. Astronomer og billedspecialister gør brug af moderne teknologi og software for at udarbejde det endelige billede, som regel for at gengive det så nøjagtigt som muligt ud fra hvad de mener er himmelobjekternes naturlige farver. * Andre gange fremstiller astronomer billeder med forkerte farver med fuldt overlæg fordi visse ting skal fremhæves, måske med henblik på videnskabelig analyse.

[Fodnote]

^ par. 21 Når vi gennem et teleskop observerer lyssvage objekter på nattehimmelen, overdrager tapcellerne opgaven med hensyn til at se til stavcellerne, som ikke kan opfatte farver.

[Illustrationer]

Sort-hvid

Rød

Grøn

Blå

Det endelige billede efter at man har kombineret de tre farver

[Kildeangivelse]

J. Hester og P. Scowen (AZ State Univ.), NASA

[Illustration på side 16]

Stjernen V838 Monocerotis

[Illustration på side 16]

Galakser der indvirker på hinanden, Arp 273

[Kildeangivelse på side 15]

NASA, ESA og Hubble Heritage (STScI/​AURA) -ESA/​Hubble Collaboration

[Kildeangivelser på side 16]

V838: NASA, ESA og H. Bond (STScI); Arp 273: NASA, ESA og Hubble Heritage Team (STScI/​AURA)