Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

I kontakt med andre!

I kontakt med andre!

I kontakt med andre!

● Forestil dig denne situation. Folk kaldte Sam gammeldags. I årevis havde han nægtet at bruge den nye teknologi der gjorde det muligt at holde kontakt til familie og venner. Alle, også Sams teenagebørn, sagde at de gerne ville være i kontakt med andre. Med et glimt i øjet sagde Sam til sin 16-årige datter: „Jeg savner den tid hvor folk talte med hinanden ansigt til ansigt!“

Så begyndte Sam at tage sit standpunkt op til fornyet overvejelse. Han tænkte på dem han hverken havde set eller talt med i årevis. Han tænkte også på dem i familien der tilsyneladende havde så travlt at han næsten havde mistet kontakten med dem. ’Hvis jeg gerne vil bevare forbindelsen med alle de mennesker,’ tænkte han ved sig selv, ’bliver jeg nødt til at gøre det på den nye måde.’ Det var i midten af det tyvende århundrede et sted ude på landet i USA. Sam, der blev kaldt gammeldags, var langt om længe ved at overveje om han skulle anskaffe sig en telefon.

Lad os spole hurtigt frem til 2012. Sams barnebarn Nathan har lige talt i telefon med Roberto og Angela, nogle af hans nære venner der er flyttet over på den anden side af jorden. ’Det er allerede ti år siden!’ tænker Nathan ved sig selv, overrasket over hvor hurtigt tiden er gået.

I årenes løb har det været nok for Nathan at få et telefonopkald fra familie og venner der er flyttet langt væk. Men nu lader det til at alle, også Nathans teenagebørn, bruger et socialt medie for at bevare kontakten.

Folk kalder Nathan gammeldags fordi han nægter at hoppe med på den teknologiske vogn. „Jeg savner den tid hvor man talte i telefon og kunne høre den andens stemme,“ siger han. Men nu er Nathan begyndt at komme på andre tanker. ’Hvis jeg gerne vil bevare forbindelsen med alle de mennesker,’ siger han ved sig selv ’bliver jeg nok nødt til at gøre det på den nye måde.’

Har du gjort dig de samme tanker som Nathan? Af natur kan mennesker godt lide at kommunikere med hinanden. (1 Mosebog 2:18; Ordsprogene 17:17) Når nu så mange benytter sociale medier til at kommunikere med andre, hvad skal man så vide om denne teknologi?