Var jødernes rituelle bade en forløber for den kristne dåb?

JOHANNES DØBER forkyndte „dåb der som symbol betegner sindsændring“. Og Jesus befalede sine efterfølgere at gøre disciple og døbe dem. — Markus 1:4; Mattæus 28:19.

Bibelen viser at den kristne dåb kræver fuldstændig nedsænkning i vand. „Lignende ceremonier,“ siger bogen Jesus and His World „kan ses i mange religioner, både i fortiden og i nutiden, på tværs af geografiske og kulturelle grænser.“ Bogen påstår at ’den kristne dåb stammer fra jødedommen’. Hvor holdbar er den påstand?

Bassiner til jødernes rituelle bade

Arkæologer der har foretaget udgravninger i nærheden af Tempelbjerget i Jerusalem, har fundet næsten 100 bassiner til rituelle bade, som dateres til henholdsvis det første århundrede før og det første århundrede efter vor tidsregning. En synagogeinskription fra det andet eller tredje århundrede efter vor tidsregning nævner at sådanne bassiner var til besøgende der havde behov for dem. Andre badebassiner er blevet fundet i den del af Jerusalem hvor præstefamilierne og de rige boede; næsten hvert eneste hus havde sit eget private bassin til rituelle bade.

Bassinerne var rektangulære kar der var udhugget i klipper eller gravet ned i jorden. De var beklædt med teglsten eller almindelige sten og derefter pudset indvendig for at gøre væggene vandtætte. De fleste bassiner målte cirka to gange tre meter, og de blev tilført regnvand gennem vandledninger. Vandet var mindst 1,2 meter dybt så man kunne få hele kroppen under vand når man krummede sig sammen. Trappen som førte ned i vandet, var nogle gange adskilt på midten af en lav væg. Man formoder at den ene side af trappen blev benyttet når man gik ned i det rensende bad og stadig var uren, og at den anden side blev benyttet når man skulle op af badet, så man undgik besmittelse.

Bassinerne blev brugt i forbindelse med jødernes rituelle renselse. Hvad indbefattede den?

 Loven kontra overleveringen

Moseloven understregede at Guds folk skulle være rent, både åndeligt og fysisk. Israelitterne kunne pådrage sig forskellige former for urenhed som de skulle rense sig for ved at bade deres legeme og vaske deres klæder. — 3 Mosebog 11:28; 14:1-9; 15:1-31; 5 Mosebog 23:10, 11.

Jehova Gud er ren og hellig i absolut forstand. Præsterne og levitterne havde derfor pligt til, under dødsstraf, at vaske deres hænder og fødder før de nærmede sig hans alter. — 2 Mosebog 30:17-21.

Forskere mener at den jødiske religiøse ordning i det første århundrede efter vor tidsregning havde udvidet kravene om præsternes renselse til også at gælde ikkelevitter. Både essæerne og farisæerne foretog hyppige renselsesritualer. En kilde siger følgende om Jesu tid: „Jøderne skulle være rituelt rene før de kunne gå op på Tempelbjerget, bringe et offer, nyde gavn af præsternes ofre og lignende.“ Ifølge talmudiske tekster skulle de badende sænke hele deres legeme ned under vandet.

Jesus kritiserede farisæerne for deres krav om rituel renselse. De praktiserede åbenbart „forskellige former for dåb“, derunder „dåb af bægre og kander og kobberkar“. Jesus sagde at farisæerne overtrådte Guds bud ved at påtvinge folk deres egne overleveringer. (Hebræerne 9:10; Markus 7:1-9; 3 Mosebog 11:32, 33; Lukas 11:38-42) Intet sted i Moseloven blev der stillet krav om fuldstændig nedsænkning i vand.

Skal oprindelsen til den kristne dåb findes i jødernes rituelle bade? Nej!

Rituelle bade og den kristne dåb

Renselsesritualerne var noget den enkelte jøde selv foretog. Den dåb Johannes foretog, kendte jøderne ikke til, for det var ikke et rituelt bad. At Johannes blev kendt som Døberen, viser at den nedsænkning han udførte, var anderledes. Nogle af jødernes religiøse ledere sendte endda en delegation af sted for at spørge ham: „Hvorfor døber du?“ — Johannes 1:25.

Den renselse som Moseloven foreskrev, skulle gentages hver gang en person var blevet uren. Det gjaldt ikke den dåb Johannes udførte, og heller ikke den som senere blev praktiseret af de kristne. Johannes’ dåb symboliserede at man havde ændret sind og forkastet sin tidligere måde at leve på. Den kristne dåb var et symbol på at en person havde indviet sig til Gud. Det var noget den kristne gjorde én gang, ikke igen og igen.

Den rituelle badning der foregik i de jødiske præsters hjem og i de offentlige bade i nærheden af Tempelbjerget, havde kun en overfladisk lighed med den kristne dåb. Disse to former for nedsænkning betød vidt forskellige ting. The Anchor Bible Dictionary siger: „Der er almindelig enighed blandt forskere om at Johannes [Døberen] ikke havde overtaget eller tilpasset en form for dåb fra det miljø han kom fra [jødedommen].“ Det samme kan siges om den dåb som blev praktiseret i den kristne menighed.

Den kristne dåb er „en anmodning til Gud om en god samvittighed“. (1 Peter 3:21) Den symboliserer at en person har indviet sig helt til Jehova for at tjene ham som discipel af hans søn. Fuldstændig nedsænkning i vand er et passende symbol på en sådan indvielse. At en person bliver sænket ned under vandet, symboliserer at han dør i forhold til sin tidligere livsførelse. At han kommer op af vandet igen, er et symbol på at han kommer til live for at gøre Guds vilje.

Jehova Gud skænker dem der foretager en sådan indvielse og lader sig døbe, en god samvittighed. Apostelen Peter kunne derfor under inspiration sige til sine trosfæller: „[Dåben] frelser nu også jer.“ Det var noget som ingen jødiske rituelle bade nogen sinde kunne gøre, uanset hvor mange gange man foretog dem.