Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan lærer man Gud at kende?

Hvordan lærer man Gud at kende?

Hvordan lærer man Gud at kende?

Nogle tvivler på at Gud virkelig er interesseret i at give sig til kende over for os mennesker. Hvis han er, hvordan gør han det i så fald?

DEN protestantiske reformator Johannes Calvin, der levede i det 16. århundrede, konkluderede med rette at vi mennesker ikke ved egen indsats kan lære Gud at kende, men kun i det omfang han gør det muligt for os. Nogle spekulerer dog på om Gud virkelig er interesseret i at give sig til kende over for os. Og hvis han er, hvordan gør han det så?

Jehova, den „store Skaber“, har altid en mening med det han gør. Og da han er „Gud den Almægtige“, er han fuldt ud i stand til at gennemføre alt hvad han sætter sig for. (Prædikeren 12:1; 2 Mosebog 6:3) Vi kan være forvissede om at han er villig til at åbenbare sine hensigter for menneskene, for hans profet Amos blev inspireret til at skrive: „Den suveræne Herre Jehova gør nemlig intet uden at han har åbenbaret sin fortrolige sag for sine tjenere profeterne.“ Men læg mærke til at der siges at Gud kun åbenbarer sine hensigter for sine tjenere, for dem der oprigtigt elsker ham. Det er forståeligt nok. Hvem drøfter du personlige anliggender med? Med hvem som helst, eller kun med dine nærmeste venner? — Amos 3:7; Esajas 40:13, 25, 26.

Guds visdom og kundskab fylder de ydmyge med ærefrygt, og det med rette. Men for at få personlig gavn af hans visdom og kundskab er det ikke nok blot at føle ærefrygt. Bibelen understreger at vi for at lære Guds tanker at kende må have et ydmygt hjerte. Ordsprogene 2:1-4 giver denne tilskyndelse: ’Gem mine bud hos dig. Giv med dit øre agt på visdom. Bøj dit hjerte mod dømmekraft. Kald på forstand, og lad din røst råbe på dømmekraft. Søg den som sølv.’

Et ydmygt menneske som bestræber sig for at følge disse råd, vil helt sikkert kunne lære Gud at kende. I de efterfølgende vers i Ordsprogenes Bog står der: „Det er Jehova der giver visdom; fra hans mund kommer kundskab og dømmekraft.“ Ja, de der oprigtigt søger sandheden, kan „forstå retfærdighed og ret og retskaffenhed, ethvert spor som er godt“. — Ordsprogene 2:6-9.

Søgen efter sandheden

Opslagsværket The Encyclopedia of Religion siger: „Menneskets liv er kendetegnet af behovet for at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige, det stærke og det svage, det ægte og det falske, det rene og det besmittede, det klare og det uklare, og alt hvad der befinder sig mellem disse yderpunkter.“ For at få dækket dette behov har mennesker længe søgt efter sandheden. I hvor høj grad det er lykkedes dem at finde sandheden, har været afhængigt af i hvor høj grad de har søgt den hos Jehova, som salmisten kalder „sandhedens Gud“. — Salme 31:5.

Navnet Jehova betyder bogstaveligt „Han lader blive“. (1 Mosebog 2:4, fodnote) Selve betydningen af navnet henleder altså opmærksomheden på Guds skaberkraft og hensigt. Faktisk er dét at kende og bruge navnet Jehova et karakteristisk træk ved den sande religion. Det erkendte Jesus. I en bøn til Gud sagde han om sine disciple: „Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ — Johannes 17:26.

I fortiden stod en hebræer ved navn Josef over for den vanskelige opgave at skulle tyde nogle drømme. I tillid til sit venskab med Gud sagde han: „Tilkommer det ikke Gud at give tydninger?“ — 1 Mosebog 40:8; 41:15, 16.

Århundreder senere fik kong Nebukadnezar af Babylon en drøm som hans vismænd ikke kunne tyde. Profeten Daniel sagde til ham: „Der er . . . en Gud i himmelen som åbenbarer hemmeligheder, og han har ladet kong Nebukadnezar vide hvad der skal ske i de sidste dage.“ — Daniel 2:28.

Disse eksempler med Josef og Daniel viser at Jehova Guds kundskab og visdom kun er tilgængelig for dem der tjener ham. Men for at opnå Guds gunst kan det godt være at man må kassere visse opfattelser man har haft. Det var netop hvad de jøder der blev kristne i det første århundrede, måtte gøre. Under hele deres opvækst havde de lært at de skulle respektere og adlyde de love der gjaldt under den jødiske ordning. De måtte derfor have tid til at acceptere Jesus som Messias, der kom for at opfylde Moseloven, en lov der tjente som „en skygge af kommende goder“. (Hebræerne 10:1; Mattæus 5:17; Lukas 24:44, 45) Den blev erstattet af „Messias’ lov“, som er Moseloven langt overlegen. — Galaterne 6:2; Romerne 13:10; Jakob 2:8.

Vi er alle født ind i en verden der har fjernet sig fra Gud. På grund af synd som vi har arvet fra det første menneskepar, blev vi født som fjender af Gud og manglede nøjagtig kundskab om hans hensigter. Vi har også et forræderisk hjerte. (Jeremias 17:9; Efeserne 2:12; 4:18; Kolossenserne 1:21) For at opnå venskab med Gud må vi lære at rette vores sind ind efter Guds tankegang. Det er dog ikke nogen let opgave.

Det kan være svært at forkaste falske religiøse forestillinger og skikke, især hvis det er nogle man har kendt lige fra barnsben. Men er det klogt at blive ved med at følge en forkert kurs? Bestemt ikke! Det er afgjort bedre at forandre sin måde at tænke på så man kan opnå Guds godkendelse.

Kendetegn på den kanal Gud benytter

Hvor kan vi få hjælp til at forstå sandhedens ord og at leve efter det? I det gamle Israel sørgede Gud for at lede sit folk ved hjælp af betroede og loyale mænd som han havde tildelt vigtige ansvarsopgaver. I dag leder Kristus, hovedet for den kristne menighed, dem der oprigtigt søger sandheden. Det gør han gennem sine betroede og loyale disciple, som udgør den kanal der har ansvar for at lede og beskytte dem der oprigtigt søger sandheden. (Mattæus 24:45-47; Kolossenserne 1:18) Men hvordan kan man identificere den kanal Gud benytter til at undervise sit folk?

Sande disciple af Jesus Kristus bestræber sig for at genspejle de egenskaber han havde da han levede som menneske på jorden. I en verden der bliver mere og mere ond, er det let at identificere disse disciple fordi de udviser sådanne åndelige egenskaber. (Se rammen på side 6). Er disse egenskaber kendetegnende for det trossamfund du er tilsluttet, eller for de trossamfund som dine naboer tilhører? Det er umagen værd at undersøge sagen i lyset af Bibelen.

Vi vil gerne opfordre dig til at gøre det ved hjælp af et bibelkursus. Sidste år benyttede over 6.000.000 mennesker i 235 lande sig af dette tilbud om at studere Bibelen med Jehovas Vidner. At tilegne sig visdom og kundskab om Gud er en fortløbende, tilfredsstillende og glædebringende proces. Hvorfor ikke begynde på det allerede nu? Det vil du aldrig fortryde. Det er nemlig muligt at lære Gud at kende!

[Ramme på side 6]

GUDS SANDE TILBEDERE . . .

forholder sig neutrale i politiske konflikter. — Esajas 2:4.

frembringer gode frugter ved at gøre Guds vilje. — Mattæus 7:13-23.

har sand kærlighed til hinanden. — Johannes 13:35; 1 Johannes 4:20.

forkynder det samme budskab overalt i verden. — Mika 2:12.

følger ikke denne verdens ubibelske normer og adfærd. — Johannes 17:16.

vidner om sandheden og gør disciple. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

kommer regelmæssigt sammen for at opmuntre hinanden. — Hebræerne 10:25.

lovpriser Gud som et internationalt samfund. — Åbenbaringen 7:9, 10.

[Illustrationer på side 7]

Kundskab om Gud kan opnås af enkeltpersoner, som familie og på menighedsbasis