BEZALEL og Oholiab var ikke ukendte med byggefaget. Som slaver i Egypten havde de sikkert fremstillet flere teglsten end de havde lyst til at mindes. Men det hørte fortiden til. Nu skulle de være kunsthåndværkere af højeste rang idet de var blevet udpeget til at føre an i opførelsen af teltboligen. (2 Mos. 31:1-11) Men trods det var der kun få der nogen sinde ville se de smukke ting de fremstillede. Ville denne mangel på anerkendelse gøre dem frustrerede? Gik de op i om andre lagde mærke til deres arbejde? Betyder det noget hvem der lægger mærke til det du gør?

Visse dele af indretningen i teltboligen var rene kunstværker. Tænk for eksempel på guldkeruberne der var på låget af pagtens ark. Paulus beskrev dem som “herlige”. (Hebr. 9:5) Forestil dig hvor betagende disse figurer i drevet guld må have været. – 2 Mos. 37:7-9.

Hvis de ting Bezalel og Oholiab lavede, blev fundet i dag, ville de være værdige til at blive udstillet på de fineste museer, hvor mange ville kunne se dem og blive fascineret af dem. Men hvor mange fik lov at se deres skønhed efter at de var blevet fremstillet? Keruberne befandt sig i Det Allerhelligste; de ville derfor kun blive set af ypperstepræsten når han gik derind en gang om året, nemlig på forsoningsdagen. (Hebr. 9:6, 7) Det var altså meget få mennesker der nogen sinde fik dem at se.

Hvis du havde været Bezalel eller Oholiab og havde arbejdet hårdt med at fremstille så smukke kunstværker, hvordan ville du så have haft det med at vide at næsten ingen ville se dem? I dag føler mange en vis tilfredshed når de bliver rost og beundret af andre omkring dem. Det er den måde de måler værdien af deres arbejde på. Men sådan er det ikke med dem der tjener Jehova. Ligesom Bezalel og Oholiab finder vi tilfredshed ved at gøre Jehovas vilje og have hans godkendelse.

På Jesu tid var det almindeligt at de religiøse ledere bad bønner der skulle imponere andre. Men Jesus anbefalede at man bad oprigtige bønner  uden noget ønske om at blive lovprist af dem der så det. Hvad bliver resultatet når vi gør det? ‘Vores Fader, som ser til i det skjulte, vil betale os.’ (Matt. 6:5, 6) Det vigtigste er altså ikke hvad andre synes om vores bønner, men hvad Jehova synes. Det er det der er afgørende for om vores bønner har værdi. Samme princip gælder alt hvad vi udretter i vores hellige tjeneste for ham. Værdien af vores indsats afhænger ikke af andres ros, men af at vi glæder Jehova, “som ser til i det skjulte”.

Da teltboligen var færdig, “dækkede [en sky] mødeteltet, og Jehovas herlighed fyldte teltboligen”. (2 Mos. 40:34) Det var tydeligt at Jehova godkendte arbejdet. Hvordan tror du Bezalel og Oholiab havde det på det tidspunkt? Selvom deres navne ikke var indgraveret i kunsthåndværket, må de have følt tilfredshed ved at vide at Jehova havde velsignet alle deres anstrengelser. (Ordsp. 10:22) I årene derefter varmede det uden tvivl deres hjerter at se hvordan det de havde frembragt, fortsat blev brugt i tjenesten for Jehova. Når Bezalel og Oholiab får livet igen i den nye verden, vil det helt sikkert glæde dem at høre at teltboligen blev brugt i forbindelse med den sande tilbedelse i næsten 500 år!

I Jehovas organisation i dag arbejder animatorer, tegnere, musikere, fotografer, oversættere og skribenter alle anonymt. Så i den forstand er der ingen der “ser” det de gør. Det samme kan siges om meget af det arbejde der udføres i de mere end 110.000 menigheder jorden over. Hvem ser regnskabstjeneren lave det nødvendige papirarbejde ved månedens slutning? Hvem ser det når sekretæren udfylder menighedens tjenesterapport? Og hvem bemærker at en bror eller søster foretager en nødvendig reparation i rigssalen?

Ved slutningen af deres liv havde Bezalel og Oholiab ingen trofæer, medaljer eller mindeplader at fremvise selvom de havde udført fremragende værker af høj kvalitet. Men de havde opnået noget langt mere dyrebart – Jehovas godkendelse. Vi kan være sikre på at Gud lagde mærke til deres arbejde. Måtte vi efterligne deres eksempel ved ydmygt og villigt at tjene Jehova.