Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 Kom nær til Gud

„Den gamle af dage satte sig“

„Den gamle af dage satte sig“

„INGEN har nogen sinde set Gud,“ siger Bibelen. (Johannes 1:18) Guds herlighed er så strålende at ingen skabning af kød og blod kan se ham og leve. (2 Mosebog 33:20) Men i nogle tilfælde har Jehova givet udvalgte mænd et syn af himmelen. Profeten Daniel var en af dem. Det han så, fyldte ham med ærefrygt, og det samme burde gælde os. Læg mærke til hvordan Daniel beskriver det han i et syn fik lov til at se. * — Læs Daniel 7:9, 10.

„Den gamle af dage.“ Titlen „den gamle af dage“, som kun bruges af Daniel, hentyder til en der har en meget høj alder. (Daniel 7:9, 13, 22) Hvor længe har Jehova været til? Da han omtales som „evighedens Konge“, må hans eksistens strække sig uendeligt tilbage i fortiden — og for evigt ud i fremtiden. (1 Timoteus 1:17; Judas 25) Guds evige eksistens forsikrer os om at han besidder en uendelig visdom, for Bibelen forbinder alder med visdom. (Job 12:12) Det er sandt at tanken om evig eksistens kan være svær at fatte med vores begrænsede viden. Men skulle vi virkelig forvente til fulde at kunne fatte den uforligneligt vise Gud? — Romerne 11:33, 34.

Læg mærke til at den gamle af dage „satte sig“. Med hvilket formål? De omkringstående vers giver os nogle spor idet der bruges ord som „retten“ og „dommen“. (Daniel 7:10, 22, 26) Så i dette syn sætter Jehova sig ned som dommer. Hvem vil han dømme? Jordens nationer, der tidligere i Daniels syn er blevet beskrevet som vilddyr. * (Daniel 7:1-8) Hvordan er Jehova som dommer?

„Hans klædning var hvid som sne, og håret på hans hoved var som ren uld.“ Hvid bruges som et symbol på retfærdighed og renhed. Uld er ofte hvid i sin naturlige tilstand. Så hår der er som uld, vil altså være hvidt. Kan du forestille dig hvad Daniel så? Kan du for dit indre blik se en hvidhåret dommer i en snehvid klædning? Disse billeder forsikrer os om at Jehovas domme er retfærdige og vise. Han er en dommer der fortjener vores dybeste respekt og tillid.

Han er en dommer der fortjener vores dybeste respekt og tillid

„Tusind gange tusind tjente ham, og ti tusind gange ti tusind stod foran ham.“ Hvem er disse himmelske tjenere? Bibelen omtaler englene som ’Guds tjenere’. (Salme 104:4) Denne skare af engle, der måske tæller hundreder af millioner, er travlt optaget idet de „udfører hans ord“ og „udfører hans vilje“. (Salme 103:20, 21) Er det ikke endnu et vidnesbyrd om Guds uendelige visdom? Hvem andre end Jehova kunne holde så stor en himmelsk hær velorganiseret og holde den travlt beskæftiget i uanede tidsaldre?

Daniels syn indgyder os tillid til Jehova, den gamle af dage. Hans domme er retfærdige, og hans visdom er pålidelig. Hvorfor ikke lære mere om hvordan du kan komme nærmere til den alvise Gud?

Forslag til bibellæsning i oktober:

Daniel 4-12Hoseas 1-14

^ par. 3 Daniel så ikke virkelig Gud. Men Gud indprentede levende billeder i hans sind. Da Daniel beskrev hvad han så, brugte han billedsprog, der også indbefattede antropomorfismer — udtryk hvor Gud tillægges menneskelige egenskaber. Sådanne billeder er med til at give os en bedre forståelse af Gud og skal ikke tages bogstaveligt.

^ par. 5 En behandling af Daniels syn af vilddyrene findes i kapitel 9 i bogen Giv agt på Daniels profeti! Udgivet af Jehovas Vidner.