„Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud.“ (Lukas 21:20, 21) Jesus gav disse anvisninger til sine disciple angående den ødelæggelse der ville komme over Jerusalem. Er der vidnesbyrd om at disciplene fulgte Jesu advarsel?

Flere årtier efter Jesu død trængte en romersk hær anført af Cestius Gallus ind i Palæstina for at nedkæmpe en opstand. Invasionen er bekræftet af den jødiske historiker Josefus, som levede på den tid. De romerske legioner omringede Jerusalem og var klar til at indtage byen, men pludselig beordrede Gallus at hæren skulle trække sig tilbage. Ifølge kirkehistorikeren Eusebios benyttede de kristne i Judæa denne situation til at flygte til Pella, en by i Dekapolis’ bjergegne.

Nogle år senere, i år 70, vendte den romerske hær tilbage under anførsel af general Titus og belejrede den jødiske hovedstad. Denne gang gennemførte soldaterne det som Gallus ikke fik gjort, nemlig at ødelægge byen. Hundredtusinder blev indesluttet i Jerusalem og døde.

Bibelske beretninger om profeterne Samuel, Elias og Elisa omtaler nogle mænd som kaldes „profetsønnerne“. For eksempel var det „en af profetsønnerne“ Elisa sendte hen for at salve Jehu som konge over Israel. — 2 Kongebog 9:1-4.

Bibelforskere mener at udtrykket sigter til en sammenslutning af profeter, eller til en gruppe der blev oplært som profeter, snarere end til bogstavelige efterkommere af profeter. Tidsskriftet Journal of Biblical Literature oplyser at medlemmerne af disse grupper sandsynligvis var mænd der „viede deres liv til tjenesten for Yahweh [Jehova] under ledelse af en profet der var . . . deres åndelige fader“. (2 Kongebog 2:12) I beretningen om salvelsen af Jehu omtales Elisas udsending interessant nok også som „profetens medhjælper“. — 2 Kongebog 9:4.

„Profetsønnerne“ levede tilsyneladende et enkelt liv. Om en gruppe profetsønner på Elisas tid fortælles der for eksempel at de byggede deres egen bolig og brugte en lånt økse. (2 Kongebog 6:1-5) At nogle af dem var gift, fremgår af at der omtales en enke efter ’en af profetsønnerne’. (2 Kongebog 4:1) Trofaste israelitter værdsatte åbenbart profetsønnerne, og Bibelen beretter om et tilfælde hvor de sørgede for mad til dem. — 2 Kongebog 4:38, 42.