Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

I hustruer, hav dyb respekt for jeres mænd

I hustruer, hav dyb respekt for jeres mænd

I hustruer, hav dyb respekt for jeres mænd

„Lad hustruerne underordne sig deres mænd.“ — EFESERNE 5:22.

1. Hvorfor er det ofte vanskeligt for en kvinde at respektere sin mand?

I MANGE lande aflægger kvinden et højtideligt løfte på sin bryllupsdag, hvor hun lover at vise sin mand dyb respekt. Mandens måde at behandle sin hustru på er dog afgørende for hvor svært det bliver at leve op til dette løfte. Ægteskabsordningen havde imidlertid en meget smuk begyndelse. Gud tog et ribben fra Adam, den første mand, og skabte en kvinde af det. Og Adam udbrød: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ — 1 Mosebog 2:19-23.

2. Hvordan har kvinders holdning til ægteskabet udviklet sig i nyere tid?

2 Trods ægteskabets smukke begyndelse opstod der først i 1960’erne en bevægelse i USA der blev kaldt kvindefrigørelsesbevægelsen. På det tidspunkt var der 300 gange så mange mænd som kvinder der forlod deres familie. I slutningen af 1960’erne havde det ændret sig så der nu var én kvinde for hver 100 mænd. Nu ser det ud til at kvinder bander, drikker, ryger og opfører sig umoralsk i lige så høj grad som mænd. Er kvinderne så blevet lykkeligere? Nej. I nogle lande bliver omkring halvdelen af dem der gifter sig, på et tidspunkt skilt. Har de bestræbelser som nogle kvinder har gjort sig for at forbedre deres ægteskabelige situation, været til gavn eller til skade? — 2 Timoteus 3:1-5.

3. Hvilket grundlæggende problem præger ægteskabet?

3 Hvad er det grundlæggende problem? I nogen grad er problemet det samme som har eksisteret lige siden Eva blev forført af den oprørske engel, „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“. (Åbenbaringen 12:9; 1 Timoteus 2:13, 14) Satan har undergravet det Gud siger. For eksempel har han fået ægteskabet til at virke strengt og restriktivt. Formålet med den propaganda han fremmer gennem medierne i denne verden — som han er hersker over — er at få Guds vejledning til at virke uretfærdig og gammeldags. (2 Korinther 4:3, 4) Men hvis vi med et åbent sind undersøger hvad Gud siger om kvindens rolle i ægteskabet, vil vi se hvor víst og praktisk Guds ord er.

Tænk dig om hvis du vil giftes!

4, 5. (a) Hvorfor er der brug for et advarende ord til dem der overvejer ægteskab? (b) Hvad bør en kvinde gøre før hun siger ja til at gifte sig?

4 Bibelen indeholder et advarende ord. Den siger at i denne verden, som er styret af Djævelen, vil selv de der har et lykkeligt ægteskab, få „trængsel“. Skønt ægteskabet er en ordning der er indstiftet af Gud, advarer Bibelen altså dem der påtænker at gifte sig. En inspireret bibelskribent sagde om en kvinde hvis mand var død, og som derfor var fri til at gifte sig igen: „Hun er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er.“ Også Jesus anbefalede dem der „kan give rum for det“, at lade være med at gifte sig. Hvis man imidlertid vælger at indgå ægteskab, skal man gifte sig „i Herren“, det vil sige med en indviet og døbt tjener for Gud. — 1 Korinther 7:28, 36-40; Mattæus 19:10-12.

5 Grunden til at især en kvinde nøje bør overveje hvem hun gifter sig med, er disse manende ord fra Bibelen: „En gift kvinde er . . . ved lov bundet til sin mand.“ Kun hvis manden dør, eller hvis han begår umoralitet og parret af den grund bliver skilt, er hun „fri fra hans lov“. (Romerne 7:2, 3) Kærlighed ved første blik kan måske føre til et kortvarigt romantisk forhold, men det er ikke et tilstrækkeligt grundlag for et lykkeligt ægteskab. En ugift kvinde må derfor spørge sig selv: ’Er jeg villig til at gå ind i et forhold hvor jeg kommer under denne mands lov?’ Det skal man overveje inden man gifter sig, ikke bagefter.

6. Hvilken beslutning kan de fleste kvinder i dag selv træffe, og hvorfor er den så afgørende?

6 Mange steder i dag står det en kvinde frit for selv at bestemme om hun vil sige ja eller nej til et frieri. Men at træffe et klogt valg i denne henseende kan være det sværeste hun nogen sinde skal gøre, eftersom hun måske har et meget stærkt ønske om at opnå den nærhed og kærlighed som et ægteskab giver mulighed for. En skribent har sagt: „Jo mere vi ønsker noget — hvad enten det er at blive gift eller at bestige et bjerg — jo mere tilbøjelige er vi til at drage forhastede slutninger og til kun at give agt på de oplysninger der fortæller os det vi gerne vil høre.“ Hvis en bjergbestiger træffer en ufornuftig beslutning, kan det koste ham livet, og på samme måde kan et uklogt valg af ægtefælle være katastrofalt.

7. Hvilket klogt råd er der blevet givet om at søge sig en ægtefælle?

7 Når en mand frier til en kvinde, bør hun alvorligt overveje hvad det vil indebære at komme under denne mands lov. For år tilbage indrømmede en ung indisk pige beskedent: „Vores forældre har mere erfaring og er klogere end os, og de bliver ikke så nemt ført bag lyset. . . . Jeg kunne så let komme til at træffe et forkert valg.“ Den hjælp forældre og andre kan yde, er af stor betydning. En forstandig mand plejede gennem mange år at råde unge mennesker til at lære deres eventuelle svigerforældre godt at kende og nøje lægge mærke til hvordan den de gerne ville giftes med, kom ud af det med sine forældre og andre i familien.

Hvordan Jesus underordnede sig

8, 9. (a) Hvordan betragtede Jesus det at underordne sig Gud? (b) Hvilke gavnlige følger kan det få at underordne sig?

8 Det kan være en udfordring at underordne sig, men ligesom Jesus gjorde, kan kvinder betragte det som noget ærefuldt. At Jesus underordnede sig Gud, indebar lidelser, endda døden på en marterpæl, men ikke desto mindre fandt han glæde ved at underordne sig. (Lukas 22:41-44; Hebræerne 5:7, 8; 12:3) Kvinder kan se hen til Jesus som et eksempel, for Bibelen siger: „En kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ (1 Korinther 11:3) Det er dog værd at bemærke at det ikke kun er når kvinder gifter sig, at de er underlagt mænds ledelse.

9 Bibelen forklarer at kvinder, gifte som ugifte, skal underordne sig åndeligt kvalificerede mænd der fører tilsyn i den kristne menighed. (1 Timoteus 2:12, 13; Hebræerne 13:17) Når kvinder følger Guds vejledning på dette område, er de et eksempel for englene i Guds organisation. (1 Korinther 11:8-10) Desuden kan ældre gifte kvinder ved at vise et godt eksempel og komme med nyttige vink undervise de unge kvinder i at ’underordne sig deres mænd’. — Titus 2:3-5.

10. Hvordan viste Jesus et eksempel med hensyn til at underordne sig?

10 Jesus erkendte værdien af at underordne sig når det er på sin plads. Ved en lejlighed gav han Peter anvisning på at betale skat til de jordiske myndigheder for dem begge, og han sørgede endda for at Peter fik pengene til det. Senere skrev Peter: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskeskabt instans.“ (1 Peter 2:13; Mattæus 17:24-27) Om det enestående eksempel Jesus viste med hensyn til at underordne sig, læser vi: „Han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden.“ — Filipperne 2:5-8.

11. Hvorfor tilskyndede Peter hustruer til endda at underordne sig ikketroende mænd?

11 Da Peter tilskyndede kristne til at underordne sig endog strenge og uretfærdige myndigheder i denne verden, forklarede han: „Det var jo det I blev kaldet til, for også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Efter at have beskrevet hvor meget Jesus led, og hvordan han alligevel blev ved med at underordne sig, gav Peter følgende opmuntring til kvinder der var gift med ikketroende mænd: „På samme måde skal I hustruer underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ — 1 Peter 3:1, 2.

12. Hvilke gavnlige resultater havde det at Jesus underordnede sig?

12 Det bliver måske opfattet som et udtryk for svaghed hvis man underordner sig selvom man bliver hånet og udsat for en grov behandling. Sådan så Jesus dog ikke på det. „Når han blev skældt ud,“ skrev Peter, „skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke.“ (1 Peter 2:23) Nogle af dem der så Jesus lide, fik i det mindste et vist mål af tro. Det gjaldt blandt andet røveren der hang på pælen ved siden af Jesus, og centurionen der så ham blive henrettet. (Mattæus 27:38-44, 54; Markus 15:39; Lukas 23:39-43) Ligeledes antydede Peter at nogle ikketroende mænd — selv nogle der var grove og hensynsløse — ville blive kristne efter at have betragtet deres hustruers ydmyge adfærd. Vi har set vidnesbyrd om at noget sådant sker i dag.

Hvordan kvinder kan ’vinde deres mænd’

13, 14. Hvad har det ført til at hustruer har underordnet sig deres ikketroende mænd?

13 Nogle kvinder der har lært sandheden at kende, har vundet deres mænd ved deres kristne adfærd. Ved et af Jehovas Vidners områdestævner for nylig sagde en mand følgende om sin kristne kone: „Jeg behandlede hende vist temmelig groft. Alligevel var hun meget respektfuld over for mig. Hun ydmygede mig aldrig. Og hun prøvede ikke at påtvinge mig sin tro. Hun tog sig kærligt af mig. Når hun skulle til stævne, sørgede hun for på forhånd at lave noget mad til mig og få det huslige arbejde fra hånden. Hendes måde at være på vakte min interesse for Bibelen. Og nu er jeg altså her!“ Ja, han var virkelig blevet ’vundet uden ord’ ved sin hustrus adfærd.

14 Som Peter understregede, er det ikke så meget det en hustru siger, som det hun gør, der giver positive resultater. Det blev tydeligt da en kvinde ved navn Agnes lærte sandheden fra Bibelen at kende og besluttede sig for at overvære de kristne møder. Hendes mand råbte: „Agnes, hvis du går ud ad den dør, skal du ikke bryde dig om at komme hjem igen!“ Agnes gik så ikke ud ad „den dør“, men valgte en anden. Næste gang hun skulle til møde, sagde manden truende: „Jeg er her ikke når du kommer tilbage.“ Det var han heller ikke — han var borte i tre dage. Men da han vendte hjem, spurgte hun ham venligt: „Kunne du tænke dig noget at spise?“ Agnes holdt hele tiden fast ved sin hengivenhed for Jehova. Hendes mand sagde til sidst ja tak til et bibelstudium, indviede sig til Gud og blev senere udnævnt som tilsynsmand og fik mange ansvarsopgaver.

15. Hvad bør være kristne hustruers „prydelse“?

15 Apostelen Peter anbefalede kvinder at have en „prydelse“ som den de ovennævnte kvinder havde. Det var ikke en udvendig prydelse hvor de gik overdrevent op i ’hårfletningsfrisurer og yderklæder’. Nej, Peter sagde tværtimod: „Lad [jeres prydelse] være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne.“ Denne indstilling afspejles i en stemmeføring og adfærd der er mild og hensynsfuld og ikke provokerende eller krævende. På den måde viser en kristen hustru dyb respekt for sin mand. — 1 Peter 3:3, 4.

Lærerige eksempler

16. På hvilke måder er Sara et godt eksempel for kristne hustruer?

16 Peter fortsatte: „Således plejede også tidligere de hellige kvinder som håbede på Gud, at pryde sig, idet de underordnede sig deres egne mænd.“ (1 Peter 3:5) Sådanne kvinder forstod at de ved at glæde Jehova og holde sig til hans ord ville få et lykkeligt familieliv og opnå evigt liv. Peter nævner Abrahams smukke hustru, Sara, og bemærker at hun „plejede at adlyde Abraham, idet hun kaldte ham ’herre’“. Sara støttede sin gudfrygtige mand, som Gud havde givet til opgave at tjene i et fremmed land. Hun opgav en bekvem livsstil og satte endda livet på spil. (1 Mosebog 12:1, 10-13) Peter talte rosende om Saras modige eksempel og sagde: „I er blevet hendes børn, hvis I altså bliver ved med at gøre det gode uden at frygte noget som kunne skræmme.“ — 1 Peter 3:6.

17. Hvorfor kan Peter have haft Abigajil i tanke som et eksempel for kristne hustruer?

17 Abigajil var en anden frygtløs kvinde der håbede på Gud, og hende kan Peter også have haft i tanke. Hun „havde god indsigt“, men hendes mand, Nabal, „var hård og slet i sine handlinger“. Da Nabal nægtede at hjælpe David og hans mænd, belavede de sig på at udrydde Nabal og hele hans familie. Men Abigajil tog affære for at redde sin husstand. Hun læssede fødevareforsyninger på æsler og mødte David og hans bevæbnede mænd da de var på vej. Så snart hun fik øje på David, steg hun af æselet, faldt ned for hans fødder og bønfaldt ham om ikke at handle overilet. David blev dybt rørt. „Velsignet være Jehova, Israels Gud, som på denne dag sendte dig ud for at møde mig,“ sagde han, „og velsignet være din fornuft.“ — 1 Samuel 25:2-33.

18. Hvilket eksempel kan en hustru tænke over hvis en anden mand begynder at vise hende interesse?

18 Et andet godt eksempel for hustruer er en ung sjulamitkvinde der forblev loyal mod den jævne hyrde hun var forlovet med. Hendes kærlighed til ham forblev stærk selv da en rig konge begyndte at vise hende romantisk interesse. Hun gav udtryk for sine følelser for den unge hyrde med ordene: „Sæt mig som et segl på dit hjerte, som et segl på din arm; for kærligheden er stærk som døden . . . Selv mange vande kan ikke slukke kærligheden, og floder kan ikke skylle den bort.“ (Højsangen 8:6, 7) Måtte enhver kvinde der siger ja til at gifte sig, være lige så besluttet på at forblive loyal mod sin mand og vise ham dyb respekt.

Yderligere råd fra Gud

19, 20. (a) Hvorfor bør hustruer underordne sig deres mænd? (b) Hvilket godt eksempel har hustruerne at se hen til?

19 Til sidst vil vi se på hvad sammenhængen i Efeserbrevet viser os om vores temaskriftsted: „Lad hustruerne underordne sig deres mænd.“ (Efeserne 5:22) Hvorfor er det nødvendigt? Det næste vers lyder: „For en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved.“ Derfor tilskyndes hustruerne: „Ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt.“ — Efeserne 5:23, 24, 33.

20 For at adlyde dette påbud må hustruer lægge nøje mærke til og efterligne det eksempel som Kristi menighed af salvede har vist. Læs engang Andet Korintherbrev 11:23-28, og tænk over hvad et af menighedens medlemmer, apostelen Paulus, udholdt for at være trofast mod sit hoved, Jesus Kristus. Ligesom Paulus må hele menigheden, deriblandt kvinderne, loyalt underordne sig Jesus uanset hvilke strabadser det måtte indebære. Gifte kvinder viser at de underordner sig Jesus ved at underordne sig deres mænd.

21. Hvad kan anspore hustruer til at underordne sig deres mænd?

21 Mange gifte kvinder i dag ser rødt ved tanken om at skulle underordne sig, men en forstandig kvinde gør sig klart hvilke fordele der er ved det. Hvis en mand er ikketroende, kan dét at hustruen underordner sig ham i alt hvad der ikke er i modstrid med Guds love eller principper, føre til at hun ’frelser sin mand’. (1 Korinther 7:13, 16) Desuden kan hun finde tilfredshed ved at vide at Jehova godkender hendes adfærd og vil belønne hende rigt fordi hun følger Jesu eksempel.

Husker du?

• Hvorfor kan det være en udfordring for en hustru at respektere sin mand?

• Hvorfor er det så alvorligt at sige ja til et ægteskabstilbud?

• Hvordan er Jesus et eksempel for hustruer, og hvilken gavn kan man have af at følge hans eksempel?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 19]

Hvorfor er beslutningen om at gifte sig så alvorlig?

[Illustration på side 21]

Hvad kan hustruer lære af bibelske personer som for eksempel Abigajil?